Dagen før dagen

Strøtanker om årets valgkamp, partiernes kandidater og kampagner og om amerikansk politik igennem 2018.

Washington D.C. – Midtvejsvalgets store linjer ligger fast.

Republikanerne forbliver favoritter til at beholde flertallet i Senatet. Lige nu ligger de endda til at øge deres flertal. Demokraterne besidder omvendt den bedste position i Repræsentanternes Hus. Og selvom et republikansk flertal virker muligt, er en demokratisk jordskredssejr også inden for rækkevidde.

I morgen kan du læse Kongressens guide til valgnatten. Hvad skal du holde øje med? Hvem skal du holde øje med? Hvordan forløber valgnatten typisk? Dog egner dagen før valget sig bedst til at tømme notesblokken, samle op på det politiske år og præsentere de spørgsmål, vi først kan få svar på efter den 6. november.

Men først en gang galde om 2016. Spring bare videre til næste afsnit, hvis du allerede har hørt nok. Det er en klage om påstandene, at resultatet i 2016 beviste, at “vi ikke kan stole på meningsmålinger” eller “at vi aldrig kan vide os sikre, fordi analytikerne lavede fejlkalkuleringer omkring Donald Trump“. Jeg skal nok være den første, der anerkender mine egne fejl. Jeg var alt for skråsikker i min antagelse om, at Clinton ville blive den næste præsident, og jeg var ikke god nok til at formidle, hvordan Trump kunne vinde. Og jeg ignorerede, hvor tæt valget var blevet i de sidste dage og holdt stædigt fast i analysen, på trods af at Comeys brev skadede Clinton i målingerne. På trods af det atypiske høje antal af vælgere, der ikke havde bestemt sig, hvor de ville sætte deres kryds. Og på trods af at valget blev kæmpet omkring identitet og ikke økonomi og klasse.

Meningsmålinger er ikke ufejlbarlige. Engang i mellem tager de fejl. Gennemsnittet af de nationale målinger havde Clinton som vinder med 3,2 procentpoint. Hun vandt med 2,1 procentpoint. Men det er selvfølgelig ligegyldigt, når valg i USA bliver afgjort i valgkollegiet.

Forudsigelserne omkring valget var baseret på sandsynlighed. FiveThirtyEight havde Trumps chancer for at vinde omkring 30. The Upshot gav ham omkring en 10 procents chance. Ting, der kun har en ti procents sandsynlighed er usandsynlige, men de er ikke urealistiske. De finder sted … omkring en gang ud af ti. Hvis du fik at vide, at det næste fly, du skulle med havde en ti procents chance for at styrte ned, ville du stige ombord?

Du kan have den rigtige analyse, med de rigtige antagelser, baseret på faktisk research om vælgeradfærd og stadig tage fejl med hensyn til vinderen af et vilkårligt valg. Og du kan have den forkerte analyse baseret på politiske strømninger, der ikke har været korrekte siden 90’erne, uden viden om hvordan amerikanske vælgere opfører sig og forudse den faktiske vinder. Jeg har lært at være mere påpasselig med at forudsige valg og give alternative teorier. Men vi ved allerede, at mindst 300 medlemmer af Huset og 20 medlemmer af Senatet bliver genvalgt. Punktum.

Ideen om, at vi aldrig mere kan stole på data og målinger og forudsigelser, og at de er dårligere måder at analysere valg på end mavefornemmelse er i bedste fald doven og i værste fald skadelig i forsøget på at forstå amerikansk politik. Med den opsang ude af vejen, her er resten af mine tanker før valget.

Den politiske dagsorden var kaotisk, men det politiske klima stod groft sagt stille

2018 gik ikke stille for sig. Skandaler fældede miljøminister Scott Pruitt. Orkanerne fortsatte. Familiesplittelserne ved grænsen fangede verdens opmærksomhed. Mueller-undersøgelsen kortlagde det russiske cyberangreb og fældede Trump-kampagnes formand Paul Manafort. Præsidentens advokat Michael Cohen anklagede præsidenten for strafbare handlinger. Præsident Trump og Vladimir Putins pressemøde i Helsinki forargede. Kavanaugh-høringerne delte landet. 17 blev myrdet i Parkland, en aktivistbølge blev født, men masseskyderierne fortsatte. Dødstallet i Puerto Rico gik fra 64 til næsten 3.000. Der blev gjort fremskridt på atomspørgsmålet i Nordkorea. En alarmerende klimarapport ramte verden. Transkønnede rettigheder kom under angreb.

På trods af alle udviklinger forblev klimaet stabilitet. Se for eksempel den såkaldte generiske ballot, der måler, om amerikanske vælgere helst vil have en republikaner eller en demokrat i Kongressen.

Kilde: FiveThirtyEight

Og her er det amerikanske folks vurdering af præsident Trumps i de sidste seks måneder.

Kilde: RealClearPolitics

Det politiske klima er tilbage, hvor det startede før primærvalgene. Og det var usædvanligt stabilt. Måske er vælgernes holdninger bare fastlåste ud fra partiskhed og identitet.

Når det er sagt, så er der er stor usikkerhed forbundet med valget i år. For det første peger de tidligere stemmetal og specialvalgene fra 2017 og 2018 på, at stemmedeltagelsen kan blive den højeste, som vi har set i de sidste årtier. Det gør det automatisk svært at kalibrere modeller, når vælgerkorpset kommer til at se anderledes ud. Det høje antal vælgere, der endnu har bestemt sig for, hvor de vil sætte deres kryds øger den usikkerhed.

Strøtanker

Normalt snakker vi om valget som en samlet enhed. Partiet, der vinder mandater i et kammer, vinder typisk også i det andet. I år er der reelt tale om to valg. Demokraterne har det værste politiske kort i Senatet i de sidste 100 år, fordi så mange af valgene finder sted i særdeles røde stater. Det mest sandsynlige scenarie er, at de vinder Huset, men at Republikanerne øger deres flertal i Senatet.

Omvendt er det bestemt også muligt, at et af partierne kontrollerer begge kamre efter 6. november.

Hvis du tvinger mig til at indsnævre den vigtigste ting, så bliver valget bliver groft sagt afgjort af, hvad der er højest på dagsordenen. Hvis det er sundhed favoriserer det Demokraterne i begge kamre. Hvis det handler om præsident Trump giver Republikanerne en fordel i Senatet, men ikke nødvendigvis i valgene Huset. Det samme hvis emnet er immigration.

Hvor meget gavner præsident Trump styrke i Midtvesten fra 2016 republikanske kandidater i 2018? En række datapunkter tyder på, at han ikke kan løfte partiets politikere i Huset ud af farezonen. Obama/Trump-distrikterne er i større fare end Romney/Clinton-distrikterne.

Alexandria Ocasio-Cortez og Ayanna Pressley tog alle overskrifterne med deres primærvalgssejre. Men der var intet usædvanligt i det. Antallet af siddende medlemmer i Kongressen, der tabte deres primærvalg lå omkring gennemsnittet for et midtvejsvalg.

Nogle gange afviger mediemøllens fokus ubegribeligt meget fra virkeligheden, og hvad der kommer til at betyde noget for valgresultaterne. Kan du for eksempel huske for syv uger siden, hvor vi spildte tiden med gætterier omkring en anonym kronik i the New York Times?

Jeg er i øvrigt også gammel nok til at huske, at Michael Wollfs bog ”Fire and Fury” kunne ændre Trump-administrationen politisk. Og da de ”eksplosive afsløringer” i Omarosas bog fyldte dagsordenen. Det er nemt at blive opslugt af den politiske informationsboble og sensationelle ligegyldigheder.

Åh, du ved. USA’s præsident omfavner og bifalder fysisk vold. Ovenikøbet vold fra en politiker imod en journalist. Og publikum elsker det. Og i Montana er det nok også den bedste politiske strategi. https://t.co/7SzS1kVAuI

— Søren Rasmussen (@Soeren_dal) October 19, 2018

Jeg sidder stadig med en dårlig smag i munden over Kavanaugh-høringerne. Både på Christine Blasey Fords og Brett Kavanaughs vegne. Vi kommer nok aldrig til at finde ud af, hvad der skete tilbage i 80’erne. Dr. Blasey Fords vidneudsagn var et af de mest slående øjeblikke, jeg personligt har oplevet i amerikansk politik. Og på trods at det, var der utvivlsomt 40 senatorer, der var klar til at stemme ja til Kavanaugh få minutter efter. Omvendt var anklagerne fra Julie Swetnick og avokaten Michael Avenatti skamfulde set i lyset af, at Swetnick ændrede forklaring under et interview med NBC, og at mediet bragte interviewet, på trods af at et af Swetnicks hovedvidners forklaring var blevet overdrevet.

Jeg har mange tanker om, hvor Robert Muellers undersøgelse ender, men i sidste ende ved ingen, om han tiltaler medlemmer af Trump-kampagnen for konspiration eller koordinering med Rusland, eller hvor aggressivt han vil gå efter præsidenten i spørgsmålet om at obstruere rettens gang. Det står klart, at Roger Stone er i søgelyset, og det vil ikke overraske nogen, hvis han bliver tiltalt inden for de næste måneder. Det kan også være, at der ikke er beviser nok. Uanset hvad der sker i fremtiden taler resultaterne for sig selv. Og med dysfunktionen i Kongressen er hans anklagerskrifter sandsynligvis de bedste redegørelser for Ruslands indblanding i det amerikansk præsidentvalg, som vi får.

Hold på hat og kønsdele, hvis Demokraterne tager flertallet i et af Kongressens kamre. Forvent at de vil gå efter præsident Trumps skattepapirer, undersøge korruptionen i administrationen og genoptage kontrol og holde høringer omkring nogle af de mest politisk ømtålelige emner såsom Puerto Rico og familieadskillelse.

Der er forskellige teorier om, hvor immun præsident Trump er overfor de mange skandaler og normbrud, der har været en del af 2017 og 2018. Der er mange nuancer i spørgsmålet, og hvordan andre politiske fænomener interagerer med opfattelsen af præsidentens præstation. Men groft sagt er jeg på holdet, der siger, at manden i Det Hvide Hus bliver straffet for hans unormale opførsel. Generelt bliver han mere populær, når han ikke er i søgelyset. Og i en ny bog skrevet af John Sides, Michael Tesler og Lynn Vavreck viser de, at Trump underpræsterer i forhold til historiske trends. En typisk præsident, der har så god en økonomi og så høj en forbrugertillid ville have en vurdering, der var op til 20 procentpoint bedre.

Det demokratiske primærvalg i 2020 bliver den helt store test for, hvor radikalt og venstredrevet partiet er blevet i Trump-æraen. Amerikansk politik har længe været asymmetrisk. Det Republikanske Parti er for eksempel langt mere ideologisk ekstremt ifølge den såkaldte DW-NOMINATE skala. Men Demokraterne er rykket mere imod deres ideologiske pol, og demokratiske vælgere er blevet mindre kompromissøgende. Selvom der ikke umiddelbart er mange tegn på venstrefløjens svar på the Tea Party, er det værd at holde øje med.

Den lovgivende proces er brudt sammen. Skatteloven blev vedtaget over relativt kort tid. Det var endnu værre med forsøgene på at fjerne Obamacare. Sundhedssystemet udgør mindst en sjettedel af den amerikanske økonomi. På et tidspunkt sendte det republikanske flertal en lov til afstemning efter to uger, uden en eneste høring og uden beregninger fra embedsværket om, hvor manges forsikring det ville påvirke, og hvad det ville gøre ved forsikringspriserne.

Demokraterne er nødt til at finde ud af, hvordan de vil håndtere immigration fremover. Partiet har rykket deres platform langt imod venstre. Tilbage i 2006 var partilinjen tæt på GOP’s nuværende platform. Det har de aldrig fundet sig til rette med. Det var tydeligt under shutdown-kampen tidligere i år, hvor de led et politisk nederlag. Og hvis valget i 2020 igen bliver kæmpet omkring identitet som race og immigration, er det ikke til deres fordel.

Demokraterne har også noget af et problem i ledelsens top, hvis de genvinder Repræsentanternes Hus. Pelosi bliver nok Speaker, men det er en lappeløsning. De to andre muligheder er hvide mænd tæt på 80. Og den oplagte tronfølger tabte sit primærvalg. De har brug for nyt lederskab. Og politikere, der reflekterer partiet bedre.

En hel generation lærte om politik under præsident Obama og voksede op med idealismen i tv-serien West Wing. Der er mange kritikpunkter af Obama, men jeg tror ikke, det er partisk at påpege, at han forsøgte at være sober, opfordre til at deltage og så politik som et nobelt embede. Jeg kan ikke slippe tanken om, hvordan den nuværende generation bliver opdraget politisk. Deres første præsidentvalg var 2016, og de har aldrig oplevet tværpolitisk samarbejde. Trump-generationen på højrefløjen har ikke kendt til et andet parti end det moderne GOP, der for eksempel er det eneste højreorienterede parti i den vestlige verden, der ikke anerkender videnskaben bag klimaforandringerne. De to mest prominente serier, der beskriver politik er House of Cards og satireserien Veep. Veep er i øvrigt den serie, som alle der har arbejdet i Kongressen siger kommer tættest på at skildre hverdagen på the Hill korrekt.

De bedste tv-reklamer

Til slut, en af mine helt store fascinationer i amerikansk politik er kandidaternes reklamer. De fleste følger en forudsigelig skabelon eller er vredet til døde af konsulentretorik. Men ind imellem rammer en reklame plet. Eller er så absurde, at de efterlader dig hylende af grin. Her er et udvalg af mine favoritter fra 2018.

Elissa Slotkin (D) i MI-08

Ron DeSantis (R) i Floridas guvernørvalg

Lucy McBath (D) i GA-06

Antonio Delgado (D) i NY-19

Amy McGrath (D) i KY-06

Brian Kemp (R) i Georgias guvernørvalg

MJ Hegar (D) i TX-31

Og her er nogle af de mere obskure:

Levi Tillemann (D) i CO-06

Richard Painter (D) i Minnesota

Don Blankenship (R) i West Virginia

Dan Helmer (D) i VA-10

Og nu er ventetiden snart ovre. Forhåbentlig er vi alle sammen klogere den 7. november.