De kristne vælgere foran de republikanske løver

Religion er nøglen til sejr i Iowa. Især er de evangelisk-kristne vælgeres støtte afgørende. Og lige netop denne vælgergruppe har især Ben Carson og Ted Cruz godt fat i. Kongressen.com har været på religiøs rundtur i Iowa for at se nærmere på, hvorfor vælgerne har religion så højt oppe på deres politiske prioritetsliste.

INDIANOLA, IOWA: En aften i efteråret er jeg ankommet til et gammelt universitet der er undseeligt foldet ind i den lille by Indianola syd for Des Moines. En pige i sportstøj med jord på knæende og ispakker på skinnebenene peger mig hjælpsomt i retningen af den centrale bygning hvor aftenens valgarrangement med den republikanske guvernør Bobby Jindal skal finde sted.

Simpson College, som universitet hedder, består af en klynge statelige røde murstenskatedraler, der er typiske for denne type private universiteter der blev opført som små Ivy League-efterligninger i midtvesten gennem det 19. århundrede, skænket af industribaroner og opereret af religiøse ordner, men nu sekulære. Skolen har en stærk humanistisk tradition indenfor filosofi og kunstneriske fag, er kendt for sit musiske fakultet og kan dertil bryste sig af at have en årligt elevopført opera.

Aftenens arrangement er dog helliget en gruppe overvejende evangeliske vælgere som er blevet inviteret af Bobby Jindals SuperPac, der indsamler donationer på vegne men uafhængigt af kandidatens kampagne. Jindal(der siden har nedlagt sit kandidatur) er blot én ud af det republikanske felts konservativt troende kandidater. En gruppe der også tæller senator Ted Cruz, eksguvernør Mike Huckabee og kirurgen og bestsellerforfatteren Ben Carson. Disse kandidater trækker på Iowas kirkenetværk til at styrke deres organisation og betoner deres religion som det styrende princip i deres politiske virke.

Jindals nærmeste assistenter, fra et væld af religiøse og etniske baggrunde, varmer et rent hvidt og kristent publikum op.

Jason og Debra fik nys om begivenheden fra deres lokale pastor, og har bragt deres tre hjemmeskolede døtre med for at se Jindal. For dem er forbud mod abort og homoseksuelt ægteskab afgørende for deres valg af kandidat.
”De sociale spørgsmål skal være på plads ellers vil vi ikke overveje en kandidat.” Siger Jason, der fører ordet. ”Troen er afgørende, værdier går forud for politik.”

Parret plejede at sende deres døtre til en kristen privatskole, men havde ikke råd til det i længden hvorfor de nu hjemmeskoler dem for at sikre sig at de får den rette værdimæssige uddannelse.
”Vi må passe på dem. Det er også derfor vi tog dem med her i dag. Det er vigtigt vi hjælper dem til at træffe det rette valg med hensyn til kandidaterne.” siger Jason.

Jindal, en tidligere Rhodes-stipendiat og McKinsey konsulent, er en stærk taler der udfolder detaljerede strategier for sin Mellemøstpolitik, sundhedspolitik og statsbudgettet. Hans tilhørere bliver dog ikke helt trygge før Jindal kommer ind på sin personlige biografi og stærke kristne tro.

Bobby Jindal blev født i Louisiana med fornavnet Piyush. Hans forældre var immigranter og hinduer fra Indien, men Jindal selv blev interesseret i kristendommen under sin uddannelse og konverterede mens han studerede på det prestigiøse Brown University. Denne omvendelsesbiografi er afgørende for et særligt segment af kristne vælgere for hvem en frelsehistorie er af meget høj værdi i en kandidat. George W. Bush havde også sin kristne genfødsel som et centralt aspekt af sin biografi ligesom Ben Carson har det.

Dagen efter holder Jindal en tale for eleverne på Faith Baptist College i byen Ankeny nord for Des Moines. Faith Baptist er en ganske anden type institution end Simpson. Det er en nyopført frikristen skole, opført i lange beige barrakker. Jindal giver sin tale i gymnastiksalen foran skolens elevforsamling der har fået fri fra deres tidlige klasser for at se kandidaten. Rektor beder efter talen eleverne om at tage deres klapstole med sig så der er plads til at volleyballholdet kan træne senere.

På skolens gange møder man studiegrupper der terper oldgræsk for at læse Bibelen i en tidligere og renere udgave end den typiske St. James Bibel der danner grundfjeldet for kristen tro i den anglo-amerikanske verden.

Charity og Steffie læser op til en test i døde sprog men tager glædeligt en pause og fortæller imødekommende om deres trosbaserede uddannelse og deres meninger om valget. Charity tror ikke på Jindals chancer fordi hun mener hans kristne værdier er langt fra den dominerende sekularisme i USA. Hun så ham gerne vinde, men mener ikke det er realistisk.

En kvinde der så Jindal tale afbryder og begynder at snakke om såkaldte ”Kingdom Mountains”: uddannelse, medier, staten, familien, private virksomheder og den religiøse sfære. Forskellige aspekter af samfundet som de rettroende må kontrollere for at udbrede det kristne ord. Hun fortæller om en drøm hvor hun blev informeret af en ydre stemme at guvernør Jindal var ”vel positioneret” til at vinde i henhold til ”bjergene”. For en uindviet i disse evangeliske termer er det svært at følge hendes ræsonnement, men hun er meget forhåbningsfuld for Jindals chancer og tilskynder os alle til at bede for hans kampagne.

Charity fastslår Guds suverænitet, men mener ikke at frelsens magt gennemtrænger den politiske sfære, de to verdener er adskilt for hende.
”Hvad vi har brug for er en religiøs vækkelse.” siger kvinden, der hedder Dailene.

Charity gendriver Dailene ved at sige at hun projicerer sin egen tro, og snart er de to i en kompleks og esoterisk diskussion om tro og samfund med talrige akademiske henvisninger til tekstuel eksegese af bibelske skrifter.

Charity er bekymret for den kristne tros position i det amerikanske samfund. Hun referer erosionen af værdier i det 20. århundredes Europa med den uundgåelige holocaust sammenligning som et eksempel på det moralske vakuum som det postmoderne samfund sætter i stedet for kristen tro.

Hun er dog optimistisk da hun i sidste ende er frelst efter denne jordiske tilværelse:
”Tingenes tilstand behøver ikke at blive værre før de bliver bedre. Se på Sodoma og Gomorra, Guds straf kan komme hurtigt…. Men jeg er ikke sikker på at tingene egentlig vil blive bedre end de er nu, fordi vi er i en minoritet. … Jeg har en udødelig sjæl og jeg vil i sidste ende blive i Guds billede fordi jeg tror.”

Studiegruppen undskylder at de må gå fordi de har time.
Inden jeg forlader skolen, producerer Dailene en pamflet fra sin taske der belærer mig om Jesu frelse. ”Der er en plan,” siger hun.

På motorvejen til næste kampagnestop passerer jeg utallige reklamer der fordømmer aborter og flere hvidkalkede kirker end jeg kan tælle.

Et par dage efter, en tidlig fredag, har kristne vælgere fra hele Iowa og et par tilstødende stater indtaget et konferencecenter i det centrale Des Moines. De er her for at overvære en række kristne ledere tale og deltage i workshops der skal stille dem bedre overfor den besnærende sekularisme de frygter vil forandre deres Amerika til ukendelighed.

Den store mødesal vrimler med vandkæmmede fædre og sønner i søndagstøj, og hist og her ser man grupper af mennonitiske kvinder i hørskørter og kyser. Et stræde af boder med religiøs litteratur møder en når man kommer ind, med alt hvad et moderne konservativt kristent bibliotek bør indeholde.

Fra børnebøger der introducerer de mindste i familien for Augustins og Jean Calvins tankegods, til revisionistiske historiebøger der fastslår de tidlige revolutionære landsfædres klippefaste evangelisk-kristne tro og romantiserede genskrivninger af den amerikanske borgerkrig med ihærdige forsøg på hvidvaskning af sydstaternes skyld i spørgsmålet om slaveri.

Barbara er kørt helt fra nabostaten Nebraska med sin mand for at deltage i konferencen. Hun regner med at støtte den libertarianske øjenlæge og senator Rand Paul til valget da hun også støttede hans far Ron Paul, en mangeårig fortaler for en natvægterstat i USA.

Hun er bekymret for den retning af synd og ukristelighed som hun mener Amerika er på vej mod. Hun føler at udbredelsen af abortrettigheder og homoseksuelles ligestilling er gået for vidt. I den forbindelse fortæller hun stolt om at hendes søn faktisk var homoseksuel, men blev vundet for den ”rette” livstil gennem støtte, bøn og omsorg fra familien og deres kirkelige netværk.

”Folk siger at vi er imod homoseksuelle, det er ikke sandt, vi elsker homoseksuelle. Kristne elsker alle mennesker og kæmper far alles frelse.” siger Barbara.

Hun er hjemmegående og oplever derfor ikke meget diskrimination, men hendes mand der arbejder på et atomkraftværk føler at han ikke kan tale om sin tro på sin arbejdsplads. Barbaras mand tror ikke på at adskille sit religiøse liv fra sit professionelle liv så han møder meget modstand blandt medarbejdere der hovedsageligt er ateister, fortæller hun.

På scenen giver den kristne forfatter Kevin Swanson en fantastisk dundertale imod det postmoderne og gudløse USA. Hans animerede ansigtsudtryk fylder rummet på opstillede storskærme mens han væver historiske skikkelser som William Wallace og Wilhelm af Oranje ind i en fortløbende kamp mellem undertrykkende sekulære kræfter og den rette tros soldater. For Swanson går der en lige linje fra Magna Cartas stadfæstelse af individets rettigheder til den igangværende kamp om forfatningens første artikels betydning for kristendommens plads i den vestlige civilisation.

I Swansons fejende historieudlæggelse bliver renæssancekonflikten mellem de hollandske småstater og det grumme Habsburgske imperium til en 1-til-1 model for forståelse af USA’s aktuelle situation. Præsident Obama i rollen som kejser Phillip II forstås, og en ukendt konservativ som prins Wilhelm. ”Den hollandske prins var selvfinansieret” som Swanson bemærker, så milliardæren Donald Trump er måske den moderne udgave af reformationshelten?

Gammeltestamentelige ord som Nephilim og Shibboleth smides omkring, og de fremmødte lader til at have en temmelig god forståelse af grundlæggende aramæisk og old-hebraisk.

John Desaulnier, en lokal prædikant og selvudgiver af kristen litteratur, mener at det postmoderne USA har rykket sig langt fra grundlæggernes intention om en værdifast nation bunden i kristen tradition. En troende protestantisk nation er for ham sammenbundet med en lille og fiskalt mådeholdende stat, der ikke skal intervenere i borgeres liv og ret til deres tro. Forfatningens første artikels betydning for adskillelse af kirke og stat inddrager Desaulnier ofte som et bolværk mod statslig indtrængen i trosanliggende, i modsætning til den typiske udlægning af den tekst der mere betoner vigtigheden af at én bestemt trosretning ikke dikterer statens funktion.

Indvendingen om at grundlæggeren Thomas Jefferson bekendte sig til den meget antievangeliske og radikalt oplysningsfunderede deistiske fortolkning af kristendommen leder til en længere diskussion om grundlæggernes grad af religiøsitet. Desaulnier insisterer på at Jefferson, den måske mest fejrede af grundlæggerne, var en ydmyg kristen på trods af at han havde hovmodet til i sin ”Jeffersonianske Bibel” at revidere det nye testamente med egne noter i margenen og dermed søge at forbedre den kristne frelsers ord med sin egen genialitet.

Desaulnier er i øvrigt ikke enig i at Jeffersons ivrige læsning af Koranen skulle betyde at han var tolerant eller imødekommende overfor ikke-kristne traditioner. Han peger på at han læste den hellige muslimske tekst for bedre at forstå sin fjende da han som den første amerikanske præsident førte krig udenfor nationens grænser da han udsendte en straffeekspedition imod barbareske pirater på den Nordafrikanske Middelhavskyst.

En interessant teori som jeg ikke er stødt på før. Vi skilles som venner efter vores ophedede diskussion, som fik nogle af konferencecentrets sikkerhedsfolk til nervøst at cirkulere for at holde opsyn med samtalen.
På scenen er den baptistiske eksguvernør af Arkansas, bluesbassist og republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee gået på og raser imod at muslimske fanger i Guantánamo-fængslet kan få lov at bede mens kristen bøn bliver taget ud af flere og flere skoler.

En kristen interesseorganisation med navnet Issachar, et navn der er taget efter Jacobs stamme i det gamle Israel, tilbyder i en anden hal politiske træningssessioner for folk der gerne vil stille op til et lokalt byråd eller skolebestyrelse for at forsvare kristne værdier.

Dagens konference er i det hele taget i højt krigsberedskab. Alle man snakker med og alle seminarer bygger på antagelsen om at kristendommen i Amerika er under stadig belejring og at et kataklysmisk sammenstød meget vel kunne være forestående.

Carroll og Rich frygter for kristne amerikaneres ret og frihed I fremtiden. Rich fortæller om dengang man begyndte skoledagen med bøn, og begræder at skolesystemet er blevet sekulariseret. De mener at man burde vende tilbage til USA’s grundlæggeres kristne værdier.

”De satte ’In God we trust’ på vores pengesedler, så de mente at Gud og tro skulle have en central placering i vores land.” siger Rich der ligesom de fleste ikke er klar over at dette motto først blev imprægneret på dollar-sedler i 1956 under præsident Dwight Eisenhower og ikke 1776 af Jefferson og Adams.

Carroll frygter for fremtiden. Hun mener at kristne er ved at nå bristepunktet med hensyn til hvad de kan tolerere. Hun er samtidig særligt fortørnet over den særbehandling hun mener amerikanske muslimer får, imens kristne bliver berøvet deres rettigheder.

De kan være svært for en udenforstående at sætte sig ind i hvordan det kristne samfund i USA kan føle sig under belejring, da landet virker til at være gennemsyret af kristen kultur og ritual. USA er efter alt at dømme mange år fra at få sin første jødiske præsident, for slet ikke at tale om den første buddhist eller muslim.

Kristendom er absolut allestedsnærværende, men med øget betoning af religiøs pluralisme og sekularisme i den offentlige sfære føles en ret moderat udligning af respektive verdenssyn i samfundet som en stor ændring for en gruppe der i det meste af landets historie har nydt en privilegeret position.

Carson Evangeliet
Det kan ofte synes at konservative kristne vælgere lever i en ideologisk boble, men deres bekymringer er ganske ægte og dybtfølte. Denne alternative politiske virkelighed er med til at forklare hvorfor neurokirurgen og bestsellerforfatteren Ben Carson nyder så stor respekt og støtte i denne gruppe.

Carson har ingen politisk erfaring, men har bygget sit kandidatur på sin inspirerende biografi og hans imponerende pionérgerning i lægefaget. Men netop Carsons anti-politiske selvgestaltning er det som appellerer til en gruppe der føler sig fremmedgjort og forbigået af sekulære kræfter i Washington DC.

Hvis man besøger kirurgens hjemmeside står der ganske lidt om hvad hans konkrete politik er på områder som skattesatser, immigration og sikkerhedspolitik, og i sine taler er han meget diffus omkring substansen i den politik han ville føre i det Hvide Hus.

På den måde ligner han kandidatfeltets anden outsider-populist: Donald Trump. Ligesom Trump ligger Carsons appel præcis i at han ikke argumenterer specifik politik, men derimod taler ud fra sin personlige historie og optimistisk forsikrer vælgerne om sine kvalifikationer til præsidentembedet.

At kandidater som Carson og Trump vægter stil mere end substans gør at deres støtter kan projicere deres egne ønsker og politiske indstilling på dem og overbevise sig selv om at de har éns bedste i sinde.

Ligesom Trump-støtter er Carsons tilhængere ikke meget for at tale om hans politik men fremhæver igen og igen hans karakterstyrke, hans resultater som kirurg og som en administrator ved elitehospitalet Johns Hopkins i Baltimore.

Til en kristen værdidebat mellem de republikanske kandidater en uge før Thanksgiving i samme konferencecenter er parret Mary-Lou og Jack kommet for at større Carson.

De blev interesseret i Carson efter de så filmatiseringen af han selvbiografi ”Gifted Hands” og har siden læst mange af hans bøger. Mary-Lou henviser gentagende gange til Carsons iboende lederinstinkt som ville lade ham udplukke et stærkt politisk team og omgive sig med de rette rådgivere. Dette er en typisk parering af indvendinger imod Carsons mangel på politisk erfaring. Ligesom Trump ville han hyre og delegere sig ud af problemerne.

Til spørgsmålet om hvorvidt Carsons skattesatser ville være ligesom kirkelig tiende på 10 procent af den enkeltes indkomst, bider Jack mig irriteret af. Carson har ikke specificeret de præcise skattesatser, forklarer han, blot sagt at de ville være inspireret af den klerikale beskatning der kræver en smule af alle, ligegyldig hvor formuende eller fattige man er.

”Du må have lyttet for meget til de venstreorienterede medier. Du burde sætte dig bedre ind i Dr. Carsons udtalelser.” irettesætter Jack mig.

Det er dog yderst svært at holde styr på en kandidats platform, når der ikke foreligger et fast nedskrevet program men politikken skifter med udtalelserne. Én uge er Carson for barmhjertig indlemmelse af syriske flygtninge, den næste er han utryg ved muslimers tvedelte loyalitet.

Siden 1987, hvor Carson udførte den første succesfulde adskillelse af siamesiske tvillinger fastgjort ved hovedet og katapulteredes til berømmelse har han holdt sig ude af politik indtil talen til den såkaldte ”Prayer Breakfast” i 2013 der blev et internetfænomen da han gik i kødet på præsident Obamas førte politik.

Hans personlige brand, som billedet på den amerikanske drøm og hvad en ubemidlet ung sort mand kan opnå med flid og tro, har indtil nu haft mere gavn af at han stod uden for politiske slagsmål.

Efter hans brandtale, der gav Obama rynker i panden til frokosten, kom der dog pres på for at få Carson til at stille op til valget. The Wall Street Journal trykte dagen efter halvt i spøg overskriften: BEN CARSON FOR PRESIDENT.

Med Carsons personlige brands indtrædelse i valgprocessen blev en hel generation af unge der er vokset op med inspirerende og patroniserende Carson-litteratur også blevet hevet med ind i hans kampagne. Særligt unge sorte mænd er blevet indpodet doktorens opløftende historie for at lade dem vide at man kan opnå alle sine mål hvis man sætter sig for det.

Til den kristne debat hvor størsteparten af det republikanske felt skal debattere moralske og sociale spørgsmål støder jeg ind i Dantrey. Debatmødet er som de fleste republikanske arrangementer i Iowa blændende hvidt, men der er en lille gruppe sorte teenagere der er kommet for at se og støtte Carson. Én af dem er Dantrey.

Jeg forsøgte tidligere til en Carson bogsignering at interviewe Dantrey, men han afslog høfligt. Denne aften anråber han mig dog oplagt fra et par stolerækker væk. Han har været tilhænger af Carson siden han hørte ham tale i forrige år.
”Han taler på en måde jeg aldrig har hørt politikere tale før. Han virker bare mere ægte og ligefrem.” forklarer Dantrey.

Han har læst flere af Carsons bøger og mener på baggrund af doktorens liv og virke at han ville gøre en god præsident. Som en fuldkommen selvskabt succes er han et godt forbillede ikke bare for afroamerikanere men for alle amerikanere, mener Dantrey, der er glad for at Carson giver et godt alternativ til demokraterne der ellers nyder høj opbakning blandt unge sorte amerikanere.

Spørgsmål om race er påfaldende fraværende fra Carsons biografi, og doktoren har vundet megen hæder for at insistere på at man er ansvarlig for sin egen lykke og ikke skal beskylde samfundet for ens hindringer i livet.

Mens det selvfølgelig er en sund indstilling må dette dog også betragtes som en strategisk gestaltning i forhold til konstruktionen af brandet Carson.

Én af Carsons vigtigste evner er at han som en sort autoritet kan fritage det hvide Amerika for dets historiske skyld i forbindelse med institutionel undertrykkelse af afroamerikanere.

Carson er glad for i strygende tag at hvidvaske den amerikanske historie. Forbrydelser mod indfødte, slaveri og japanske interneringslejre fjernes fra den kollektive skyld af Carson der altid ser glasset som halvt fuldt. ”Ingen nation er befolket af engle” som han ofte siger i sine taler.

Al kritik af hans selektive historieudlægning afvises som politisk korrekte forsøg på at give Carson mundkurv på.
Doktoren krydrer sine taler med historiske referencer og citeringer af historiske personer. Han omtaler ofte Thomas Jefferson, der på trods af sin dybe tro på oplysning og frihed ejede slaver på sin plantage. Abraham Lincolns ”Et splittet hus kan ikke stå”-citat refereres også flittigt som en anklage imod Amerikas nuværende ideologiske splittelse, men Carson undlader at forklare at Lincoln ytrede den sætning i anticipation af at sydstaterne ville løsrive sig over spørgsmålet om slaveri.

Fritagelsen for ubehagelige fakta om USA’s racehistorie medvirker til at Carson kan smede en sær alliance af vælgere der forener hvide pensionister med striktøj i skødet og sorte teenager fra almene boligbyggerier.

Carson voksede op i Detroit, men i hans ellers detaljerede beskrivelse af sin ungdom er der ingen henvisning til de store optøjer i byen der fulgte mordet på Dr. Martin Luther King. Dette udelades til fordel for en historie om hvordan den unge Carson mødte general Westmoreland til en middag. Generalens kontroversielle anpart i Vietnamkrigen nævnes ikke, men Carson insisterer i biografien på at han blev tilbudt en elevplads på officersskolen West Point, hvilket dog siden er blevet anfægtet.

Undersøgelser af Carsons biografi har resulteret i en del anklager om unøjagtigheder som kampagnen dog har afvist. Dantrey er som kampagnefrivillig blevet instrueret i ikke at udtale sig om dette emne og peger mig i retningen af en kvinde som er beføjet til at tale med pressen. Hun affejer imidlertid spørgsmålet om de biografiske unøjagtigheder: ”Vi står med Ben.”

Carsons løsagtige omgang med sin egen og USA’s historie bekymrer ikke hans vælgere der tror at medierne er indstillet på at fælde den gemytlige doktor. Derudover passer hans selektive historieskrivning ind i det troende og konservative verdenssyn der placerer Amerika og kristendommen som unikke og skæbnebestemte fænomener i verdenshistorien.

At mennesket gik på månen 200 år efter Amerikas grundlæggelse, og at ”der findes ikke en svensk eller nigeriansk drøm, kun en Amerikansk Drøm” er pointer Carson ynder at bruge i sine taler, men han er samtidig bange for at USA’s storhedstid er ovre hvis ikke folk som ham kaster sig ind i politik.

Han beretter om de unge og gamle der har mistet håbet, hvilket i sidste ende overbeviste ham om nødvendigheden af hans transformerende kandidatur.

Ved at drage på bibelsk historie og en renskuret version af Amerikas mest glorværdige højdepunkter bibeholder Carson sin apolitiske position og hæver sig over den profane ideologiske partikamp. Fiktionen der understøtter brandet Carson træder herved i forbindelse med den overpolitiske evangeliske virkelighed hvor tro trumfer almindelig politik.

Dette kommer til kende både i små forsamlingshuse og til en større debatbegivenhed som denne aften.
En snestorm har bemægtiget sig Des Moines og har holdt en del gæster væk fra den store debat. Pastoren der præsenterer aftenens program beskylder halvt i spøg halvt i alvor Satan for at have sendt stormen til at forhindre gode kristne i at nå frem.

Debatten modereres af Fox News’ dataguru og kommentator Frank Luntz der under sit flommede ynglingeydre skjuler et frygtindgydende og kalkulerende intellekt. Han er tydeligt fortørnet over at debatten tidligt punkteres af forskellige guerilla-demonstrationer der har sneget bannere ind gennem sikkerhedstjekket og uhøfligt råber op om dyrs og immigranters rettigheder mens de eskorteres ud.

Kandidaterne sidder på scenen omkring et kitsch Thankgiving bord dekoreret med græskar og gyldne løvblade. Luntz lover at det vil være en kontrolleret og standsmæssig debat i aften i modsætning til de hektiske tv-debatter. Dette burde tale til Carsons fordel med hans rolige og metodiske talestil, men kirurgen får ikke mange ord ind trods det kontrollerede format, og overskygges af senatorerne Ted Cruz, Rand Paul og Marco Rubio på spørgsmål der især omhandler Syrien, sikkerhedspolitik og flygtninge.

Når Carson endelig får ordet taler han i sit meget langsommelige tempo der af hans støtter betragtes som et bevis på hans velovervejede ræsonnement, men for næsten alle andre fungerer som et sovemiddel.

Kirurgen får dog nogle hug ind imod sit foretrukne mål: politisk korrekthed, som han mener underminerer Amerikas styrke og selvforståelse. Han maler et nærmest apokalyptisk billede, der er fuldkommen i tråd med den evangeliske forståelse, af hvor Amerika står. Svækket og opdelt langs klasse-, køns- og racemæssige linjer i henhold til den politisk korrekte agenda, uden nogen plads til troen der gav Amerika styrke i fordums tider.

Den mørke udlægning leveres dog med en læges neutralitet når dårlige nyheder formidles.

De fleste i pressesektionen er efter debatten klar til at erklære enten Ted Cruz eller Marco Rubio som vindere, men Marie, en pensionist i en signeret Carson-sweater er ikke i tvivl om at kirurgen var hendes vinder. Hun fortæller med stor tilfredsstillelse om da hun mødte Carsons kone Candy, og mener han er den bedste kandidat til at bekæmpe aborter som ligger hende meget på sinde som frivillig i et graviditetscenter. Hun synes også godt om hans opløftende historie om hvordan han fik styr på sit temperament ved at overgive sig til et mere personligt forhold til Jesus.

Hun mener at Carson var høflig og ordentlig i fremførelsen af sine punkter, og derfor stod som vinderen efter hendes midtvestlige temperament fremfor de mere snu og skingre kandidater på podiet. Carsons debatrivaler spildte ikke tid på at angribe doktoren men roste overbærende hans punkter og brugte dem som springbræt til at udfolde deres egne strategier.

At Carsons rivaler ikke betragter ham som en egentlig trussel, men formynderisk klapper ham på skulderen synes ikke et godt tegn for hans videre chancer. Med det nye fokus på udenrigspolitik efter angrebene i Paris er Carsons mangler blevet meget tydelige, og mange kristne vælgere føler at senator Ted Cruz er en kristen kandidat der har styr på verdenssituationen og er derfor begyndt at skifte over til hans fold.

På vejen fra konferencecentret passerer man mange Carson billboard reklamer, som hans Superpac tidligt investerede i, hvilket gør at han er den eneste kandidat med så massiv tilstedeværelse på Iowas motorveje så tidligt i valgprocessen

Ben Carsons kampagne har stået stærkt i Iowa med et stort antal ulønnede frivillige, og med en lind strøm af små donationer der blev reinvesteret i kampganens pengeindsamlingsforetagende, men mange forudser at hans føring snart vil stoppe.

Fra begyndelsen af november er Carsons position i Iowa meningsmålingerne faldet fra 29 procent til nu blot 13 i midten af december. En trend, der har gjort at Ted Cruz, der nu ligger på 31 procent, i overlegen stil har overhalet Carson.
Man skal dog passe på med at dømme doktoren helt ude endnu, da Iowas konservative kristne vælgere ofte kan overraske og ikke giver meget for politiske analyser fra partiske medier. Boblen omkring Carsons kandidatur kan endnu holde frem til valget i februar. Om det så er nok til at vinde det første caucus, ja, det er fortsat et åbent spørgsmål.