Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Den demokratiske borgerkrig er brudt ud

Striden mellem præsident Obama og hans demokratiske partifæller i Senatet, nåede i går et foreløbigt lavpunkt, da kun en demokratisk senator fulgte præsidentens opfordring om at stemme for at give præsidenten beføjelse til at forhandle frihandelsaftalen Trans Pacific Partnership (TPP) på plads.

Så gik den ikke længere. Efter partiet gennem længere tid har fløjet under radaren, brød de interne stridigheder hos Demokraterne ud i lys lue tirsdag den 12. maj. Gnisten, der fik det hele til at eksplodere, var afstemningen i Senatet om de fremadrettede TTP-forhandlinger. En afstemning, hvor præsident Obama med al tydelighed havde signaleret vigtigheden af, at hans demokratiske partifæller, bakkede op om, at give ham beføjelsen til at færdigforhandle frihandelsaftalen med elleve lande i det asiatise og pacifiske område.

Men sådan blev det ikke. Tværtimod viste resultatet af afstemningen, at kun en enkelt demokratisk senator havde valgt, at følge præsidentens frihandelsopfordring. Resten havde stemt imod. Republikanerne derimod, ja, de bakkede højest usædvanligt op om præsidentens plan. Men da præsidenten skulle bruge mindst 60 stemmer for forslaget, kunne end ikke en samlet republikansk opbakning bære forslaget hjem, og frihandelsforhandlingerne er i den grad sendt til tælling. Til stor irritation for præsident Obama.

I spidsen for den demokratiske senatorgruppe, der altså valgte at trodse deres præsident, står den populære senator fra Massachusetts, Elizabeth Warren. Hun tilhører partiets venstrefløj og bliver af mange set som det bedste bud på et alternativ til Hillary Clinton ved 2016-valget.

At det ikke just er hjertevarme følelser, der præger forholdet mellem Obama og Warren, har de færreste kunne undgå at bemærke i tiden op til afstemningen. Warren har kritiseret præsidentens frihandelsplaner ved gentagne lejligheder, mens Obama har været ude og sige, at Warren ganske enkelt var på vildspor i sin opfattelse af TPP (og også TTIP) og at flere demokrater direkte spredte misinformation om frihandelsaftalen.

Warrens magtposition
De interne spændinger i det demokratiske parti har længe ligget og ulmet. For Warren og venstrefløjen er alt andet end begejstret for den kurs, som både præsident Obama og fru Clinton, er bannerfører for. Det vil sige en noget mere moderat, midtersøgende kurs, der blandt andet støtter en frihandelsaftale mellem USA og EU.

Demokraternes fordel har indtil nu været, at de har kunnet holde fokus væk fra de interne stridigheder. I stedet har fortællingen om splittelsen hos Republikanerne, blandt andet grundet Tea Party-bevægelsen, i højere grad været i fokus. Sandheden er ikke desto mindre den, at Demokraterne er mindst lige så splittede som Republikanerne, hvilket tirsdagens afstemning med al tydelighed demonstrerer. Og det har hele tiden været en af de store ubekendte, i forhold til Hillary Clintons valgkamp, hvordan hun ville finde den rette balance i forhold til partiets venstrefløj.

Nu er striden så rykket ud i offentlighedens søgelys, hvilket hverken er til fordel for præsident Obama eller Hillary Clinton. Elizabeth Warrens magtposition internt i partiet er blevet væsentligt styrket efter tirsdagens afstemning, og hun vil blive endnu vanskeligere at danse med den kommende tid. Både for Obama og Hillary. Fru Clinton har da i en vis grad også allerede makket ret over for Warren og udtalt sig i overraskende skeptiske termer om frihandelsaftalerne.

Vingeskudte TTIP-forhandlinger
Hvad angår TTIP-forhandlingerne, og muligheden for, at en frihandelsaftale mellem USA og EU en dag kan blive til virkelighed, så er det fortsat muligt. Det samme gælder for TPP, hvor en ny afstemning formodentlig vil komme på tale.

Men processen er i sagens natur blevet vanskeliggjort ganske mærkbart efter tirsdagens afstemning. For det er en vingeskudt præsident, der skal forklare sine europæiske kolleger, at hans republikanske ærkefjender gerne vil hjælpe ham, men at hans egne partifæller ikke vil. Det ser på ingen måde kønt ud, hvilket Obama udmærket godt er klar over.

Tirsdag den 12. maj blev altså dagen, hvor den demokratiske borgerkrig for alvor brød ud. Warren og venstrefløjen vandt første slag over præsidenten. Den kommende tid vil vise, hvordan han svarer igen og ikke mindst, hvor fru Clinton vil stille sig i striden. Politisk er hun nemlig normalt på linje med Obama, hvad angår frihandel, men med godt et halvt år til primærvalgkampens start, har hun ikke lyst til at få samtlige demokratiske senatorer på nakken. Tværtimod skal den interne strid lukkes ned hurtigst muligt. For hvis først fortællingen om demokratisk borgerkrig får fat, ja, så er det hverken i Obamas eller Hillarys interesse. Tværtimod.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen