Tirsdag den 30. juni udkommer bogen ‘Den Amerikanske Drøm’. En bog, der ser nærmere på den amerikanske drøm og undersøger, om drømmen er ved at udvikle sig fra inspiration til illusion. Indenrigsskribent Mette Laursen står bag bogen, som et hold af landets førende USA-skribenter har bidraget til.
Den amerikanske drøm er under pres. Drømmen, der er en af grundpillerne i den amerikanske selvopfattelse, bliver sjældnere til virkelighed end tidligere. Ikke desto mindre er den fortsat drivkraften for mange og en kilde til inspiration for mennesker over alt på kloden. Men spørgsmålet er, om dette også vil være tilfældet fremadrettet.
Tirsdag den 30. juni udkommer bogen ‘Den Amerikanske Drøm’ I bogen ser et hold af landets førende USA-skribenter nærmere på fænomenet ’den amerikanske drøm’ og undersøger, om drømmen fortsat fungerer som inspiration eller i højere grad er blevet en illusion.
Bogen er redigeret af Mette Laursen, indenrigsskribent her på Kongressen.com, og sammen med et yderst kompetent hold af USA-skribenter ser hun i bogen nærmere på den amerikanske drøm, set ud fra en række forskellige vinkler og kommer med en række bud på, hvorvidt den amerikanske drøm anno 2015 fortsat er en stærk kilde til inspiration eller om den i højere grad er ved at udvikle sig til at være en illusion.
Ud over Mette Laursen, har flere af skribenterne på Kongressen.com bidraget til bogen. Det drejer sig om redaktør Anders Agner Pedersen, nyhedschef Mirco Reimer, indenrigsskribent Marie-Louise Andersen, kulturskribent Ea Ørum, udenrigsskribent Jonas Løvschall-Wedel, forsvarsanalytiker Philip Chr. Ulrich, kulturskribent Mette Kjærsgaard, sportsskribent Simon Ydesen, udenrigsskribent Kristoffer Miles, uddannelsesskribent Hans Dahl-Nielsen og udenrigsskribent Ida Dalgaard.
Bogens øvrige bidragydere er Jørn Brøndal fra SDU, Nathalie Larsen fra Geelmuyden Kiese, Andreas Marckmann, digital redaktør på Journalisten, Mark Herron, ph.d. ved Københavns Universitet, samt journalisterne Sarah von Essen og Mathias Skovgaard-Holm.
Endelig er bogens forord skrevet af Poul Erik Skammelsen, vært på 22 Nyhederne på TV 2 og tidligere USA-korrespondent.
‘Den Amerikanske Drøm’ udkommer på Forlaget Rosenkilde tirsdag den 30. juni 2015.
You must be logged in to post a comment Login