Demokrati er under pres over det meste af kloden. Inklusiv i USA. Og det skal der gøres noget ved, lød budskabet ved Alliance Of Democracies første topmøde i København i fredags. Kongressen.com var med, da blandt andet tidligere vicepræsident Joe Biden gav sit besyv med om demokratiets tilstand
Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør
Man kunne allerede mærke det, jo nærmere man kom Skuespilhuset i hjertet af København. Det her var ikke en almindelig fredag formiddag med sceneprøver forud for næste forestilling i den smukke bygning med direkte udsigt ud over havnefronten. En lang række af de store kanoner fra flere dele af verden var i byen. Den tidligere amerikanske vicepræsident, Joe Biden, var i byen. Det samme var den tidligere britiske premierminister, Tony Blair. Og den tidligere mexicanske præsident, Felipe Calderon. Og den tidligere spanske premierminister, Jose Maria Aznar. For nu bare at nævne fire af de mange, der skulle på scenen denne fredag.
Derfor var politiet også massivt til stede og kun folk med invitation blev lukket gennem sikkerhedssluserne.
Anledningen til de mange primært eks-politikeres besøg i København denne fredag i juni, var stiftelsen af det nye netværk ‘Alliance Of Democracies’. Et globalt politisk netværk med Anders Fogh Rasmussen som en af de primære idemænd bag. For i en tid hvor demokratiet flere steder i verden er under pres, er det afgørende, at ikke dukker hovedet, men i stedet kæmper for demokratiet. Uanset hvor på kloden det er.
“We are here to make democracy great again,” lød budskabet således fra Fogh i morgenens åbningstale.
“70 years of peace and prosperity was not built on luck. It was built on multilateral cooperation and trade; and active American leadership.”
Det skulle vise sig at det langt fra blev sidste gang spørgsmålet om amerikansk lederskab ville blive bragt op denne dag. Allerede i det efterfølgende panel stod det klart, at noget ikke var som det skulle være i USA. Panelet, som talte fire tidligere statsledere, nemlig Jose Maria Aznar fra Spanien, Felipe Calderon fra Mexico, Stephen Harper fra Canada, Toomas Ilves fra Estland, samt den tidligere britiske vicepremierminister fra Storbritannien, Nick Clegg, var således enige om, at Trump i løbet af sine første 500 dage ved magten ikke just har været den bannerfører for demokrati, de ellers gerne så USA’s præsident være det.
Og det er nødvendigt at kæmpe for demokratiet, også selv om det til tider er svært at få til at fungere, lød opfordringen fra manden, der fra 2006-2012 stod i spidsen for landet syd for den amerikanske grænse, den mexicanske eks-præsident Felipe Calderon.
“Folk taler om demokrati som om det er et eventyr. Men det er det ikke. Eventyr slutter med at prinsen gifter sig med prinsessen og de lever lykkeligt til deres dages ende. Man hører aldrig om, hvordan de bagefter skal arbejde hårdt for at bevare et godt ægteskab. Det er det samme med demokrati. Det er glædeligt når man opnår det, men derefter kræver det hårdt arbejde at bevare og få til at fungere,” lød det fra Calderon.
Det slagkraftige femmandspanel havde i det hele taget en både livlig og kvalificeret debat om, hvad der skal gøres for at beskytte demokratiet fremadrettet. Ikke mindst i en tid, hvor præsident Trump udfordrer mange af de eksisterende alliancer, både med Mexico, Canada og Europa.
Tid til et sceneskift. For efter først en dansker, og derefter en spanier, en mexicaner, en brite, en ester og en canadier på hver deres måde, direkte eller indirekte, havde talt om amerikansk lederskab, var det tid til at få dagens første amerikaner på scenen til at tale om netop dette. Og det var ikke en hr. hvem-som-helst, der midt på formiddagen kom på scenen iført mørkt jakkesæt og en alvorlig mine. Den tidligere vicepræsident, Joe Biden, havde taget turen over dammen for at være en del af lancerings konferencen. Hjemme i USA er Biden lige nu genstand for massive spekulationer omkring et muligt 2020-kandidatur. Et emne, han dog behændigt udgik i sin tale, hvor han blandt andet slog følgende fast:
“It is not the example of American power, but the power of the American example, that has made it possible for the United States to influence the world.”
Tid til en pause, hvor de mange inviterede gæster kunne strække benene og vende de første af dagens mange indtryk. Over en kop kaffe i foyeren, fangede Kongressen.com en af de første, der havde været på scenen, nemlig Nick Clegg. Og trods et ellers godt humør, var den tidligere britiske vicepremierminister ikke just optimistisk omkring fremtidsudsigterne, hvis der ikke snart blev ændret gevaldigt på kursen.
“Lige nu går det i den forkerte retning. Også hvad angår det britisk amerikanske forhold. Forholdet mellem vores to lande er især bygget en gensidig tro på frihandel, multilateralisme, i en stærk transatlantisk alliance og i NATO. Og alt det bliver der nu sat spørgsmålstegn ved på grund af den protektionistiske, nationalistiske linje, Donald Trump står for. Han udfordrer alt det, der binder os sammen. Og det svækker vores forhold mærkbart.”
På scenen havde Clegg givet udtryk for, at han var bekymret over, den regning fremtidige generationer ville komme til at sidde tilbage med på grund af den aktuelle udvikling. Og netop denne bekymring tog Clegg fat i igen over kaffen i foyeren.
“På et tidspunkt slutter Trumps præsidentskab, og så må vi jo så se, hvad der så sker. Forhåbentlig kommer der en, der vil prøve at genopbygge alt det, Trump lige nu ødelægger omkring multilateralisme og så videre. Men min bekymring er, at det, der er sket i Storbritannien med Brexit er en mere uoprettelig skade for mit land. Vi står svagere nu på grund af det, der skete for to år siden. Og det bekymrer mig utrolig meget, at den beslutning primært blev truffet af den ældre del af den britiske befolkning. De unge stemte massivt for at blive i EU. Men de skal nu leve med de mange negative konsekvenser af Brexit. Og vi ser alt for mange eksempler i øjeblikket, både i Storbritannien og andre steder, på at der bliver truffet beslutninger, som virkelig efterlader fremtidige generationer med en kæmpe regning, der skal betales. Og det er dybt bekymrende.”
Over højtalerne blev folk gjort opmærksomme på, at pausen var forbi og at det var tid til næste del af dagens program, der blandt andet skulle handle om sociale medier, cybersikkerhed og frihandel inden dagens anden hovedtaler, nemlig Tony Blair skulle runde arrangementet af. Nøjagtig som i de første af paneldebatterne, blev der gået til stålet i de følgende. Ikke mindst i spørgsmålet om sociale medier, hvor en af Facebooks topchefer, Richard Allen, måtte lægge ryg til massiv kritik fra den øvrige del af panelet over manglende transparens og manglende vilje til at påtage sig et ansvar. En kritik, Allen ikke just var helt enig i, men som han behændigt forsøgte at glide af på med budskabet om, at ja, der kunne bestemt godt blive gjort endnu mere i fremtiden og at det ville man da bestemt se på fra Facebooks side.
Tiden løb og det første ‘Alliance Of Democracies’-topmøde nærmede sig sin afslutning. Dagens fremragende moderator, Stephen Sackur, kendt fra BBC’s HardTalk, begyndte således sin præsentation af de sidste hovedtaler. Og gjorde det med de velvalgte ord: ‘Det her er en mand, der ved, hvordan man vinder valg! Han vandt nemlig tre i træk.’
En præsentation, der tydeligvis passede Tony Blair ganske fint, selv om han indledningsvis måtte indrømme, at det føltes som meget længe siden efterhånden. Og det er da også små 13 år siden Blair sidst stod i spidsen for en Labour-sejr, hvilket skete ved valget i 2005.
Helt mistet sit blik for hvordan man udtænker en politisk valgkamps strategi, havde Blair dog ikke. Hvilket hurtigt blev tydeligt, da han efter sin tale, satte sig til rette i en stol for at tale med Stephen Sackur om blandt andet situationen i Amerika.
Og selv om Blair havde ganske svært ved at skjule, at han ikke hører til blandt den siddende præsidents største fans, så kom han samtidig med en opsang til Demokraterne, der fortsat prøver at knække koden frem mod midtvejsvalget dette efterår og ikke mindst præsidentvalget i 2020.
“Hvis jeg var demokrat i Amerika, ville jeg ikke bruge så meget tid på at sidde i et hjørne og foragte Trump. I stedet ville jeg kigge nærmere på hvad det er han gør, og prøve at forstå, hvorfor det har en appel til så mange mennesker, som det er tilfældet.”
Blairs analyse gav anledning til flere eftertænksomme nik rundt om blandt tilhørerne og den tidligere premierminister, kunne kort tid efter forlade scenen til massive klapsalver.
Dagens sidste mand på scenen var manden, der godt otte timer tidligere havde budt os velkommen, nemlig Anders Fogh Rasmussen. Og som afsluttende bemærkning på en lang dag i demokratiets navn, lånte Fogh ord fra amerikansk præsident, der så en smule anderledes på verden end den siddende, nemlig John F. Kennedy.
“In the long history of the world, only a few generations have been granted the role of defending freedom in its hour of maximum danger. I do not shrink from this responsibility – I welcome it!”
Således sluttede ‘Alliance Of Democracies’ første topmøde i København denne fredag i Skuespilhuset. Hvordan verden ser ud om et år, hvis alliancen igen mødes i København, kan end ikke den klareste krystalkugle fortælle os. Men at demokratiet er noget, der skal både kæmpes for, styrkes og hyldes, kan ingen være i tvivl om. Og forhåbentlig heller ikke uenig i.
You must be logged in to post a comment Login