Den durkdrevne drage og den bryske bjørn

Forholdet mellem Rusland og Kina har været præget af at Rusland har forsøgt at få de to lande tættere sammen. Helt grundlæggende er Kina ikke afvisende, men andre hensyn har vejet tungere i Kinas håndtering af forholdet til Rusland. Derfor er Rusland blevet flere gange blevet skuffet i tilnærmelserne til Kina.

Af Claus Mathiesen, lektor, Forsvarsakademiet

Det russisk-kinesiske forhold er baseret på en aftale om naboskab, venskab og enighed, som blev indgået i 2001. På overfladen lutter solidaritet og enighed, men under overfladen er virkeligheden en ganske anden.

Grundlæggende består den reelle uenighed og manglende solidaritet i, at Rusland fører en i stigende grad konfrontatorisk sikkerhedspolitisk kurs, mens Kina fastholder sin samarbejdsbaserede og merkantilt orienterede ikke-konfrontatoriske linje.

Efter annekteringen af Krim i 2014 og den følgende konflikt med Vesten foretog Rusland en reorientering mod øst. Rusland forventede, at det eksisterende partnerskab med Kina nu skulle kompensere for det, der gik tabt som følge af den generelle misstemning og Vestens sanktioner. Men de russiske forventninger er langtfra blevet indfriet, idet Kina ikke har ønsket at sætte egne relationer over styr bare for at behage Rusland.

Rusland regnede således med opbakning fra kinesisk side i forbindelse med konflikten med Ukraine. Det gjaldt annekteringen af Krim og støtten til det østukrainske oprør mod regeringen i Kiev. På begge punkter er man blevet sørgeligt skuffede, idet Kina i FNs Sikkerhedsråd hele tiden har afholdt sig fra at stemme om forskellige resolutioner og heller ikke har anerkendt Ruslands fremgangsmåde i forhold til Krims indlemmelse i Den Russiske Føderation. Kina har i øvrigt heller aldrig anerkendt Abkhasien og Sydossetiens selvstændighed. Og nok har Kina ikke tilsluttet sig Vestens sanktioner, men ikke desto mindre frarådes kinesiske firmaer at deltage i projekter på Krim.

Kina har også lagt begrænsninger på kreditgivningen og skærpet kravene til sikkerhedsstillelse over for russiske firmaer. Dette sammenholdt med en skærpet kinesisk kontanthed i forbindelse med forhandling af kontrakter generelt, ses fra russisk side som et svigt i forhold til det forventede partnerskab. Men for Kina er Ukraine vigtigere som adgangsvej til Europa.

Samhandlen mellem Kina og Rusland er da også faldet med cirka en tredjedel de sidste to år. Der er uklare perspektiver for både civile og militære kontrakter, således er det uvist, hvad forløbet af den indgåede aftale om bygning af rørledning og leverancer af gas fra Sibirien til Kina munder ud i. Det samme gælder kinesernes køb af russiske Su-35S jagerfly og S-400 luftværnsmissilsystemer. Klart er det dog, at kineserne presser prisen i bund overalt, hvor det er muligt.

Endnu mere skuffet er Rusland blevet i forhold til den russiske indsats i Syrien. Kina har aldrig tilkendegivet nogen form for støtte til denne, heller ikke i spørgsmålet om præsident Assads overlevelse eller ej. Reelt er Kina mere på modstanderne af Assads side, idet Saudi Arabien er en af de tre største olieleverandører til Kina. Faktisk har Kina i over for Den Arabiske Liga åbent fordømt enhver fremmed militær indblanding, og altså hermed også den russiske. Kina har ikke fordømt Tyrkiets nedskydning af det russiske kampfly, som krænkede tyrkisk luftrum. Dette skyldes igen, at Kina sætter sine betydelige handelsmæssige interesser i Tyrkiet højere end partnerskabet med Rusland. Faktisk er den eneste anerkendelse fra kinesisk side tilfaldet Putins udmelding om tilbagetrækning af styrkerne fra Syrien.

Denne tilbageholdenhed over for Ukraine og Tyrkiet skal desuden ses i sammenhæng med Kinas bestræbelser på at etablere en ny ”silkevej” forstået som en handelskorridor til Europa. En af Kinas optioner er en vej, som netop går gennem Kaukasus og via Tyrkiet eller Ukraine og reelt uden om Rusland. Ikke noget, der huer Kreml heller.

Og der er andre områder, hvor der mere er tale om rivalisering end partnerskab. Kina har særlige interesser i Arktis, som Rusland til gengæld opfatter strategisk kerneområde. Rusland har derfor i hele processen vedrørende opdeling af Arktis i territorialfarvande, økonomiske zoner og adgang til ressourcer under havbunden været afvisende over for lande, som ikke grænser op til Arktis. Men Arktis er interessant for Kina, både som fremtidig transportrute til og fra Europa og fra et ressourceperspektiv. Kina har da også fået observatørstatus i forhold til Arktisk Råd og er i fuld gang med at udvikle arktiske kapaciteter, herunder egne isbrydere. Kina er utvivlsomt interessant for Rusland som investor, men Kina har ikke umiddelbart den teknologi, som er påkrævet for at få adgang til rigdommene i undergrunden. Den er fortsat primært at finde hos vestlige nationer som Norge. Rusland opbygger militære kapaciteter i området, mens Kina vil se negativt på en eventuel konfronterende udvikling i Arktis.

Et godt eksempel på, hvad der adskiller den russiske og kinesiske tilgang, kan ses i forskellen mellem den såkaldte Sjanghaj Samarbejdsorganisation (SCO) og det russiske eurasiske unionsprojekt. Sidstnævnte kan i dag primært mønstre kernelandene Rusland, Kasakhstan og Belarus, som dog langtfra er enige om alt, samt de mindre og økonomisk svage tidligere sovjetrepublikker Armenien, Tadsjikistan og Kirgisistan. Over for dette står den reelt kinesisk dominerede Shanghajorganisation med en snes medlemslande, som i dag udgør halvdelen af jordens befolkning. Unægtelig mere euraisk slagkraft end det haltende russiske projekt.

Faktum er, at nok ønsker Kina gode relationer med Rusland. Men Kina ønsker ikke en egentlig alliance, der kan blive opfattet som vendt mod tredjelande. Kina ønsker samhandel, og her er det afgørende, at Kinas samhandel med Vesten er uendelig mange gange større end med Rusland.

Claus Mathiesen, cand.mag., lektor i russisk sprog, kultur og militære forhold på Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur.