Aften efter aften fortæller Stephen Colbert dagens politiske nyheder på en satirisk måde og set ud fra et konservativt perspektiv. Men meget tyder på han ikke er så stor en tilhænger af republikanerne, som han umiddelbart giver udtryk for
Af Annemiek Wilson
“Bør homoseksuelle og lesbiske have lov til at blive gift? Ja – men kun med hinanden! Senere i programmet – store forandringer for Ku Klux Klan. Aftenens gæst er milliarder og filantrop, Bill Gates. For at få ham til at komme, blev jeg nødt til at sige, at jeg har malaria. Velkommen til ‘The Colbert Report.”
Sådan lød indledningen til Stephen Colberts seneste program. Publikum er med lige fra starten, og hans energi stråler gennem hele udsendelsen.
Programmets vært er blevet en kendt skikkelse i Amerika de seneste år, fordi han modsat sin gamle kollega på ‘The Daily Show’, Jon Stewart, har et konservativt udgangspunkt, når han leverer sin skarpe politiske satire.
The Colbert Report
Showet er en parodi på ‘The O´Reilly Factor’, et ultrakonservativt politisk talk show på Fox News med Bill O’ Reilly. Colbert er ikke ligeså polariserende som Bill O´Reilly. En mand, der mener, at kvinder, der ville have sygesikring til at dække deres p-piller, er ‘ludere’, men hans personlighed og stil i showet ligner O´Reillys. Stephen Colbert og Comedy Central har taget det populære konservative politiske talk show koncept og bygget videre på det. De har nemlig skabt et program, der både har noget at tilbyde de amerikanere, der er ligeså konservative som O´Reilly, og dem, der synes han er så langt ude, at han faktisk er underholdende. Det er en meget fin balancegang, som Colbert mestrer gang på gang. Og sågar demokratiske kernevælgere hylder ham. En af dem er Zach Brown, der går på universitetet i Montana og som selv er aktiv i det demokratiske parti:
”Colbert er så morsom, fordi han kommenterer nyhederne på en måde, der giver mange en ubehagelig følelse, men på samme tid ved man ikke helt, hvem det er han egentlig gør grin med, og folk bliver desuden underholdt. I bund og grund gør han tykt grin med den amerikanske konservative ideologi, og han har gjort det med sådan en ekspertise, at selv de konservative synes han er sjov.”
En tur til Det Hvide Hus
Colbert er så overbevisende som konservativ nyhedsvært, at han i 2006 blev inviteret af George W. Bush til at stå for underholdningen til den årlige middag for nyhedskorrespondenter i Det Hvide Hus. Colbert holdte sig ikke tilbage, og hans indslag gik i kødet på Bush og de amerikanske medier. Gæsterne var ikke specielt begejstrede for Colberts vittigheder, men han blev senere hyldet for hans meget ærlige optræden. Videoerne fra middagen blev hurtigt populære, og flere millioner har nu set dem på YouTube.
Den aften i Det Hvide Hus optrådte han som den politisk konservative nyhedsvært, vi kender fra ‘The Colbert Report’, men Zach Brown mener, at netop den optræden og hans altid satiriske tone i showet, viser, at Colbert ikke er det konservative svar på Jon Stewart:
”Jeg mener, at han er ligeså politisk til venstre som Stewart, men hans fremgangsmåde og hans karakter er bare helt anderledes. Stewart fortæller sin mening mere direkte, hvor Colbert er mere sarkastisk og satirisk, hvilket gør det sværere at forstå, hvad han egentlig mener.”
Meget populær blandt unge
En amerikansk undersøgelse i 2010 viste, at programmer som ‘The Daily Show’ og ‘The Colbert Report’ tiltrækker mange unge seere. Fire ud af ti regelmæssige seere af ‘The Colbert Report’er under 30 år gamle. Denne trend ser ikke ud til at havde ændret sig i de sidste to år, da flere og flere unge nu også ser udsendelserne på nettet.
Her i Danmark kan man se både ‘The Daily Show’ og ‘The Colbert Report’. Klik på videoen her, for at se hvad Bill Gates har at sige, og hvad Colbert mener om homoseksuelle vielser!
http://www.colbertnation.com/full-episodes/wed-january-30-2013-bill-gates
Annemiek Wilson er uddannet journalist fra University of Montana med speciale i international historie. Har tidligere arbejdet som studievært på KBGA Radio og som tv-reporter for KPAX-TV i Missoula, Montana og dækker nu amerikansk politik og samfundsforhold for Kongressen.com
You must be logged in to post a comment Login