Den danske jagt på den amerikanske drøm

Mere end 300.000 danskere udvandrede i sin tid til Amerika. I en jagt på lykke, succes og en fremtid, der var bedre end den, de ellers havde i udsigt. Historien om de danske udvandrere er nu omsider samlet i bogform. Kongressen.com har mødt bogens forfatter, Ole Sønnichsen, til en samtale om udvandrerne, Ellis Island og længslen efter Amerika

Da Ole Sønnichsen var 19 år flyttede han på plejehjem i Solvang. Det virkede som det naturlige at gøre i kølvandet på en veloverstået studentereksamen hjemme i Danmark. I hvert fald for et par dage. Ikke fordi studenterfesterne havde drænet ham for energi. Men på plejehjemmet i Solvang boede mormorens svoger, og når nu det alligevel var planen at pakke rygsækken og drage mod Californien, ja, så ville det være oplagt lige at slå et smut forbi den danske by på den amerikanske vestkyst. Især når man, som Sønnichsen, var optaget af historien om de danske udvandrere. De mere end 300.000, der i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet forlod Danmark og satte kursen mod De Forenede Stater.

Mormorens søster var i sin tid blandt de mange, der skiftede Danmark ud med USA. Her mødte hun Gene, som hun levede sammen med helt frem til sin død, nogle år før Sønnichsen blev student. Gene levede imidlertid stadig i bedste velgående, selv om han nu var flyttet på plejehjem. Og det var netop på Genes plejehjem i Solvang, at den 19-årige Sønnichsen flyttede ind. Ikke permanent, men bare for et par dage. Et par dage, som skulle vise sig at blive blandt de mest inspirerende i den unge teenagers liv.

I flere dage, sad han med Gene og de andre beboere og hørte udvandrer-historier. Fortællinger om mennesker, drømme og jagten på lykke. Dybest set det, den amerikanske drøm er rundet af.
Historierne fra plejehjemmet i Solvang fascinerede Sønnichsen. Allerede før han var taget til USA, drømte han om at blive journalist. Og med tiden også forfatter. Og hvilken historie kunne være mere spændende at fortælle, end historien om de danske udvandrere, tænkte Sønnichsen.

Tyve år er gået, siden Ole Sønnichsen forlod plejehjemmet i Solvang. Han er i mellemtiden blevet uddannet journalist fra Journalisthøjskolen, etableret Storyhouse og skrevet en lang række bøger. Blandt andet om Dirch Passer, Benny Andersen og Jørgen Mads Clausen. Bøger, som har klaret sig godt, men som lå et godt stykke fra den bog, Sønnichsen først drømte om at skrive, nemlig bogen om udvandrerne.
Men nu skulle det være, tænkte Sønnichsen, da han for et par år siden, havde færdiggjort endnu en biografi. Nu skulle drømmen udleves.

Passionen for udvandrernes historie
Det færdige resultat ligger foran ham på skrivebordet, da jeg møder ham på Gyldendal i det indre København. Han ser glad ud. Og stoltheden lyser ud af ham. Ideen, der opstod på plejehjemmet i Solvang, er nu blevet til virkelighed under titlen ’Rejsen Til Amerika – Drømmen Om Et Nyt Liv’. Faktisk er det den første af to bøger, fortæller Sønnichsen, mens han henter kaffe. Bind to kommer næste efterår. Opdelingen er sket på den måde, at bind et fortæller historien om udvandrerne og hvordan de kom til USA, mens bind to i højere grad fokuserer på de mange danskere, der blev boende og skabte sig en tilværelse i Amerika. Han ryster lidt på hovedet og griner stilfærdigt over, at der lige skulle skrives en 12-13 andre bøger, før hans første bogdrøm blev realiseret. Især fordi hans udvandringsinteresse har været intakt, lige siden de glade teenagedage på Genes plejehjem i Solvang:
”Der er ingen tvivl om, at de dage lagde kimen til min udvandringsinteresse. Siden hen studerede jeg i USA og har i det hele taget en generel Amerika-interesse. Men jeg havde denne her særlige passion for udvandringshistorien. Jeg har længe haft den tanke, at det her sikkert var lavet i forvejen på dansk. Altså en bog om udvandrerne. Men det var ikke tilfældet, viste det sig. Så for et par år siden traf jeg beslutningen om, at nu skulle det være. Så jeg har brugt de sidste par år på at researche bogen og siden hen skrive den. Jeg har været i USA af et par omgange, for at lave research til bogen. Blandt andet i Des Moines, Elkhorn, Nebraska og Salt Lake City. Og det har på alle måder været en spændende proces. Også fordi jeg selv har familiemedlemmer, der udvandrede. Hvilket jeg jo langt fra er ene om at have. Derfor tror og håber jeg også, at mange vil synes, at historien er spændende. Netop fordi de på en måde kan relatere til den.”

Jeg nikker. Ole Sønnichsen er bestemt ikke er ene om at have familiemedlemmer, der i sin tid udvandrede til Amerika. Tværtimod har mange danskere enten familiemedlemmer eller venner af familien, der for godt 100 år siden satte jagten ind på den amerikanske drøm. Jeg selv er ingen undtagelse. Min oldefars to ældre brødre rejste i sin tid fra Ærø mod staterne. Den ældste af brødrene, Jens, tog af sted i 1908, og arbejdede i nogle år for et landbrug i Midtvesten. Fire år senere, fulgte hans bror, Rasmus, trop. Han var blevet udlært maler hjemme fra Ærøskøbing, og tog nu den lange tur hele vejen fra det sydfynske øhav på tværs af Atlanterhavet, inden han til slut endte i Chicago. Han slog teltpælene ned, fik job som maler og levede der helt frem til sin død i midten af 1970’erne. Kun hjemme på besøg i Danmark en enkelt gang, tilbage i 1954, da han som 60-årig aflagde et månedlangt besøg. Da han mere end tyve år senere døde, fik min oldefar besked om det, via brev fra den amerikanske kvinde, Rasmus havde levet sammen med siden slutningen af 1940’erne. Den ældste af brødrene, Jens, vendte efter nogle år tilbage til Ærø, hvor han i dag ligger begravet.

Og det er netop historien om ganske almindelige danskere, der udvandrere til Amerika, Ole Sønnichsen, fortæller i sin bog. Eksempelvis historien om manden fra Herning, der rejste til USA, og som efterfølgende skrev hjem til pigen på nabogården. Hjemme i Danmark havde han ikke turde spørge, men nu skulle det være. Ville hun gifte sig med ham, spurgte han i brevet. Det ville hun gerne, og han lovede at komme hjem og hente hende. Det skulle tage 11 år, før det kunne realiseres. Men i de mellemliggende år, skrev han hundredvis af breve hjem til hende. Breve, som er blandt de mere end 8.000 dokumenter, Ole Sønnichsen, har læst sig igennem rundt om på arkiver både i USA og her i Europa. Og som er en del af fundamentet for fortællingen.

Porten til Amerika
Arbejdet med bogen har ikke bare ført Sønnichsen rundt på diverse arkiver. Den har også ført ham tilbage til Ellis Island i New York. Øen, der fra 1892 blev kendt som indgangsporten til Amerika. Og selv om han nu har været der flere gange, historiens vingesus stadig slå benene væk under Sønnichsen. Især i det øjeblik, han træder ind i den store sal, hvor de mange udvandrere stod i kø for at få deres skæbne afgjort:
”Rejsen derover var jo i sig selv en manddomsprøve. Det at komme til Ellis Island var jo en lang og besværlig rejse. Man skal forestille sig at have sejlet under kummerlige forhold i 14 dage og så komme til New York. Skyline var begyndt at tage form på det tidspunkt. Man kan se USA for sig, og så ligger Ellis Island bare som en stopklods. Sandheden er så, at Ellis Island ikke blev den store stopklods for ret mange danskere. Der er næsten ikke nogen danskere, der ikke kommer igennem. Men som symbol på adgangen til Amerika stod Ellis Island. Den blev også kaldt ’Island of Tears’, så den har stor symbolsk værdi. Selv om den først åbner i 1892. Inden da kunne man bare rejse ind. Uden nogen problemer. Men til sidst var der så mange indvandrere, at man blev nødt til at finde en måde at styre det på. Og så tog man så øen i brug. Indtil da var den blevet brugt til at hænge pirater på. Så hang de derude og dinglede til skræk og advarsel for andre pirater. Men Ellis Island er jo et myteomspundet sted. Og jeg har det stadig sådan når jeg er der, at det er noget særligt. Når man går ned af den samme vej hen til den store bygning, som udvandrerne i sin tid gjorde, så er det specielt. Og bygningen er jo kolossal. Du kommer ind i en stor sal, hvor du i gamle dage kunne få lov til at stå og vente, mens det blev afgjort om du fik lov til at komme ind i Amerika eller ej. Derfor står Ellis Island jo fortsat som drømmen om Amerika. Længslen efter noget andet.”

Stor beundrer af udvandrernes mod
Netop længslen efter Amerika, kan Ole Sønnichsen sagtens sætte sig ind i. Da han, nogle år efter besøget hos Gene i Solvang, skulle afslutte sin journalistuddannelse, søgte han om at tilbringe det sidste semester i San Francisco i stedet for hjemme i betonbunkeren i det nordlige Århus. En tid, som han stadig mindes med glæde, og som var med til at stimulere hans udvandrer-fascination yderligere:
”Jeg kan godt forstå længslen efter Amerika. Og jeg er en stor beundrer af udvandrernes mod. Det, at de rent faktisk gjorde det. Tog af sted. Især fordi de ikke følte, at de havde nogen anden udvej. Der er vi to jo så privilegerede, at vi kan drømme om at tage derover igen. Men de mennesker her, havde modet til at gøre det, som ikke ret mange gjorde. Det var meget ultimativt. Og det er jeg enormt fascineret af. For jeg har bestemt også perioder, hvor jeg tænker, at nu tager jeg af sted. Så jeg leder tit efter nye bogprojekter, hvor det så giver mening at komme til USA. Og så har jeg heldigvis fået børn, som også er meget begejstrede for Amerika. Jeg har rejst meget i USA, men har faktisk ikke været tilbage i San Francisco siden jeg som ung journaliststuderende læste der. Men inden længe skal jeg tilbage. Det har jeg lovet mine børn. Og i et historisk perspektiv er der spændende perspektiver i San Francisco. Ikke mindst omkring guldgraverne. Et emne, som jeg er meget fascineret af. Så håber jeg, at det en dag kan blive en færdig ide, som jeg kan føre ud i livet som et nyt bogprojekt. For nøjagtig som med udvandrerne, så er det en super spændende historie.”

Ole Sønnichsen – Rejsen Til Amerika del 1 ’Drømmen Om Et Nyt Liv’ er netop udkommet.