Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Cannons Q and A

“Den republikanske ledelse fantaserer stadig om The White Knight”

Det trækker op til republikansk rabalder i Cleveland til sommer. For selv om Trump buldrer mod nomineringen, drømmer ledelsen fortsat om ‘The White Knight’, om end det bliver stadig sværere at forestille sig, hvordan det skal blive en realitet, lyder vurderingen fra RealClearPolitics’ Carl Cannon

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Søren Dal Rasmussen, Washington-korrespondent

WASHINGTON D.C.: Hvis du i løbet af de næste par måneder møder et medlem af den republikanske partiledelse og tænker, at vedkommende ser en smule fortvivlet ud, så er det ikke uden grund. For trods talrige forsøg på at bremse Donald Trump, har den kontroversielle byggematador lige nu kurs mod den republikanske nominering. Og dermed på vej til at gøre ledelsens mareridt til virkelighed.

Den ubekendte faktor lige nu er, om The Donald når 1237 delegerede før partikonventet i Cleveland til juli. Eller om partiet skal ud i kampvalg. Det bliver formentlig først endeligt afgjort tirsdag den 7. juni, hvor de sidste delstater, heriblandt Californien, går til primærvalg. Tæt bliver det uden tvivl. Og selv hvis det ikke lykkes Trump at nå over målstregen inden Cleveland, kan han blive meget vanskelig at stoppe. I hvert fald ikke uden et heftigt rabalder, som formentlig betyder at Trump går solo.

Anderledes fredsommeligt går det for sig hos Demokraterne. Her har Hillary Clinton kurs mod partiets nominering, om end Bernie Sanders endnu ikke kastet håndklædet i ringen. Hvilket formentlig først sker efter det sidste primærvalg er overstået.

I denne særudgave af Cannons Q&A, er Anders Agner Pedersen og Søren Dal Rasmussen taget til Washington D.C. for at besøge Carl Cannon i RealClearPolitics’ nye redaktionslokaler i det centrale Washington. Og selv om meget er usikkert lige nu, så er Cannon sikker på dette: vi går nogle højspændte måneder i møde i amerikansk politik.

Lad os starte med Demokraterne. Det synes sikkert at Hillary vinder nomineringen. Men tror du Sanders bliver ved helt til det sidste primærvalg er overstået i Californien den 7. juni?
“Sanders har ikke nogen rigtig god grund til at holde op. Han har stadig masser af penge på kontoen. Og hvis han holder op, hvad skal han så foretage sig? Så ja, jeg tror han bliver ved helt til det sidste primærvalg er overstået. Jeg tror så ikke det varer så længe før han skruer ned for sine Clinton-angreb. Det tog lidt overhånd, især op til primærvalget i New York. Og Hillary Clinton bryder sig ikke om at blive kritiseret og gik derfor til modangreb på Sanders. Men nu hvor det mere eller mindre står klart, at hun vinder nomineringen, skruer hun også ned for sine angreb mod ham.”

Du skrev for nyligt i en analyse, at hvis Elizabeth Warren havde været kandidat denne gang, kunne hun let have vundet nomineringen over både Clinton og Sanders. Warren har indtil videre holdt sig i baggrunden og ikke støttet hverken Clinton eller Sanders officielt. Tror du det ændrer sig lige foreløbig?
“Hun er klart tættere på Sanders end på Clinton. Hun er ikke stor fan af Clinton. Men der vil komme et stadig større pres på hende for at støtte Hillary. Men vi er ved at nå det punkt, hvor ’endorsements’ ikke betyder så meget mere. Men Clinton-lejren fører journal over, hvem der har støttet dem og hvem der ikke har. Og de glemmer ikke, hvem der ikke har hjulpet dem. Det bliver noteret.”

Hvem ser du for dig som Clintons mulige running mate?
“Bernie Sanders er udelukket. Det kommer ikke til at ske. Så vil man kigge på næste navn på listen. Det er Elizabeth Warren. Men Hillary Clinton har ikke brug for en kvinde mere på sin ticket. Det er allerede historisk med en kvindelig præsidentkandidat. Og hun vil ikke dele den position med andre. Og hvad gør man så? Der er ikke nogen, der er særlig oplagt. Man kunne overveje at lade Joe Biden fortsætte… Nej, spøg til side. Det er sådan med de rigtig gode kandidater, eksempelvis Ronald Reagan og Barack Obama. De gider ikke rigtig have en running mate. De vil hellere køre kampagnen selv. Men når nu de skal have en, så vælger de en, som ikke gør nogen skade. Og det tror jeg også, at Hillary kommer til at gøre. Det kunne være senator Tim Kaine fra Virginia. Han er kapabel, loyal over for Clinton-familien og et sikkert valg. Så han er en mulighed. Der har også været snak om, at hun vil vælge en latino. Det vil hjælpe hende med latinoerne. Men spørgsmålet er, om det er nødvendigt, nu hvor hendes modstander formentlig bliver Donald Trump. Det vil få latinoerne til at stemme demokratisk uanset hvem hun vælger. Så hun har frie hænder til at vælge, hvem hun har lyst til mere eller mindre.”

Hvis vi retter blikket mod Republikanerne, så har Trump knust al modstand den seneste tid og er den eneste af de tre tilbageværende kandidater, der reelt kan nå 1237 delegerede før konventet i Cleveland. Tror du han når det?
“Han kommer i hvert fald tæt på, hvis ikke det lykkes. Når han det ikke, så ender han omkring 1200. Og i så fald vil hans argument være: ’Come on! Jeg har vundet flest valg, har fået flest stemmer og har flest delegerede. Hvordan kan I ikke vælge mig?’ Det er et stærkt argument, set ud fra et medlemsdemokratisk perspektiv. Men hans problem er, at der ikke er konsensus om ham, kan man lancere tesen med en konsensuskandidat, som man tror vil kunne stå stærkt ved valget i november. Og set i det lys, står Ted Cruz ret svagt.”

Hvordan ser du på hele ’White Knight’-teorien?
“Det er en fantasi, som den republikanske ledelse længe har dyrket. Men det er en model, der har store udfordringer. For man kan let argumentere for, at partiets kandidat bør være en, der har været en del af valgkampen. Og rent faktisk har søgt embedet fra starten. Det bringer folk som Marco Rubio, Jeb Bush og andre navne tilbage i spillet. Men Paul Ryan er det navn, der oftest nævnes i denne forbindelse. Det var på samme måde, han i sin tid fik jobbet som formand for Repræsentanternes Hus. Der sagde han også, at han ikke ville have jobbet. Hvilket bare fik folk til at ønske ham endnu mere. Det er lidt det samme, der sker denne gang med præsidentkandidaturet.”

Hvem ser du for dig som Trumps mulige running mate, hvis han vinder nomineringen?
“Det er den helt store ubekendte. For indtil nu har mange af de folk, der har været en del af Trump-kampagnen langt fra været politiske sværvægtere. Det har så ændret sig en smule den seneste tid. Men inden da kunne man have gættet på alle mulige sjove bud, inklusiv hans datter Ivanka. Nu, hvor der er kommet stærkere folk til, er lidt mere seriøse navne i spil. For der er kandidater derude, som virkelig ville kunne hjælpe ham. En mand som Marco Rubio ville kunne hjælpe ham. Men han vil formentlig ikke. Og det er kendetegnende for mange af de kandidater, som vil kunne hjælpe ham. De vil ikke. Og dem som godt vil, har ikke den store effekt. Det er lidt en besværlig situation for ham. For han skal jo have en running mate. Og spekulationerne er først lige startet. Men man kan sige, at vi sjældent har set en kandidat, der mere end nogen anden ville kunne drage fordel af at vælge en running mate med immigrant baggrund.”

Hvilke kandidater har du hørt nævnt?
“Brian Sandoval, guvernøren fra Nevada har været nævnt. Det ville være et interessant valg. Den bedste kandidat han kunne vælge er Nikki Haley, guvernøren fra South Carolina. Hun ville virkelig kunne hjælpe ham. Men det ville kræve, at han gjorde noget, han formentlig ikke har gjort siden han var 14, nemlig være ydmyg. Men jeg har svært ved at se for mig, at hun ville sige ja.”

Der har også været snak om, at der ikke bare kan komme kampvalg om præsidentkandidaturet på konventet, men at det også kan ske med vicepræsidentposten. Er det sandsynligt, som du ser det?
“Helt bestemt. Det kan meget vel blive en realitet.”

Der er meget snak om, at Republikanerne kan ende med at tabe flertallet i Senatet og måske også i Huset, hvis Trump bliver partiets kandidat. Hvordan ser du på det?
“Det er meget sandsynligt, at Senatet vil få demokratisk flertal igen. Det så allerede svært ud for Republikanerne før Trump kom til. Og det er kun blevet vanskeligere nu, hvor det ligner at han bliver partiets kandidat. Så med Trump som kandidat, så tror jeg at Senatet kommer tilbage til Demokraterne. Huset er vanskeligere at forudse. Men det kan ske, at Demokraterne også vinder flertallet der. Og så vil Republikanerne stå tilbage i en situation, hvor de tænker: ’Hvad er der dog sket? Hvordan bragte vi os selv i denne situation?’ Og så starter ’the blame game’ for alvor.”

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen