”For Flaget og Danmark” fortæller om Søværnets 500-årige historie gennem en oversigt over mærkedage. Gennem læsning af bogen får man ikke kun information om Søværnets historie, men også Danmarks historie, som er uløseligt forbundet med sejre og nederlag til søs.
Traditioner, sprog og historie er nogle af de mest centrale ting, som binder en organisation sammen. Måske i særlig grad militære værn. Hvert værn gør tingene på en bestemt måde, taler på en bestemt måde og ser verden på en bestemt måde. Alt sammen bunder det i en særlig historie, som har ledt til diverse lektier, traditioner og fortællinger, som spredes gennem generationer.
I bogen ”For Flaget og Danmark. Søværnet dag for dag gennem 500 år” fortæller de to dygtige marinehistorikere Jakob Seerup og Søren Nørby Søværnets historie, men giver dermed også et indblik i de historier som ligger bag de traditioner og fortællinger, som den dag i dag præger Søværnets ansatte både under uddannelse og i deres hverdag.
Det gøres ved at slå ned på forskellige mærkedage i Søværnets historie – det være sig enten fra dramatiske sammenstød under Englandskrigene, daglig tjeneste til søs for at sikre danske kolonier og hjemlige farvande, eller jagten på pirater ud for Somalias kyst. Alt dette er del af Søværnets historie, og de to forfattere fortæller om det hele.
Netop mængden af information er noget man skal gøre sig klart, inden man sætter sig med bogen. Det er ikke en bog, som kan læses fra ende til anden som en ”almindelig bog”. Det er en flot oversigt over Søværnets historie, som egner sig ganske glimrende til løbende læsning, så man kan fordøje den information man får. For der er ingen tvivl om, at de to herrer gerne vil fortælle læseren en ting eller mange.
Her må man også skynde sig at tage hatten af for de to herrer. Det overblik der skal til for at kunne stykke sådan en bog sammen, er ikke bare sådan lige at få. Det beviser hvor godt inde i deres stof de to herrer er, og man fornemmer også, at der sagtens kunne have været flere datoer med i bogen, og at der nok virkelig har været tale om at de skulle ”kill your darlings”, da antallet skulle ned.
”For Flaget og Danmark” følger i fodsporene på lignende bøger, som i tidens løb er udgivet af Søværnet, netop for at give et overblik over vigtige datoer i værnets historie. Men hvordan definerer man så en ”vigtig dato”? Seerup og Nørby forklarer i indledningen at de i højere grad end tidligere udgivelser ønsker at ”hjælpe nutidens læsere med at danne sig et overblik over de enkelte krige og historiske begivenheder.” Netop på denne måde sikrer ”For Flaget og Danmark” sig en klar relevans for læsere udenfor Søværnet, og henvender sig til læsere med en bred interesse for krigshistorie.
Det er altså en bog som helt klart kan anbefales til at tage med i sommerhuset, og på den måde være med til at give læseren en oversigt over ikke bare Søværnets historie, men også vigtige begivenheder i vores alle sammens historie.
You must be logged in to post a comment Login