Demokraterne har stadig ikke lært lektien

Mere end et år efter 2016-nederlaget, er Demokraterne fortsat et parti i vildrede. Det kniber med at finde fælles fodslag internt og den oplagte 2020-kandidat er svær at få øje på. Måske svaret skal komme fra New York?

NEW YORK CITY: Der er for årstiden usømmeligt varmt vejr i New York. Men hvor new yorkerne forbavsede begynder at vænne sig til at være ude af vinteren allerede, så er det Demokratiske parti fortsat fastfrosset i deres mismods vinter. Mens en masse store partiprofiler – ikke mindst New Yorks guvernør Andrew Cuomo og delstatssenatoren Kirsten Gillibrand – gør klar til store politiske kampagner, så hersker fortsat et generelt mangel på budskab og retning for partiet i opposition. I en by der er kendt for at sige sin mening og man konstant gnider skuldre i subwayen og på beværtninger med indflydelsesrige beslutningstagere fra alle slags arenaer er det forbavsende lidt politisk selvransagelse man hører i det stærkt Trump-fjendtlige New York. Man følger derimod minutiøst hofintrigerne i det Hvide Hus, og man udlever sine John Le Carré spionfantasier når optrevlingen af anklagerne om russisk indblanding i valget diskuteres. I den ubønhørlige politiske nyhedscyklus starter dette forfra hver eneste dag.

I stedet for en tilbundsgående udgravning af hvad der var politisk udslagsgivende for valgets udfald – læs: hverken russiske hackere eller ”fake news” – er man fortsat paralyseret af den konstante strøm af idiotiske udtalelser og tweets fra New Yorks fjollede rigmandsmaskot der nu er præsident. Den klare politiske analyse der udebliver på prestigiøse universiteter og på kabel tv debatprogrammer der kører alle vegne får man derimod fra bramfri Uber-chauffører sent på natten – det Demokratiske parti er ikke der den almindelige vælger i frustration ser hen efter et politisk hjem. De nyder næsten lige så lidt anseelse som Republikanerne.

Det sviende og for de fleste overraskende nederlag til Donald Trump og det Republikanske parti i 2016 burde have været anledning til en gennemgribende omkalfatring af Demokraternes strategi og politiske filosofi – men dette synes i Trumps første år som præsident at være udblevet.

Trump var i 2016 en historisk svag præsidentkandidat der fik færre stemmer end Republikanernes to tidligere kandidater: Mitt Romney og John McCain – der begge tabte. I det Hvide Hus har han fortsat denne trend og døjer med historisk lave meningsmålinger efter at have afsluttet et fumlende første år i embede. Så i denne kontekst burde Demokraterne gøre sig klar til at tage revanche med en massiv sejr ved kongres-valgene i år. Problemet er blot at det foreløbig ikke ligner at denne typiske modreaktion på en nyvalgt præsident vil ske i det omfang som det burde, set i relation til den inkompetence hvormed Trumps administration har regeret.

Det er ikke at Demokraterne ikke vil samle nogle kongres-distrikter op i 2018 – Trump er upopulær nok til at svinge nogle sæder i deres favør – det er blot at man burde sigte imod en valgmæssig syndflod taget i betragtning den politiske utilfredshed der eksisterer i meget af den amerikanske befolkning.

Sagen er at det Demokratiske parti stadig klynger sig til to definerende politiske principper der i høj grad medvirkende til nederlaget i 2016, og nu tynger det frem imod valgene i år og præsidentvalget i 2020.

Det ene er Demokraternes fortsatte insisteren på en hierarkisk partikonstituering og fetishering af en politisk tronfølgerække, det andet er frygten for at opstille en konkret og gennemskuelig politisk alternativ til den siddende præsident der er andet og mere end: ”vi er bedre en Trump – se dog på ham!”.

Det stædige partimaskineri
Demokraternes døvhed overfor legitim kritik, mangel på konfrontering af interne problemer og udforskning af nye strategier gør sig også gældende i partiets valgpolitiske ageren det seneste år. New Yorks anden veteransenator, Chuck Schumer, overraskede mange af hans midtsøgende allierede i partiet ved tidligt efter præsidentvalget at støtte det venstreorienterede kongresmedlem og Bernie Sanders surrogat fra midt vesten Keith Ellison som partiformand.

I stedet fik Demokraterne den tidligere beskæftigelsesminister under Barack Obama, Tom Perez, som partiformand. Denne begyndte sit embede med en politisk udrensning af partimaskineriet af alle der kunne tænkes at stille spørgsmål ved manglen på kursskifte. Hertil har han udpeget en horde af tidligere lobbyister for mediekonglomerater og olieindustrien til centrale parti-komiteer – navnlig Dan Halpern som finansansvarlig der er en kendt modstander af højere mindsteløn og fagforeninger.

I stedet for at støtte græsrodskandidaters energi og entusiasme i områder som Trump vandt i 2016 har man tilbageholdt støtte hvis de ikke kyssede partilederskabets ring, eller har et politisk program som afviger det mindste fra diktatet ovenfra.

På den måde missede man chancen for at vinde et ekstraordinært kongres-valg i Kansas’ 4. distrikt i foråret 2017 hvor outsiderkandidaten James Thompson med en progressiv politisk platform nær vandt dybt inde i Trumpvælger-land uden nogen støtte fra partiet der måske havde kunnet gøre en forskel.

Lignende eksempler er at finde i mange hjørner af landet, hvor f.eks. den lovende lokale kandidat Jess King i Pennsylvanias 16. kongres-distrikt er blevet lukket ude i kulden af Demokraterne for ikke at gå gennem de rette magtkanaler og følge partiets forskrevne valgstrategi.

Så mens Demokraterne i Washington har opstillet en ganske flad modstand til den Republikanske agenda, forspilder man altså chancen for at mobilisere den aktivistiske energi der er sprunget op over hele landet på grund af rigid partidisciplin og krav om at alle kandidater passerer gennem deres magt- og pengestyrede udvælgelses proces.

Den eneste rigtig store lovgivningsmæssige sejr den siddende regering opnåede i dets første år var en ny beskatningsstruktur der repræsenterer den hellige gral for det konservative Amerika – en enorm økonomisk omfordeling fra under- og middel- til overklassen. Skatteloven er generelt upopulær blandt vælgerne, og ville som sådan være oplagt at organisere et politisk modsvar omkring – måske i forbindelse med utvetydig forpligtelse på national offentlig sundhedssikring og justits- og fængselsreform der begge nyder støtte fra et flertal af vælgerne.

Men kun et mindretal af siddende Demokratiske politikere støtter disse populære tiltag, og kandidater med partiets støtte har heller ikke gjort takter til at føre nogen særlig ambitiøs eller modig politik i Washington eller på delstatsniveau.

I de ekstraordinære valg til guvernør i Virginia og senator i Alabama vandt Demokraterne kun knebent – hvilket var særlig overraskende i Alabama hvor den Republikanske modkandidat Roy Moore som bekendt havde en historie af pædofilisager.

Det tyder ikke godt for Demokraterne i de kommende midtvejs- og præsidentvalg at man har problemer med at slå en sexforbryder ved stemmeboksen.

Siden deres indvælgelse kvitterede Virginias guvernør Ralph Northam og Alabamas nye senator Doug Jones så prompte deres vælgere ved henholdsvis at tilbagetrække et centralt valgløfte om at udstrække offentlige sygesikring til 400.000 borgere på delstatsniveau, og at ratificere Trumps finanslov og nominering til sundhedsminister, Alex Azar.

Så det er ikke fordi disse kandidater kanaliserer deres vælgeres ønsker eller politiske indignation i nogen synderlig grad.

Der er ikke noget nyt i dette: siden 2006 har det Demokratiske parti tabt over 1000 politiske poster på både lokalt, delstats og føderalt niveau – så alt hvad der ikke har handlet om at erobre og beholde det Hvide Hus under Barack Obama har altså været nedprioriteret i lang tid.

Chancer i 2020?
Når man kigger på de håbefulde kandidater frem imod præsidentvalget i 2020 gør de samme tendenser sig gældende. De kandidater der fremhæves er typisk attraktive unge stjerneskud der gør sig godt i politiske debatprogrammer på MSNBC og CNN – som meget få vælgere ser medmindre de er fanget i en lufthavnsterminal eller på tandlægens venteværelse – men er uden særlig megen politisk substans når man kradser lidt i overfladen.

Den nyvalgte californiske senator Kamala Harris betragtes som et stærkt kort der siger alle de rigtige ting og har de rigtige positioner, men hendes tidligere karriere indenfor Californiens offentlige anklageapparat var meget blandet. At hun f.eks. var imod en tidlig løsladningsordning fra statens fængsler fordi hun frygtede at man ikke kunne undvære ulønnede indsatte som brandslukkere i skovbrandssæsonen, vil i manges øjne få hendes nuværende positionering som reformator af fængselsvæsenet til at virke falsk. Dertil er hendes baggrund som statsanklager et anker om halsen i en tid hvor megen politisk energi på den amerikanske venstrefløj er koncentreret omkring justits- og politireform. Mange vil være mistænksomme overfor en karriereanklager der repræsenterede statens ordensmagt.
Senator Cory Booker er en allestedsnærværende og energisk politiker med høje ambitioner og stor medietække der først fik national bevågenhed for heroiske anekdoter om personligt at skovle sne som borgmester i Newark, New Jersey.

Trods sådanne legender som tjente til at ændre et negativt image omkring en notorisk dysfunktionel postindustriel by, efterlader han en temmelig blandet arv blandt borgerne i Newark der følte han brugte dem som skammel til hastigt at nå et højere embede. Han skabte en meget ulige udvikling i byen, for så at blive indvalgt som senator før man kunne nå at stemme ham ud af rådhuset. Han er dertil én af de største modtagere af politiske donationer fra store firmaer – særligt medicinalbranchen, og har ved flere lejligheder forsvaret finansindustrien mod kritik. Det er måske det tydeligste tegn på hans præsidentambitioner, at han nu har forpligtet sig på ikke at modtage ”Pac-penge” – store private donationer der kanaliseres gennem ugennemsigtige politiske finansieringsredskaber: såkaldte ’Pacs’. Men det er uvist om dette vil ændre hans image hos amerikanske vælgere der ikke ligefrem hungrer efter en glat fortaler for finansverdenen – Mitt Romneys bank- og patricierbaggrund sænkede som bekendt hans præsidentambitioner i 2012.

Fælles for disse potentielle præsidentkandidater er dog at de er blåstemplede af parti-eliten ved at have accepteret politisk og økonomisk støtte mod ukritisk loyalitet. Kennedy illustrerer måske i særlig stærk grad at et parti i vildrede hellere søger tilbage til dets tradition for dynastisk tronfølge end at forsøge at ændre dets forfejlede strategi.

En anden analytisk tilgang ville måske rette pilen mod den tidligere vicepræsident Joe Biden som et naturligt valg i partiets rækkefølge som politisk veteran med høj politisk profil. Men dette overser at bagved hans kultiverede persona som den sjove onkel i det Hvide Hus gemmer sig en del skeletter i skabet fra hans tidlige politiske karriere. Han undergravede Anita Hills anklager om seksuelle overgreb fra højesteretsdommer Clarence Thomas, var dybt involveret i den katastrofale ’War on Drugs’ justitspolitik i 80’erne og 90’erne og har åbent pralet om at fraternisere med segregationistiske Sydstatsdemokrater som ung politiker. Alle lidet kønne træk – vælgere vil være i stand til at gennemskue overfladisk karisma og fremdrage dårlige politiske beslutninger i folks karriere hvilket kan give problemer for Biden.

Hertil viste valget i 2016 at gængse vælgere er fuldkomne ligeglade med partiers tronfølge og interne magtrelationer. At en reality tv-show vært med en tydeligt Alzheimer-plaget hjerne i Donald Trump var i stand til at springe et dusin led i den Republikanske arvefølge over med relativ lethed, viser at partiernes funktion som filtreringsmekanisme for kandidater er stærkt reduceret i den nye politiske virkelighed.

På Demokraternes side viste senator Bernie Sanders’ vedholdenhed under primærvalgene ligeledes at vælgere reagerer mere entusiastisk på et klart politisk program omkring økonomisk ulighed fra en outsider end på partiets snørklede idéer om hvem der er mest kompetent og fortjenende som kandidat. Hvis respekt for politisk arvefølge var et vigtigt emne for vælgerne ville Hillary Clinton eller Jeb Bush være præsident i dag.

Med blikket rettet mod 2020 er det svært at se hvordan Demokraterne vil have noget at skulle have sagt om hvem der skal være deres kandidat hvis Sanders bestemmer sig for at stille op. Som den mest populære politiker i USA med et robust nationalt netværk af græsrodsfrivillige og frigjort af højere magtinteresser via sin hær af små private donerer, er han velpositioneret til at feje alle konkurrenter af banen. Særligt nu det Demokratiske parti i et sjældent klogt træk virker indstillet på at eliminere såkaldte ’superdelegater’, der er partimedlemmer med forøget magt i partiets valgproces, og altså give mere plads til menige vælgeres stemme.

Men i en alder af 76 år vil det alt sammen komme an på senator Sanders’ helbred. Meget ved det kommende valg hviler på den gamle socialists sundhed eller om han måske vil køre én af sine protegeer – f.eks. repræsentant Nina Turner eller Tulsi Gabbard – i position som sin politiske aftager.

Den Demokrat der synes bedst at have forstået Sanders-modellens succes og behovet for kølig selvransagelse i partiet er senatoren New York-senatoren Kirsten Gillibrand. Hun kunne måske være et kompromis for alle parter i 2020, da hun er spiselig for parti-spidserne, ikke har en særligt giftig politisk bagage og samtidig har formået at overtage meget af Sanders’ populære politiske program uden at virke alt for kalkuleret omkring det. Der kunne eventuelt lure problemer for hende det aktuelle politiske klima efter Parkland skoleskyderiet i form af hendes tidligere pro-skydevåben positioner.

Der er tid endnu til at kapitalisere på Republikanernes kluntede første år ved magten, men indtil nu synes det Demokratiske parti ikke at have taget ved lære af tidligere fejltagelser og løber derfor risikoen for ikke at generobre både kongressen og senere det Hvide Hus ved ikke at adressere dets indre strukturelle træghed og underskud af politisk gejst.