NATO-topmødet i London var lagt an på at undgå vredesudbrud fra USA’s præsident, hvis kritik af alliancen har rystet allierede lande. Alligevel endte topmødet med en bitter stemning. Den dårlige slutning skyldtes i høj grad, at en gruppe ledere opførte sig på en måde, som kunne være taget ud af en teenagefilm – uden at tænke over kameraerne som var vendt imod dem. Det gav en unødvendig afslutning på et ellers udmærket topmøde.
Verdenshistoriens mægtigste alliance fejrer i år 70-års jubilæum. Men det sker i skyggen af historisk uro i alliancen. USA’s præsident Donald Trump har i længere tid været yderst kritisk overfor alliancens relevans for amerikanske interesser og overfor de europæiske allieredes vilje til at bidrage til forsvaret af alliancens territorium. Derfor havde man også undladt at lave en større fejring af alliancen i april på datoen for skabelsen af NATO, simpelthen for at undgå at præsident Trump skulle gå hen og ødelægge begivenheden.
Derfor kan det undre, at en gruppe ledere på den måde begik en massiv fejltagelse i London ved at kommentere præsident Trump på en måde, som kunne være taget ud af en skolegård på en hvilken som helst folkeskole. Det er en bemærkelsesværdig fejltagelse fra tre erfarne politikere, Canadas Justin Trudeau, Frankrigs Emmanuel Macron og Storbritanniens Boris Johnson. De bør være klar over risikoen for at et eller andet medlem af pressen kunne finde på at rette en mikrofon i deres retning. Når man kender risikoen for at vække præsident Trumps vrede, så bør man tænke sig om, specielt når topmødet ellers var gearet til netop at undgå en konfrontation med præsidenten.
Ellers var topmødet faktisk forløbet udmærket. Præsident Trump var faktisk lidt i offensiven for at forsvare alliancen (eller i hvert fald mane præsident Macrons anklager om at alliancen er ”hjernedød” i jorden).
Der er på nogle punkter grund til optimisme ift. alliancen, men på andre områder er der fortsat en kritisk stemning.
Hvad stresser alliancen?
Fra 2016 har præsident Trumps modvilje mod NATO skinnet tydeligt igennem, men alligevel har man også set en lidt positiv udvikling.
Fra som kandidat at sætte spørgsmålstegn ved hele
alliancens eksistensberettigelse har det nu ændret sig til, at præsidenten
leder korstoget for øgede forsvarsbudgetter – en kamp hans forgængere også udkæmpede
ofte på de bonede gulve i Bruxelles. Den store og markante forskel har været, at
præsident Trump har været villig til at sætte spørgsmålstegn ved NATO’s Artikel
5 – den gensidige sikkerhedsgaranti som alliancens medlemmer har givet
hinanden. Denne sikkerhedsgaranti har ingen tidligere amerikanske præsidenter
ville rokke ved, da det udgør hele fundamentet for alliancens effektivitet.
Argumentet fra præsident Trump har dog været, at hvis NATO’s øvrige medlemmer
ikke er villige til at bruge 2% af deres BNP på deres forsvarsbudget, som
amerikanerne mener vi alle har aftalt i Wales i 2014, hvorfor skal USA så
fortsætte med at betale i dyre domme for at sikre europæisk sikkerhed. Så hvis
ikke de øvrige medlemmer vil bruge, det der er nødvendigt for deres egen
sikkerhed, så vil præsident Trump ikke garantere Artikel 5.
Dette lader dog til at have udviklet sig til, at præsident Trump nu har afgrænset
sin modvilje mod lande, som ikke bruger 2%, og har altså bevæget sig væk fra en
generel modvilje mod hele alliancen og Artikel 5. Denne positive udvikling må i
høj grad tilskrives de øgede forsvarsbudgetter, som er blevet gennemført i en
række europæiske lande i de senere år.
Men det er ikke kun præsident Trump, som på det seneste har stresset alliancen. For nylig blev den franske præsident Macron citeret for i et interview at have kaldt alliancen ”hjernedød” under præsident Trump påvirkning. Dette budskab sendte naturligt nok chokbølger gennem alliancen, og fordrede faktisk, at præsident Trump var på barrikaderne for alliancen ved dette topmøde mod Macrons udtalelser. Man må også i sit stille sind tænke sit over ironien ved, at lederen af et af de lande som i tidens løb oftest har udfordret alliancens sammenhold, på den måde går ud og kritiserer den amerikanske præsident på den måde.
Men andre europæiske allierede har også været med til at stille spørgsmålstegn ved Artikel 5. Ved gentagende meningsmålinger har der vist sig en manglende solidaritet, hvis spørgsmålet handlende om f.eks. en russisk invasion af Baltikum. Her vist f.eks. tyskerne sig meget lidt villige til at ville hjælpe, mens forventningen klart var, at USA skulle træde til.
På den måde er det altså meget vigtigt at kigge på begge sider af Atlanten, når man skal finde årsagerne til stresstilstanden i NATO.
Årsager til fortrøstning
Men hvis man skræller tweets og udtalelser af for et øjeblik, så er der også grund til at være fortrøstningsfuld.
Trods dyb skepsis fra præsident Trumps side og massivt pres på de allierede, så ser man stadig USA støtte op i det daglige om NATO-samarbejdet.
Ved den store multinationale øvelse i Norge sidste år, Exercise Trident Juncture 18, deltog ca. 14.000 amerikanske soldater og store mængder materiel – et ikke uvæsentligt bidrag fra en kerneallieret. Ligeledes ser vi, at USA til næste år vil sende det største bidrag til en NATO-øvelse i 25 år. Det sker ved deployering af 20.000 soldater og materiel, som skal være del af en øvelse med samlet 37.000 soldater fra en række NATO-lande. Det vil være den tredje største øvelse i NATO siden Den Kolde Krig.
Ellers ser man også USA deltage i den store NATO-mission i de baltiske lande for at afskrække Rusland, og alle mulige andre steder. Man har genetableret en flådekommando i Norfolk med ansvar for operationer i Atlanterhavet, hvor også man har etableret et NATO-element.
Der er altså grund til optimisme, når man ser præsidentens
ageren ved topmødet i London, og når man ser USA’s fortsatte daglige bidrag til
NATO.
En stor risiko vil være en ændring i præsident Trumps generelle holdning til
alliancen, men også de europæiske lederes nærmest refleksagtige modvilje mod præsidenten
og hans budskaber.
