Derfor er valget til Senatet lige så vigtigt som præsidentvalget

Demokraterne står med en gylden mulighed for at genvinde flertallet i senatet i november. Med en ledig plads på højesteretsbænken kan magtbalancen i Amerikas øverste kammer bestemme landets politiske skæbne, ikke bare de næste fire år, men potentielt de næste fire årtier.

Med potentialet for landets første kvindelige præsident og, nå ja, mediecirkusset der er Donald Trump, er det nemt at glemme valgene til senatet, som USA også holder den 8. november.

Valgene til kongressens øverste kammer stjæler ikke mange overskrifter. Men det burde de. Kongressen gennemfører færre love, end de nogensinde har gjort. De fleste politiske beslutninger udspringer derfor fra præsidentens dekreter, ministeriernes direktiver og regelsætning, hvem der bestrider afgørende poster i styrelserne, og hvordan de føderale domstole fortolker den førte politik.

Ministre, lederne i de offentlige instanser og føderale dommere skal bekræftes af et flertal i senatet. Det forstørrer derfor betydningen af, hvilket parti der har flertallet.

I 2016 er det endnu vigtigere. Højesteret har en ledig plads og for første gang i moderne historie vil valget være direkte knyttet til, hvem der ender på dommerbænken i landets mest magtfulde juridiske institution. Et demokratisk flertal åbner flere muligheder for, hvem præsident Clinton kan nominere og få igennem senatet. Det samme gør sig naturligvis gældende for præsident Trump.

Demokraternes strukturelle fordel
Der er 34 valg til senatet i 2016. De amerikanske vælgere er polariserede i partier og sorteret ideologisk. Derfor er der stater, hvor vi allerede nu ved, hvem vinderen kommer til at blive. I Californien bliver det demokraten. I Oklahoma bliver det republikaneren.

Partierne fokuserer ikke på de stater finansielt. De smider heller ikke betydelige ressourcer i kandidattræning, field, tv-reklamer og andre kampagnetaktikker.

Republikanerne sidder lige nu med flertallet i senatet, 54-46. Alle demokratiske kandidater skal altså vinde genvalg, mens mindst fem udfordrere skal vinde i stater, der har en GOP senator.

Alligevel er demokraternes muligheder gode. I dette valg har de en strukturel fordel. Grunden finder vi tilbage i midtvejsvalget i 2010. Senatorer bliver valgt for seks år ad gange. En række republikanske senatorer blev altså valgt i året, hvor Tea Party-bølgen fandt sted, og hvor vælgerkorpset så radikalt anderledes ud. Færre minoriteter, færre unge. Demografiske grupper, der overvejende stemmer demokratisk. Og derfor er der republikanske senatorer, der nu står overfor genvalg i en stat, der typisk stemmer demokratisk.

Så hvordan gør det demokraterne til favoritter? Lad os kigge på staterne, der er i spil.

I år drejer det sig om 11 stater: Arizona, Florida, Illinois, Indiana, Missouri, Nevada, New Hampshire, North Carolina, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin. Nevada er den eneste stat, der er på demokratiske hænder. Republikanerne skal altså forsvare resten.

Illinois og Wisconsin er blå stater, når det kommer til præsidentvalg. Det vil være en stor overraskelse, hvis de ikke skifter fra R til D. New Hampshire ligeledes trender mod demokraten Maggie Hassan. Hassan er den nuværende guvernør, kendt i hele staten og oppe imod Kelly Ayotte, der har erklæret sin officielle støtte til Donald Trump, hvis kampagne er i frit fald. Hassan førte med 10 procentpoint i den seneste måling fra starten af august.

Arizona, North Carolina og Missouri ligner republikanske sejre, men målingerne er tætte.

De resterende fem stater er set som 50-50, selvom målinger fra Ohio giver nuværende republikaner Rob Portman en solid føring.

Præsidentvalget spøger
Der er en ukendt faktor i den her ligning: præsidentvalget.

I de sidste valg har der været en større tendens til såkaldt straight-ticket voting. Hvis du stemmer republikansk til præsident, så stemmer du også republikansk til senatet og til repræsentanternes hus. Hvis Clinton vinder med en stor margin og mobiliserer et stort antal demokratiske vælgere, er der større sandsynlighed for, at disse vælgere også sætter krydset ved D ned gennem stemmesedlen. Det er bedre kendt som ’riding the coat tails’.

Omvendt er Trump en historisk upopulær kandidat og decideret uspiselig for vælgere, der typisk stemmer republikansk. De kunne stemme på Clinton eller helt undlade at stemme, men støtte den republikanske senator.

I de nyeste målinger ligner det, at Trump trækker de republikanske senat-kandidater ned med sig i New Hampshire, Pennsylvania og Florida. Men det kan ændre sig, jo tættere vi kommer på november. Kongressen.com kommer under alle omstændigheder til at dække valgene til senatet tæt de næste måneder.

Det ligger implicit i scenariet om et demokratisk flertal, at Clinton vinder. Hvis Trump på magisk vis skulle vende hele kampagnedynamikken rundt er det så godt som sikkert, at republikanerne beholder magten i senatet.

Med sejre i Illinois, Wisconsin, New Hampshire kræver det blot to sejre i de sidste otte stater for at være lige i senatet 50-50. I det tilfælde er vicepræsidenten den afgørende stemme. Med de politiske vinde ligner det, at demokraterne kan tage et smalt flertal.

Og i det tilfælde bliver Clintons agenda langt nemmere at gennemføre.