Den danske jagt på den amerikanske lykke

300.000 danskere forlod i sin tid Danmark til fordel for et nyt liv i USA. Håbet var ens for dem alle: de drømte om lykken og om eventyret. I dette interview med Kongressen.com, fortæller forfatter Ole Sønnichsen om bind to i værket om de danske udvandrere

To år er gået, siden forfatteren Ole Sønnichsen lancerede første del af sit ambitiøse tobindsværk om de danske udvandrere. De to bøger ville begge have titlen ‘Rejsen Til Amerika’, mens første bind fik undertitlen ‘Drømmen Om Et Nyt Liv’.

Nu, to år efter bind et, er bind to klar. Med undertitlen ‘Jagten På Lykken’, tager bind to fat, hvor bind et sluttede. Da vi forlod de cirka 300.000 danske udvandrere i bind et, var de kommet til Amerika efter en lang og uskøn rejse over Atlanten. Og det er netop her, bind to starter, og derfra fortæller historien om kvalerne ved at etablere et nyt liv i et fremmed land.

Nøjagtig som i første bind, sker det gennem personfortællinger, som er blevet til på baggrund af et omfattende arkivresearch arbejde rundt om i både danske og amerikanske arkiver og museer. Det er fortællinger om dem, der klarede den. Fortællinger om dem, der ikke klarede den. Og fortællinger om den fascination, de alle havde til fælles, nemlig fascinationen af eventyret, drømmen om et nyt liv og jagten på lykken.

Kongressen.com har mødt Ole Sønnichsen til en samtale om de danske udvandrere, om jagten på lykken og om hvordan arbejdet med de danske udvandreres Amerika-fascination samtidig har været en opdagelsesrejse ind i Sønnichsens egen Amerika-fascination.

Lad os ganske ukonventionelt starte med det sidste. Du skriver, at der ikke kommer bind nummer tre i serien. At det sidste punktum nu er sat i din fortælling om de danske udvandrere. Hvordan kan det være, at du har valgt at sige, at fortællingen stopper her?
”Alt godt skal have en ende. Jeg tror ikke på lange bogserier. Man kunne jo lave 12 bind om udvandringen til Amerika. Men jeg tror det udvander sig selv. Det har hele tiden været meningen at det skulle være mere end et bind, men det har også været mit ønske, at det skulle være en præcis formidling, som alle ville have mulighed for at læse. Og ville have lyst til at læse. Det, der så kan ske er, at der kommer nogle bøger om enkelte ting vedrørende udvandringen, enkeltsituationer eller begivenheder. Det er ikke noget, der er planlagt. Men jeg har arbejdet så indgående med det her omfattende materiale siden 2010, at der selvfølgelig ligger endnu mere gemt i det, men jeg har valgt at sige, at det skulle holdes skarpt og præcist i de her to bind.”

I forbindelse med, at bind et udkom, fortalte du mig at bogen om de danske udvandrere til Amerika var den allerførste bog, du drømte om at skrive. Siden er det så blevet til større forfatterskab, før bøgerne nu er blevet en realitet. Er de blevet det, du drømte om?
”Ja. Og det også kommet til at fylde et stort del af min professionelle karriere de seneste år. Det har givet en forandring i mit forfatterskab. Det har givet mig muligheden for at komme ud og holde en masse foredrag, hvilket jeg holder meget af. Det har givet mig muligheden for at tale med en masse mennesker om emnet. Alle har en udvandrer i deres familie, mere eller mindre. Hvilket giver anledning til en masse spændende samtaler, når jeg møder folk rundt om i landet. Og så er jeg blevet bestyrelsesmedlem for museet i Elkhorn, hvilket jo er skægt. Det er jo med til at skabe nye bånd på tværs af Atlanterhavet, og det havde jeg nok ikke set komme, da jeg i sin tid begyndte arbejdet. Jeg er rigtig glad for de biografier, jeg har lavet, men der er bare noget særligt over det her værk. Det drømte jeg om, at der skulle blive, og det synes jeg, at der er blevet.”

Hvilke reaktioner har du fået fra folk, når du har mødt dem rundt om i landet?
”Folk har været meget glade for, at den samlede fortælling nu blev lavet. De er glade for at få sat ord på mange af de tankebilleder man har om, hvad der egentlig skete med vores forfædre, der rejste ud. Mange slægtsforskere kan jo som regel ikke komme længere end til at finde en afrejsedato, en ankomstdato og så måske, hvor deres slægtninge slog sig ned og hvor de slog sig ned. Men der er ikke noget liv. Og det kommer der med de her fortællinger. Så reaktionerne har været positive, og jeg bliver da enormt glad, når folk kommer hen til mig og siger, at værket har været med til at give dem et nyt perspektiv på deres egen familie.”

Du skriver i bogen, at danskerne meget hurtigt smelter ind i det amerikanske samfund, og at tanken om at opretholde en dansk følelse i USA, hurtigt forsvinder. Hvorfor tror du, at det var sådan?
”Der er to årsager, som jeg ser det. Det ene handler om åbenhed og nysgerrighed. At man har været villig til at sige, at når man opgav livet i Danmark, så var man samtidig villig til at tage et nyt på sig i Amerika. Grundtvigs søn endte i USA og prøvede at skabe danske byer, men uden den store succes. Han skaber Dansk Folkesamfund, hvilket heller ikke bliver særlig succesfuldt. Det tager jeg som et udtryk for at danskerne ville noget andet. De var åbne og nysgerrige. Og ja, det er selvfølgelig den positive udlægning, men den mener jeg faktisk holder et langt stykke hen ad vejen. Så hænger det også sammen med antal. De var så få, at det var svært. Tyskerne og svenskerne eksempelvis var langt flere. Og de lavede deres egne byer. En by som Frederiksburg i Texas, hvor jeg har været, er næsten som at køre i Bayern. Så det handler meget om antal. Danskerne var ganske enkelt ikke nok til at gøre dette. Men jeg tror som sagt heller ikke, at interessen for det var så stor. Man var nysgerrig på det andet.”

Du skriver om Cavling i bogen og hvordan han tog til USA og rapporterede hjem til Danmark om det nye land, som mange danskere var rejst til. Ved man noget om, hvordan hans reportager blev modtaget herhjemme?
”Nej, det er jeg faktisk ikke stødt på. Men fra forskning ved vi, at udvandrerbrevene, der blev sendt hjem var med til at skubbe yderligere til effekten i forhold til folks udvandrerlyst. Cavling var meget begejstret over det han så og oplevede i USA, så jeg er da sikker på, at det han skrev hjem til Danmark var med til at inspirere folk herhjemme til at tage af sted. I Cavlings reportager ligger der en meget stor undertone af eventyr. Og det har været meget interessant for mig at studere. For det er for alvor gået op for mig, hvor stor en beslutning, det har været for de mange, der tog af sted. Jeg er enormt fascineret af folks vilje til at flytte om på deres liv. Og det er en af mange grunde til, at jeg har været glad for at lave de her bøger. Det har virkelig været arbejdet værd.”

Vi to har nogenlunde samme baggrund. Begge uddannet fra Journalisthøjskolen med USA-ophold hen mod slutningen. Begge med en stor interesse for USA. Har arbejdet med de her bøger også været en måde for dig at forstå din egen USA-fascination bedre?
”Ja, helt klart. Jeg har en klar fascination af USA. Selv om det på mange måder er et afskyeligt land, når man tænker på skoleskyderier og den slags, så er det samtidig et fantastisk land, fordi det så vidt facetteret. Og jeg må jo tilstå, at jeg er meget forelsket i Midtvesten. Den del, som meget få danskere kender, fordi normalt rejser til New York eller vestkysten. Jeg er vild med The Heartland og hele det område omkring Mississippi-floden. Det var derinde danskerne endte. De endte ikke på kysterne. Så ja, det er et land, som jeg er meget fascineret af. Og derfor har du helt ret i, at det i meget høj grad også har været en rejse ind i min egen fascination. Hvor kommer det fra? Og det er gået op for mig at danskerne jo på mange måder var med til at skabe det land, som mange, herunder både du og jeg, er dybt fascineret af. Tænk bare: det var en dansker, der opfandt burgeren! Og jeg har da helt afgjort fået en større indsigt i min fascination efter arbejdet med de her to bøger.”

Så det er med andre ord ikke din sidste bog om USA?
”Nej, det kan det næsten ikke blive. Det tænker jeg bestemt ikke.”