De sorte vælgere er skuffede over Obama

Obama har skuffet mange sorte vælgere i de fem år, der er gået siden han blev valgt som USA’s præsident. På den historiske valgaften løb tårerne ned ad kinderne på garvede borgerrettighedsforkæmpere som Jesse Jackson, og Obamas sejr var for mange amerikanere virkeliggørelsen af drømmen om et USA uden racisme. Men i realiteten er USA slet ikke kommet sig over sin racistiske fortid, og Obama er derfor kun et symbol, der baner vejen for fremtidige sorte præsidenter med mere reel handlekraft og plads til at adressere racespørgsmål.

Kunne det virkelig være rigtigt? Havde USA omsider fået lagt den triste segregationshistorie bag sig, nu hvor de havde valgt en sort præsident? Ville den 4. november 2008 gå over i historiebøgerne som den dag, USA trådte ind i en post-racial æra? I dag, fem år efter, kender vi svaret. Og svaret er, desværre, et klart nej. USA har ikke rykket sig en tøddel i racespørgsmålet i de fem år der er gået, siden tårerne løb ned af kinderne på Jesse Jackson og mange andre fremmødte evd Obamas store valgfest i Grant Park i hjertet af Chicago. USA har ikke fået lagt racestridighederne bag sig. Og præsident Obama, ja, han har haft mere end vanskeligt ved at finde det rigtige ben at stå på, de få gange, han har været nødt til at forholde sig til spørgsmål omhandlende race. Senest i sagen om Trayvon Martin i Florida.

Men selv om det er en skam, så er det desværre ikke så overraskende, at Obamas muligheder for at tackle racespørgsmålet direkte er begrænsede. Tværtimod viste valgkampen i 2008 at det ikke var et emne, Obama brød sig om at forholde sig til. Og kun først da hans tidligere præst, Jeremiah Wright, kørte i båndsløjfe med en række skarpe udtalelser fra en gammel prædiken fra 2003. Ikke mindst på grund af ordene ‘God Damn America!’ Ord, sagt i vrede over den måde, hvorpå landet behandlede sine sorte medborgere. Og da det så samtidig kom frem, at Wright efter terrorangrebene den 11. september 2001 havde udtalt, at ”the chickens are coming home to roost”, det vil sige at USA jo bare fik igen med samme mønt, som det havde givet, ja, så var grænsen nået og Obama måtte tackle sagen og tage afstand fra Wright. Dels fordi utalelserne var dybt upatriotiske, men især 9/11 citatet gav mindelser om Malcolm X, som tilbage i 1960erne prædikede sort revolution og brugte præcis samme formulering om mordet på John F. Kennedy. Dermed blev Wright – og Obama som medlem af hans menighed – direkte forbundet med forestillinger om sort radikalisering og en trussel mod det hvide USA.

A more perfect union
Obama var derfor nødt til at tage afstand fra Wright. Måden han gjorde det på, var ved at se kritikken direkte i øjnene. Han gjorde det i en af sine til dato bedste taler, da han den 18. marts 2008 holdt den tale, der siden er blevet kendt som ‘racetalen’, men hvis formelle titel er ‘A More Perfect Union’. Obama var helt på det rene med, at Wrights udtalelser ville skabe splittelse, og eftersom hans kandidatur handlede om at forene USA, så skulle der laves et clean cut til Wright en gang for alle. Men det var ikke alt, Obama brugte talen til. Han brugte den i langt højere grad til at fokusere på forandring og forbedring af den amerikanske union. Han talte om slaveri, borgerkrig og borgerrettigheder og beskrev sig selv som et nyt led i kampen for et ”mere lige og mere frit” USA.

Han indrømmede også, at race spillede en rolle i forhold til, hvordan folk opfattede ham. Obama var altid enten ”for sort” eller ”ikke sort nok” i folks øjne, men han så også derfor sig selv som et skridt på vejen til endelig at få taget den store diskussion om race, som USA aldrig har taget. Obamas tale var et fint første skridt, men hans håb er blevet gjort til skamme siden da.

Obama er født på Hawaii som søn af en hvid amerikansk mor og en sort kenyansk far. Dermed repræsenterer han ikke den stereotype sorte amerikaner men står i stedet imellem to racer. Det ses i hans taler som præsident, hvor han naturligvis skal tale til alle amerikanere. Nogle gange taler han ud fra et sort synspunkt, f.eks. om at racediskrimination stadig eksisterer i USA, andre gange ud fra et hvidt synspunkt, f.eks. at sorte amerikanere bør tage mere ansvar for deres eget liv.

Jesse Jackson, der kæmpede for sortes borgerrettigheder sammen med Martin Luther King, har kritiseret Obama for at sige dét, hvide amerikanere gerne vil høre, og skribenten Ta-Nehisi Coates mener, at Obama blot spiller den rolle, som alle sorte har lært at spille overfor hvide. Eventuel sort vrede viser man ikke offentligt, for den vrede sorte mand har ingen plads i et samfund, der fortsat er domineret af hvide.

En perlerække af paradokser
Paradokset for Obama er, at hans valgsejr af nogle bruges som bevis på et USA, der har lagt raceforskelle og racisme bag sig. Men når Obama vælger at kommentere på sager af racemæssig karakter, bruger han netop sin identitet som sort amerikaner til at pege på fortsatte raceproblemer i samfundet. Det er det ikke alle, der bryder sig om.

Da den anerkendte sorte professor Henry Louis Gates i 2009 blev arresteret af en hvid betjent for at bryde ind i sit eget hjem efter at have glemt sin nøgle, kaldte Obama betjenten for ”stupid” og antydede, at der måske lå racisme bag arrestationen. Selv om det er et faktum, at sorte amerikanere oftere standses og arresteres end hvide, udløste kommentaren et ramaskrig. I et forsøg på at dæmpe gemytterne inviterede Obama derfor Gates og betjenten til kvajebajer i Det Hvide Hus. Men i de amerikanske medier kom præsidentens indblanding bare til at handle mere om hvilken slags øl, de tre deltagere valgte at drikke, end om forsoning mellem racerne.

Trayvon kunne have været min søn
Da den sorte, ubevæbnede teenager Trayvon Martin i 2012 blev skudt og dræbt af den hvide, selvbestaltede vagtmand George Zimmerman i et hvidt nabolag, blev Zimmerman dømt ikke skyldig i mord. Obama udtalte allerede før dommen, at Trayvon kunne have været hans søn, og senere at Trayvon kunne være blevet en ny Obama, hvis ikke han var blevet dræbt. Mange sorte amerikanere var taknemmelige for, at Obama sagde dét højt, som de selv gik og tænkte, nemlig at Trayvons race var skyld i hans død. Men ved direkte at adressere sin personlige racemæssige baggrund og optræde som repræsentant for mange sortes følelser, brød Obama illusionen om farveblindhed og trådte direkte ud i et racemæssigt minefelt, der endnu ikke er ryddet.

Der er simpelthen grænser for, hvor meget Obama kan optræde som medlem af den sorte befolkning uden at støde hvide amerikanere fra sig. Det er sandsynligvis også derfor, at han har valgt at fokusere på f.eks. sin store sundhedsreform, i folkemunde ”Obamacare”, som en reform, der vil gavne alle amerikanere. USA har dog mange fattige sorte borgere, som er mindre eller dårligere forsikrede end deres hvide medborgere, og derfor vil de få mere ud af reformen. En undersøgelse udført af Pew Research Studies i september viste da også, at tre gange så mange sorte som hvide amerikanere går ind for Obamacare.

Første mand på isen
Man skal også huske på, at hvor Obama for nogle er symbolet på racelighed, ser andre ham som symbolet på det modsatte. USA’s befolkningssammensætning er ved at ændre sig, og på sigt vil amerikanere med latinamerikansk baggrund udgøre landets racemæssige flertal. Ergo bliver hvide amerikanere snart et mindretal, og dét er den første sorte præsident bestemt også et symbol på.

Det er med til at forklare noget af den raceprægede modstand, Obama har mødt. Der har været utallige forsøg på at identificere ham som kenyansk statsborger eller muslim, og for nylig hængte en Tea Party-tilhænger et Sydstatsflag op på hegnet udenfor Det Hvide Hus. At symbolet på kampen for slaveriet hang udenfor denne sorte families hjem viser, at USA stadig har dybe racemæssige sår, der ikke heler foreløbig.

Som Cory Booker, senator fra New Jersey og tidligere borgmester i Newark, så malende har beskrevet det, er Obama som sort præsident kun ”første mand på isen”. Hans rolle er at vænne hvide amerikanere til synet af en magtfuld, sort mand, der ikke udgør en trussel mod hvide amerikanere eller mod nationen. Obama baner i stedet vejen for en fremtidig sort efterfølger, der kan være mere handlekraftig og synlig i forhold til at forbedre vilkårene for sorte amerikanere og adressere racespørgsmål, samtidig med at han eller hun fortsat opfattes som præsident for alle amerikanere. Derfor kommer Obama først og fremmest til at fremstå som en symbolsk sort præsident og dermed en stor skuffelse for mange vælgere.