Arktis hænger ubrydeligt sammen med Rusland på en måde der ikke ses ved andre nationer. Deres historie strækker sig tusindvis af år og regionen har en helt speciel plads i Ruslands kulturelle-, økonomiske-, og militære selvforståelse. Rusland har altid haft herredømmet i Arktis og de har ikke tænkt sig at give dette op.
Rusland har over 24.000 km kyststrækning i Arktis, mere end 53% af alt i hele arktisk og der bor over 2 millioner russere i regionen – mere end halvdelen af alle mennesker i Arktis. Folk fra de russiske egne har været aktive i Arktis i over 1000 år og den første arktiske russiske by blev grundlagt i 1499. Siden 1930’erne har Rusland for alvor været aktive med udviklingen af Nordøstpassagen, også kendt som Northern Sea Route (NSR), og udvindingen af olie og gas i området. Efter Sovjetunionens fald blev meget af infrastrukturen i regionen efterladt og gik i forfald, og den kommercielle trafik dykkede med 90% gennem 1990’erne. Siden påbegyndelsen af de isfrie somre, særligt efter 2007, har området igen set stor aktivitet. Præsident Putin har her d. 5. marts 2020 lanceret den nye nationale russiske 2035 arktisk strategi, der har lagt stort fokus på massiv industrialisering af den energirige region, og videreudviklingen af Nordøstpassagen til en global transportvej og fremtidigt alternativ til Suezkanalen. Passagen har i de seneste år set en eksplosion af trafik og den er særligt attraktiv da ruten skærer rejselængden mellem Europa og Kina ned med 40% i forhold til Suezkanalen. Den bliver de facto gjort klar til at kunne understøtte de store resurseudvindingsprojekter der er planlagt i Arktis.
Den russiske økonomi er domineret af naturligt fremkommende resurser, særligt olie og gas. De er den tredje-største producent af olie og gas i verden, og mere end 50% af statsbudgettet kommer fra disse. Arktis spiller her en kritisk rolle, da 90% af al russisk gas kommer derfra, og mere end 10% af deres olie. På grund af Coronavirussen og den økonomiske krise der har fulgt udbruddet, står Rusland nu derfor med en kæmpe hovedpine. De økonomiske problemer kommer netop som landet har påbegyndt sine store planer for udviklingen af de arktiske oliefelter. Derfor har den russiske statsminister, Mikhail Mishustin, her den 18. marts godkendt en økonomisk redningspakke, hvor staten vil støtte med op til 20% af omkostningerne for de private firmaer som har igangværende infrastrukturprojekter i området. Grunden til denne generøse håndsrækning kommer som følger af Præsident Putins nye arktiske 2035 strategi fra tidligere i marts, som også indeholder gode skattefordele for investorer i regionen. Håbet er at skattefordelene vil føre til investeringer i omløbet af 15 trillioner rubel (€216 milliarder) over de næste 15 år. Men de store planer er nu i limbo som følge af den økonomiske usikkerhed, de lave oliepriser, og den svagere rubel.
Coronakrisen gør økonomisk ondt på Rusland, og den kommer på et tidspunkt hvor sanktionerne fra USA og EU efter annekteringen af Krim-halvøen, har haft store konsekvenser for udforskningen efter- og udvindingen af russisk olie og gas i Arktis. Rusland har været nødsaget til at stoppe samarbejde med vestlige firmaer, såsom amerikanske ExxonMobil og franske Total som følger af sanktionerne. Firmaerne har været vigtige for Rusland da de besidder stor teknisk viden om olieudvinding, samt har betydelige finansielle resurser at trække på.
De store ambitioner for Arktis
Rusland har lagt en meget ambitiøs 15-års plan for deres arktiske region og Nordøstpassagen, som viderebygger på den hensigtserklæring Putin kom med i 2018. Planen med 84 projekter, dækker alt fra bygning af infrastruktur og nye skibe, til kortlægning af naturligt fremkomne resurser og opsendelsen af satellitter, og det forventes de første punkter allerede nås i starten af 2020. Særligt udviklingen af infrastrukturen, heriblandt en togbane til Sabetta havnen og LNG-terminalen på Yamal halvøen, er kritisk hvis Rusland skal opnå deres ambitioner med den arktiske rute. Mange af de største russiske firmaer er involveret i projektet, fra olie, gas, og atomvirksomhederne Novatek, Rosatom, Gazprom til mineral og minevirksomhederne Nornickle, KAZ Minerals, VostokCoal, og mange flere.
Opbygningen af nye arktiske skibe et stort fokus med flere end 40 planlagt. Mange af disse vil være atomdrevne isbrydere, såsom tre af Lider-klassen, de største isbrydere nogensinde, hvoraf den første forventes klar i 2027. Lider-klassen vil være i stand til at kunne bryde igennem den tykkeste arktiske is og åbne store baner for de kommercielle skibe. Isbryderne skal eskortere handelsskibe gennem Nordøstpassagen, heriblandt de største LNG tankskibe der sejler øst fra Yamal mod Stillehavet.
En række af togbaner er planeret til diverse byer og industrielle områder langs den russiske arktiske kyst, og mindste fire regionale lufthavne står til at blive renoveret og udbygget. Endelig, så kommer planerne lige før den russiske regering udspiller deres nye Arktiske Lov som forventes at give massive investeringer på over €216 milliarder til den russiske arktiske region over de næste 15 år. Disse ambitiøse investeringer skal hjælpe Nordøstpassagen med at nå målet om 80 millioner tons shipping gods årligt per 2024. Det store fokus på udviklingen af infrastrukturen og de potentielle stigninger i handelstrafikken kommer dog sammen med advarsler fra de russiske ministerier. De påpeger at den voldsomme industrialisering har risiko for at gøre indvirkningen af klimaforandringerne meget større.
Kineserne kommer med kapital og krav
De store russiske økonomiske satsninger i Arktis har allerede skabt interesse i verden. Flere kinesiske shippingvirksomheder har planer om i den nære fremtid at bruge Nordøstpassagen som et alternativ til Suezkanalen. Selvom de lige nu kun sender få skibe igennem, så er der lagt op til at de inden for de næste år skruer gevaldigt op for brugen af passagen – spørgsmålet så bare nu om Coronakrisen har lagt låg på planerne. Den store kinesiske interesse følger i halen på en aftale mellem Rusland og Kina om udviklingen af en €363 milliarder dyr arktisk gaslinje mellem de to lande. Den er bygget fordi Kina ønsker en ”Polar Silk Road” hvormed de kan sikre sig rigeligt at vigtige resurser som gas og olie. Kineserne håber at kunne linke den arktiske rute med deres ”Belt and Road initiative”, der med Beijing som kerne vil skabe en multinational zone af økonomisk og politisk indflydelse fra Kina. Set fra deres synsvinkel, så er Arktis et område der helst skulle ledes af Kina, og måske Rusland.
Jens Worning Sørensen, Ruslandsekspert og tidligere konsul ved det danske konsulat i Skt. Petersborg slår fast at Rusland er gået med til det her fordi de leder efter store mængder kapital, kapital som de ikke længere kan få gennem de vestlige lande på grund af sanktionerne. Med tanke på de nuværende økonomiske problemer, og sanktionerne oven på, har Ruslands firmaer haft svært ved at tiltrække sig den nødvendige lånekapital i Rusland og vesten. De kinesiske firmaer er derfor meget attraktive at samarbejde med, da de tilbyder kommercielt bæredygtige og politisk stabile betingelser. Det kan ikke siges at russerne er kinesernes største fans, men i den her situation ser de sig nødsaget til at samarbejde med dem. Kineserne, udmærket klar over russernes besværlige situation, gør kraftigt brug af deres stærkere position i forhandlingerne. Udover kineserne, har russerne også påbegyndt et samarbejde med Indien, som har stor interesse i deres LNG-kapaciteter. Dette samarbejde har ikke ledt til noget stort endnu, men intentionen er klar.
Kraftig militær opbygning og spændinger med Vesten
Ruslands interesse i det arktiske område ligger ikke kun inden for det økonomiske. Over de seneste år har der også været substantiel aktivitet inden for det militære, med udviklingen af nye systemer, genetableringen af baser og enheder, og placeringen af missilsystemer langs den arktiske kyst. Dette er ikke gået USA og amerikanerne forbi. Tidligere på måneden advarede højst befalende ved Northern Command, Gen. Terrence J. O’Shaughnessy, at USA’s modstandere nu igen ser på arktisk med militære øjne og udtalte ”The Arctic is no longer a fortress wall, and our oceans are no longer protective moats; they are now avenues of approach for advanced conventional weapons and the platforms that carry them.” Aktiviteterne har ledt USA til at søge større sikkerhedssamarbejde med de andre arktiske nationer, de næsten alle er med i NATO, og Gen. O’Shaughnessy kommenterede dertil på den massive opbygning af de russiske militære kapaciteter; “By fielding advanced, long-range cruise missiles … and expanding its military presence in the region, Russia has left us with no choice but to improve our homeland defense capability and capacity.”
Som modsvar til den russiske opbygning har Pentagon kæmpet for at imødegå truslen – Kongressen har for nylig givet bevillinger til at bygge seks nye isbrydere, for at erstatte den enkelte der endnu er tilbage fra 70’erne. Udfordringerne i Arktis er så småt ved at gå op for Kongressen, State Department, og Pentagon, men de har været for langsomme til at genkende truslen og endnu langsommere til at tackle den med reelle kapaciteter. De anerkender at truslen for krig endnu er lav i Arktis, men påpeger at stormagtskonkurrencen er taget til hvilket bringer strategiske spændinger med sig.
I modsætning til amerikanernes sløve start, så har russerne trykket speederen i bund og tonser derudaf i opbygningen af deres kapaciteter i Arktis. De har genetableret den russiske Nordsø flåde som inkluderer størstedelen af deres atomare ubåde med ballistiske missiler, renoveret og oprustet på en række af tidligere lukkede militære baser og radarsystemer, og stationeret en stor mængde af mobile ballistiske missilsystemer, luftforsvar, og militærfly i regionen. Heriblandt S-400 missilsystemerne der har en rækkevidde på 380 km og kan se mål så langt væk som 580 km.
Alt dette kommer som følge af den nye arktiske strategi, der har til formål at beskytte russiske arktiske zone og den Nordøstlige passage. Alexander Shirokorad, en ultrakonservativ kommentator og russisk militærekspert, udtalte at hovedmålet er at holde amerikanerne ude af det russiske Arktis, og at Nordøstpassagen er russernes sidste forsvarsskanse i regionen. Ifølge Shirokorad er de vestliges tiltag mod at internationalisere passagen et aggressivt initiativ der har til formål at indskrænke russerne indflydelse og tilstedeværelse i Arktis.
Den militære søjle i strategien består primært af fire dele:
- Luft og missilforsvarskapaciteter: Som nævnt ovenfor er der blevet investeret gevaldigt i alt fra lufthavne, baser, missilsystemer, og særligt radarsystemer. En række af kraftige systemer er blevet sat op, bl.a. Resonance-N radarkomplekser der kan opdage missiler, hypersoniske mål, og stealth fly.
- Strategiske luftstyrker: Stationeringen af Tupolev Tu-160 strategiske bombefly, der kan bære langtrækkende ballistiske missiler og har nukleare kapaciteter, der giver dem mulighed for at ramme Thulebasen i Grønland.
- Landtransport og mandskabsvogne: Russerne har for nyligt udviklet nye mandskabsvogne specielt til det høje nord, kaldet Ritsar IFV, og det russiske forsvarsministerium ser disse som en absolut prioritet.
- Højpræcisions våben: Den sidste del af den militære sølje består af deres ballistiske og nukleare missiler. I november 2019 testede de deres nye hypersoniske Kh-47M2 Kinzhal missiler, der ifølge russiske medier har en rækkevidde på over 2,000 km og kan affyres fra fly og installationer. Kinzhal skal erstatte deres aldrende 9M723 Iskander-M mobile kortdistance missilsystemer, der kun har en rækkevidde på 415-500km.
Det lyder umiddelbart voldsomt men her bør man mane til ro og besindelse, noget som bakkes op af Jens Worning Sørensen. Rusland har som tidligere nævnt en lang historie i den arktiske region og ser sig selv som den ubestridte leder i området – det vil de gerne blive ved med at være, og ser på regionen som en klar interessesfære for landet. Geografi spiller her en stor rolle – Ruslands arktiske grænse strækker sig over 24,000 km, fra Murmansk og Arkhangelsk i vest ved Finland, til Naukan i øst overfor Alaska. Det er en stor, åben grænse som de altid gerne har villet beskytte mod fjender. Det kræver en del materiel at beskytte så meget land og her kommer missiler og militærfly med deres lange rækkevidde til gode.
Intentionen bag reetableringen af de militære baser skal ikke ses en aggressiv melding, men mere et svar på den øgede aktivitet i området fra deres rivaler som USA og NATO. Dog er det et klart svar fra Rusland om at de gerne ser andre ikke blander sig her. I mange tilfælde er deres nye baser ”dual-use” og bruges af både militært personale og civile som forskere og arbejdere i de forskellige arktiske industrier. Set fra russisk perspektiv så er dette kun et naturligt skridt mod at beskytte deres eget land, som utallige gange gennem historien er blevet invaderet. Selvom de militære kapaciteter i teorien kan bruges i angrebet på andre nationer, så opruster Rusland i området for at afskrække og forsvare.
