Den kinesiske drøm

Som pendant til den amerikanske drøm, har Kinas præsident, Xi Jinping, italesat den kinesiske drøm. Den er dog markant anderledes den amerikanske, men intentionen er ikke til at misforstå. Læs uddrag af Jonas Løvschall-Wedels kapitel fra ‘Den Amerikanske Drøm’ her.

Kina har en drøm. En drøm om national storhed. En drøm om et Kina, der genindtager sin naturlige position som verdens leder både økonomisk, politisk og militært. Drømmen er stadig lidt uklar og vag, men det er Kinas drøm, og der bliver arbejdet hårdt for, at det også bliver kinesernes drøm.

Modsat den amerikanske drøm handler den kinesiske drøm ikke om folket. Modsat Martin Luther King Jr.s drøm er den ikke et udtryk for en folkelig bevægelse. Kinas drøm er undfanget i gangene hos kommunistpartiets propagandaapparat. Den er født på det storslåede nationalmuseum, der ligger ud til Den Himmelske Fredsplads. Et tempel dedikeret til Kinas historie, men hvor kommunistpartiet har monopol på sandheden.

Torsdag den 29. november 2012 besøger kommunistpartiets nyudpegede leder, Xi Jinping, Kinas nationalmuseum. Hans tykke sorte hår er kæmmet i en sideskilning. Han er iført sort jakke, sorte bukser og sorte sko. Omgivet af seks af Kinas mest magtfulde mænd, alle i samme sorte mundering, går han gennem museets marmorsale og gennem en udstilling om Kinas opgør med hundrede års ydmygelser og nationens genrejsning.

De særligt udvalgte journalister observerer, at Xi tager sig tid til at læse skiltene foran montrerne. Han går interesseret rundt og suger viden til sig. Viden om imperialistiske briter, morderiske japanere og undertrykte kinesere.

Xi Jinping lytter interesseret til fortællingerne om opiumskrigene og den japanske besættelse. Han citerer Formand Mao og poeten Li Bai. Intet er tilfældigt. Scenen bliver sat, symbolikken skæres til, før lanceringen af det slogan, som skal sætte dagordenen for Xi Jinpings tid som leder af Kina.
”Det at virkeliggøre den store fornyelse af den kinesiske nation, er den største drøm for den kinesiske nation i nyere tid,” siger Xi Jinping. Kinas drøm er født. Nu skal alle kineserne drømme den, så det kan blive den kinesiske drøm.

Næste skridt i tilblivelsen og folkeliggørelsen af den kinesiske drøm står propagandamaskinen for. Plakater og billboards med teksten, ”Kinas drøm, min drøm”, prydet med et billede af en lille kinesisk dukke, bliver hængt op over hele landet. Skoleelever skriver opgaver om deres kinesiske drøm, universiteter uddeler legater til arbejde med den kinesiske drøm og Xi Jinping sørger for at nævne den kinesiske drøm, når han taler offentligt.

Der er nu gået et par år siden Xi præsenterede drømmen, og det er stadig noget uklart, hvad den kinesiske drøm helt præcist går ud på. Og pudsigt nok, er det måske en af drømmens styrker. Nemlig det, at den er så bred og giver så meget plads til fortolkning og til at fylde på. Drømme inspirerer og vækker følelser, og det er netop formålet med den kinesiske drøm, som skal inspirere den kinesiske befolkning til at stå sammen bag partiet i bestræbelserne på at udleve drømmen.

Den kinesiske drøm leder jo uomgængeligt tankerne over på sit amerikanske modstykke. Der er heller ingen tvivl om, at Xi Jinping har ladet sig inspirere af den amerikanske drøm, men selv om der er klare sammenfald mellem de to drømme, så er forskellene endnu mere slående, og på mange måder er den kinesiske drøm lidt af et amerikansk mareridt.
Den amerikanske drøm er udtryk for et samfund, hvor individet får plads til at udleve sine ambitioner. Et samfund, hvor en mand med talent og knofedt kan gøre sin lykke. Det handler om gadefejeren, der kan blive millionær og om individets ret til frihed og muligheden for at gøre sin egen lykke. Hverken mere eller mindre.

Den kinesiske drøm er et kollektivistisk foretagende. I starten blev den endda oversat til Kinas drøm, med fokus på staten. Fokus er siden flyttet til borgeren med betegnelsen den kinesiske drøm. I Kina handler drømmen ikke om individets stræben efter rigdom. Den handler om genskabelsen af Kejser Kinas storhed, som det så ud før de vestlige magter tvang Kina til at åbne sig. Det skal dog næppe tolkes som kommunistpartiets hyldest til det feudalistiske Kina.

Læs hele Jonas Løvschall-Wedels kapitel i ‘Den Amerikanske Drøm’, der udkommer tirsdag den 30. juni på Forlaget Rosenkilde.