Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Dansk eksportfest i USA fortsætter

Den danske eksport til USA kører på skinner i disse år. Og det fortsætter i de kommende, fortæller den danske generalkonsul i New York, Jarl Frijs-Madsen, i dette interview med Kongressen.com

NEW YORK: Danske virksomheder har vind i sejlene på den anden side af Atlanterhavet i disse år. Arkitekten Bjarke Ingels’ store byggeprojekt på Manhattan er ikke gået amerikanernes næser forbi, nøjagtig som det heller ikke har kunnet undgå at tiltrække en hvis portion opmærksomhed, at kokken Claus Meyer har købt en stor bid af Grand Central Station, hvor han næste år åbner et nyt madhus. I det hele taget er den danske eksport til USA inde i et positiv stime i disse år. Og alt tyder på, at det fortsætter i de kommende år. Kongressen.com har mødt den danske generalkonsul i New York, Jarl Frijs-Madsen. Og det er ikke kun på grund af den spæde forårssol og den storslåede udsigt ud over East River, at det brede smil er fremme hos generalkonsulen denne formiddag i New York. For historierne om danske eksportsucceser bliver stadig flere.

Hvad er din forklaring på, at den danske eksport til USA går så godt som det er tilfældet i øjeblikket?
”Der er flere grunde til at det ser lyst ud, hvad angår dansk eksport til og økonomisk aktivitet i USA. TTIP er jo et langtidsperspektiv, for det vil tage mange år, før det er implementeret. Men det har et meget stort potentiale. Som vil få stor betydning for dansk eksport til USA. Det er afgørende, at dansk erhvervsliv har prioriteret det amerikanske marked højt i de seneste år. Der var en tid, hvor danske virksomheder var bange for at give sig i kast med det amerikanske marked på grund af historier om virksomheder, der løb ind i store problemer. Man kan fortsat opleve udfordringer på det amerikanske marked, men grundlæggende har rigtig mange virksomheder truffet beslutning om, at det amerikanske marked skal være et af de centrale markeder for dem. Det betyder, at de sætter midler af til at lægge den rigtige strategi, ansætte de rigtige medarbejdere og tilpasse deres forretningskoncept om nødvendigt. Og det er det, vi nu høster frugterne af, kombineret med opsvinget i amerikansk økonomi, den stærke dollar og gode vækstdrivere i de sektorer, hvor danske virksomheder opererer. For du har helt ret i din betragtning om, at det går utrolig godt for dansk eksport til USA, og at der er mange store projekter i gang, som får stor opmærksomhed. Det er et resultat af mange års prioritering af det amerikanske marked fra danske virksomheders side. Og vel at mærke ikke kun de store danske virksomheders side. Der er også masser af mellemstore og mindre virksomheder, som slår sig ned i USA og får succes.”

Hvilken respons får I fra amerikanerne? Hvad er det i særdeleshed, de fremhæver som kvaliteter hos danske virksomheder, siden der er så godt gang i hjulene som der er lige nu?
”Det handler om, at de danske virksomheder har de rigtige produkter og de rigtige koncepter. Kvalitet er et nøgleord. Vi leverer på de aftaler, der bliver indgået. Vi er troværdige samhandelspartnere. Kulturbarriererne er eksisterende, men håndterbare. Og så er innovation vigtigt. For dit produkt er nødt til at adskille sig fra det, der allerede er på det amerikanske marked. Så det er nogle af grundene til, at danske virksomheder klarer sig godt herover. Det handler om business.”

Da jeg boede herovre for fem år siden, var der spæde tegn på, at Danmark var begyndt at blive cool. Men i løbet af de seneste par år har det virkelig eskaleret. Bjarke Ingels er i gang med sit store byggeprojekt her i byen, og Claus Meyer åbner madhus på Grand Central Station næste år for nu at tage et par eksempler. Hænger det sammen med, at der er kommet gang i en positiv, selvforstærkende effekt?
”Absolut. De fem år, du taler om, er jo de fem år, jeg har været generalkonsul i New York. Og jeg har følt, at det var en gave, at vi har så stærke enkeltpersoner og koncepter, som er med til at markedsføre Danmark indenfor arkitektur, mad, TV-serier. Claus Meyers kommende projekt og flere andre projekter inden for fødevarebranchen, eks. Mads Refslunds succes på Acme og Jeppe Jarnit Bjergsø, der åbnede ølbaren Tørst og restauranten Luksus i Greenpoint for to år siden. Inden for arkitektur er Bjarke Ingels ved at blive en meget stor stjerne i denne by. Han har dels det store projekt på West 57th og er netop blevet udpeget til at skulle tegne Googles nye hovedkvarter. Og fordi man i forvejen forbinder Danmark med stærk arkitektur, er det med til yderligere at forstærke det billede. De er danske pionerer på deres respektive områder netop nu.”

Og forstærker dermed også det generelle billede af Danmark?
”Ja, for i forvejen bliver vi jo blandt venstrefløjen hos Demokraterne og en række journalister set som noget nær Utopia. Det lykkeligste folk i verden. Et velfærdssamfund, som tager godt af alle og hvor der ikke er den ulighed, som man eksempelvis ser her i New York. Men også som et innovativt land. Som har verdens bedste restaurant. Som har rigtig dygtige arkitekter. Og som har de mest ambitiøse klimaplaner i verden. Så det er nogle af de virkelig gode historier, vi kan fortælle. Her i New York er der mange, der ved dette om Danmark, og det gælder også store dele af den mere veluddannede del af befolkningen i resten af USA, men vi fortsætter med at give gode eksempler på Danmarks styrker. ”

Så der er grund til brede smil i øjeblikket?
”Det er der bestemt. Lige et tal at slutte af på. Sidste år steg vareeksporten med otte procent, og vores forventninger, at det kommer til at stige cirka ti procent i år. Det cementerer USA’s position som et af Danmarks tre vigtigste markeder og et marked, som i disse år skaber meget vækst og beskæftigelse i Danmark.”

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen