Den udenrigspolitiske forskel mellem Obama og Romney var marginal

Flere debattører, både herhjemme og i USA, har den seneste tid gjort sig til talsmænd for synspunktet om, at den republikanske præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney, havde ret med sine forudsigelser om et aggressivt Rusland og IS-fremmarch i Mellemøsten. Problemet med hele den diskussion er, at den finder sted på baggrund af en overfortolkning i forskellene på Romneys og Obamas udenrigspolitiske tilgang.

Af Mirco Reimer, nyhedschef og Philip Chr. Ulrich, forsvarsanalytiker

Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt vakte i sidste uge en del postyr, da han i en kommentar til nyhedsmagasinet Ræson den 2. september skrev, at ”Romney havde ret” med hensyn til sine forudsigelser om et aggressivt Rusland og udviklingen i Mellemøsten. Ifølge Venstremanden var Romneys ”fuldstændig korrekte analyse af fremtiden” dog blevet forsømt i de danske medier. Engel-Schmidt kom også selv med en forklaring. Ifølge ham skyldtes det, at ”Republikanerne i europæiske medier er skitseret som himmelråbende landsbytosser, mens Obama fremstår som den eneste fornuftige mand på broen. ”
Denne karakterisering er selvfølgelig en simplifikation. Men lad os kigge nærmere på anklagen.

Romney og Obama er to alen af samme stykke
Ifølge Engel-Schmidt er der `dyb ideologisk og geovisuel forskel` mellem Obamas og Romneys udenrigspolitiske tilgang. Men er det virkelig tilfældet?
Engel-Schmidts karakterisering af Romneys og Obamas udenrigspolitiske tilgang er ikke i tråd med, hvad der egentligt blev sagt tilbage i valgkampen i 2012. Venstremanden kalder Romney for en kyniske realist, mens præsident Obama udenrigspolitiske tilgang er `sympatisk` og `idealistisk`. Bortset fra at betegnelser som ”realist” og ”idealist” er teoretiske konstruktioner, der sjældent beskriver virkeligheden fyldestgørende, må det siges, at Jakob Engel-Schmidt står meget alene med vurderingen, at Obama er en udenrigspolitisk idealist. Tværtimod er der bred enighed blandt USA-analytikere, både i USA og Danmark, at Obama ligger tættest på den realistiske skole.

Et af Jakob Engel-Schmidts egne eksempler på hvad han mener var den fundamentale forskel mellem Obama og Romney, er faktisk bevis på den enighed som herskede mellem de to kandidater i 2012: tilbagetrækningen af de sidste amerikanske tropper fra Irak.
Ifølge hans udlægning insisterede præsident Obama på ”at hjemtage næsten samtlige tropper fra Irak og imødekomme en krigstræt befolkning”, mens Romney igen og igen understregede, ”at løsningen kun var kortsigtet og i praksis lagde fundamentet for langt større udfordringer, med en svag regering i Bagdad og risiko for islamistisk terrorisme og uro på sigt. ”Det er korrekt, at Romney ønskede, at USA skulle efterlade et mindre kontingent af amerikanske soldater i Irak som led i en sikkerhedsaftale med den irakiske regering. Det er dog veldokumenteret, at præsident Obama også ønskede en sikkerhedsaftale med den irakiske regering, men i december 2011 trak de sidste styrker ud af Irak, efter USA og Irak ikke kunne enes sådan en sikkerhedsaftale.

Mitt Romney bekræftede denne udlægning i øvrigt i samme debat, som Jakob Engel-Schmidt så flittigt citerer fra. Her siger Romney, at ”med hensyn til Irak, er du og jeg (Obama og Romney, red.) enige om, at der burde havde været en sikkerhedsaftale… Præsidenten gjorde en indsats for at få en sikkerhedsaftale på plads. Jeg var enig i det, og sagde, at vi burde have et antal af tropper tilbage i Irak. Det var noget, jeg var enig med præsidenten i. ” Det er altså ikke korrekt, når Jakob Engel-Schmidt prøver at fremstille det, som om Obama ønskede at hjemtage alle amerikanske tropper fra Irak.

Forskellen var marginal
Realiteten var snarere, at den udenrigspolitiske forskel mellem Romney og Obama var svær at få øje på under 2012-valgkampen. Jakob Engel-Schmidts partifælle Mads Fuglede, en af landets mest benyttede USA-analytikere, konstaterede således i rapporten `nye prioriteringer i amerikansk udenrigspolitik`, at ”valgkampen mellem Obama og Romney afslørede, at der var en meget lille forskel i deres udenrigspolitiske opfattelse. ”

Flittige iagttagere af præsidentvalget vil derudover huske, at den tredje præsidentdebat, som Jakob Engel-Schmidt bygger sin tese på, var kendetegnet ved udpræget enighed mellem Romney og Obama på langt de fleste punkter. Kristelig Dagblads USA-korrespondent Sidsel Nyholm skrev for eksempel hjem, at ”Barack Obama og Mitt Romney var imidlertid mindst lige så enige om udenrigspolitik og om spørgsmål om krig og fred, som de var uenige. De stillede sig i det store hele på samme side, når det gjaldt brugen af sanktioner mod Iran, modstanden mod at sætte amerikanske tropper ind i Syrien, brugen af dronefly til at dræbe terrorister, tidstabellen for tilbagetrækning af amerikanske tropper i Afghanistan, vigtigheden af Israel som USAs allierede og meget mere. ”

Denne analyse blev også delt af Mads Fuglede, som dagen efter debatten udtalte til Politiken, at ”vi lærte under aftenens debat, at de to kandidater vil nogenlunde det samme. De vil prioritere udenrigspolitiske ressourcer, og de vil sørge for, at USA ikke bliver engageret i kostbare udenrigspolitiske eventyr. Der er ingen forskel på dem. ” Kort sagt, så er det svært at se, hvor den dybe ideologiske og geovisuel forskel skulle befinde sig. Derfor burde man også være varsom med tildele Romney rollen som udenrigspolitisk Nostradamus.

Nuancerne gør forskellen
Nogle vil altså hævde, at Romney havde ret i sine forudsigelser. Forskellen mellem Barack Obama og Mitt Romney i 2012 valgkampen var dog – bortset fra at Romney ønskede at øge det amerikanske forsvarsbudget – svær at få øje på. Romneys udtalelser om Rusland og Mellemøsten var mest af alt klassisk politikersnak og et forsøg på at gennembryde det solide greb som Obama havde på udenrigspolitikken, et greb som ellers traditionelt er forbeholdt republikanerne. I de første fire år som præsident havde Obama præsteret nogle gode resultater på det udenrigspolitiske område, og republikanerne måtte lede med lys og lygte efter noget at ramme ham med. Romneys angreb på Obamas håndtering af Rusland skal nok snarere ses som et forsøg på at rive op i de korte kommentarer som Obama kom med til Medvedev under et topmøde, om at han ”kunne være mere fleksibel efter valget”. Det er nok mest af alt den kommentar som Romney skød efter, da det fik præsidenten til at fremstå eftergivende – det eneste område hvor republikanerne med nogen troværdighed kunne komme med det billede i valgkampen i 2012. Obamas fejltrin på den internationale scene er værd og vigtig at fokusere på, hvilket vi har gjort – og vil blive ved med at gøre – på kongressen.com. Det er håbet med denne analyse at få noget klarhed over hvad forskellene mellem de to kandidater i 2012 var – ikke mange. Om verden ville have været et mere fredeligt sted hvis Romney var blevet præsident er nok tvivlsomt.