De unges aktivisme kan være vejen til våbenstramninger

Endnu engang ramte tragedien USA, da en ung mand i sidste uge tog livet af 17 af sine tidligere skolekammerater i Florida. Skoleskyderiet er blot det seneste i en lang række, der hvert år rammer USA. Alligevel har de overlevende ofres aktivisme måske sået frøene til at skabe forandringer i våbenlovgivningsdebatten, der ellers længe har været fastlåst.

Onsdag den 14. februar kunne amerikanerne følge udviklingen af endnu et skoleskyderi, da en ung mand med semi-automatiske våben åbnede ild mod sine tidligere skolekammerater på Marjory Stoneman Douglas High School i Parkland i det sydlige Florida. Gerningsmanden efterlod 17 døde og 14 sårede inden det lykkedes politiet at pågribe ham.

Angrebet er blot det seneste i en lang række af skoleskyderier, der hvert år rammer skoler og universiteter rundt om i USA. Med dødstallet fra Stoneman Douglas High School har USA i 2018 allerede passeret totalen fra hele 2016 og for hele 2017, hvor henholdsvis 9 og 16 mennesker omkom i skoleskyderier.

Uenighed om årsagen til skoleskyderier
På overfladen virker massakren i Parkland til at være et skoleskyderi som mange andre, selvom det virker grotesk overhovedet at snakke om et ”normalt” skoleskyderi. På trods af tragediernes omfang har tidligere lignende angreb ikke ført til væsentlige ændringer af den føderale våbenlovgivning. Det skyldes ikke mindst det politiske klima og den fundamentale uenighed mellem Republikanerne og Demokraterne om, hvad der er den virkelige årsag til skoleskyderier, og derfor også om, hvordan man kan løse det massive problem.

Hos Demokraterne er der stor fokus på den uhyre mængde skydevåben, der er i omløb i det amerikanske samfund. Det estimeres at der er ca. 300 mio. skydevåben i omløb i USA, hvilket svarer til næsten ét per indbygger. Den blotte tilstedeværelse gør det nemt at få fat på et våben, og det er ifølge de fleste demokrater medvirkende til det store antal af skoleskyderier og øvrige masseskyderier. For demokraterne er en central del af løsningen derfor at begrænse antallet af skydevåben og ikke mindst adgangen til skydevåbnene gennem en skrappere våbenkontrollovgivning.

På den anden fløj står typisk republikanerne, der med mantraet ”guns don’t kill people, people do” mener, at årsagen til problemet ikke er våbnene i sig selv, men manden med fingeren på aftrækkeren. Her er fokus på at blive bedre til at identificere mulige gerningsmænd og rapportere det til ordensmagten fremfor at begrænse adgangen til våbnene. Faktisk mener de, at flere våben kan være en løsning, og har forslået at oprette et særligt program for der bevæbner lærerne og lærer dem, hvordan de kan forsvare sig og deres elever mod skoleskyderier.

Den fastlåste situation har betydet, at stort set ingen politiske tiltag på føderalt niveau er blevet til noget.

De overlevendes aktivisme
Til trods for de hårdt optrukne politiske linjer er der alligevel været noget anderledes over den politiske debat efter det seneste angreb, og det skyldes ikke mindst den politiske aktivisme, som de overlevende skoleelever udviser. Ved tidligere skoleskyderier har det været ofrenes forældre, der har fungeret som talspersoner for strammere våbenlovgivning, men nu er det overlevende ofre selv, der udtrykker sig. Det startede ikke mindst på twitter, hvor de overlevende ofre svarede direkte på præsidentens og flere andre politikeres mere eller mindre betænksomt formulerede tweets.

De unge har fastholdt deres aktive stil, og tidligere på ugen tog en gruppe af de overlevende elever en 8-timers bustur fra det sydlige Florida til delstatens parlament i Tallahassee i det nordlige hjørne af delstaten, for at lægge pres på de folkevalgte politikere. Selvom eleverne skuffede måtte konstatere, at deres indsats ikke betyder ændringer på den korte bane, er det lykkedes at fastholde mediernes opmærksomhed længere end normalt. Det kan derfor være denne form for græsrodsbevægelse, der skal til for at bryde den fastlåshed, der traditionelt set hersker i våbenlovgivningsdebatten, men der er desværre ingen garantier for, at det kommer til at ske i morgen.

En del af det at være amerikaner
Modstanden mod at stramme våbenlovgivningen kan virke uforståelig for folk, der ikke bor i USA. Men en del af forklaringen skal findes i den forfatningsmæssige forankring af retten til at bære skydevåben og i den kulturelle betydning af skydevåben for amerikanerne.

Retten til at bære skydevåben fremgår af USA’s forfatning, hvilket for det første betyder, at der skal et stort politisk flertal til for at ændre det – både i Kongressen og blandt delstaternes parlamenter. For det andet og måske endnu vigtige, er retten til at bære skydevåben for mange amerikanere en lige så fundamental rettighed som deres ytringsfrihed eller religionsfrihed.

Det ses også tydeligt i debatten om våbenlovgivningen. I sidste uge sagde formanden for National Rifle Association, der er en notorisk lobbyorganisation for borgernes ret til at bære skydevåben, Wayne LaPierre, at hvad demokraterne ønsker er ”flere begrænsninger for de lovlydige”, og at ”deres løsning vil gøre os alle sammen mindre frie”. Det er således ifølge NRA noget af det vigtigste for amerikanerne, der er på spil – nemlig deres frihed – og kulturhistorisk har det en kæmpe betydning for amerikanernes selvforståelse, at de bevarer retten til at bære våben. 

Et nyt håb
Det er således stærke kræfter – både kulturhistorisk og organisatorisk – som de fortalerne for våbenkontrol er oppe i mod. Men når det er sagt, bør reaktionerne efter tragedien i Parkland give anledning til et nyt håb, om end et spinkelt et af slagsen. En helt central forudsætning for, at der kommer ændringer i kølvandet på tragedien er, at de unges aktivisme bliver omsat til en bredere mobilisering blandt vælgerne. For at kunne tage kampen op med den magtfulde våbenlobby i NRA er det afgørende, at tilhængere af våbenkontrol kan organisere sig effektivt til kamp for deres mærkesag.

Måske endnu mere vigtigt er det, at aktivismen og mobiliseringen kommer til udtryk, når amerikanerne går til stemmeurnerne allerede til efterårets midtvejsvalg. Som en af de overlevende ofre, der tog busturen til Tallahassee, selvom han endnu er for ung til selv at stemme, sagde: ”Folk omkring os har svigtet os. Og hvis de bliver ved med at svigte os, vil de snart ikke sidde i parlamentet længere, for så vil vi have mulighed for at stemme, og så vil vi stemme dem ud.”