Da Bush gik i krig mod både Irak og FN

Svenske Hans Blix rejste i 2002 til Irak som chef for FN’s våbeninspektører. Missionen lød: Find Saddams masseødelæggelsesvåben. Men Blix fandt ingen våben og FN kunne derfor ikke se noget grundlag for at legitimere en militær operation i Irak. Men det stoppede ikke Bush. Tværtimod gik han i krig mod både Irak og FN. Læs uddrag af Anders Agner Pedersens interview med Hans Blix fra bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’ her

Blix og hans hold fandt ingen masseødelæggelsesvåben i Irak. Tværtimod tydede stadig mere på, at der var tale om et bluffnummer fra Saddam Husseins side, og dermed var den trussel, amerikanerne havde talt om, ikke til stede.
Dermed burde sagen være klar, men nej. Amerikanerne var langt fra overbeviste om, at Blix’ rapport var ensbetydende med, at der ikke var masseødelæggelsesvåben. Bare fordi Blix ikke har fundet nogen, er det jo ikke ensbetydende med, at der ikke er nogen, lød det blandt andet.
Samtidig fortsatte argumentationen om, at det måtte have konsekvenser, at Saddam Hussein gentagne gange havde forbrudt sig mod FN’s resolutioner. Derfor var det i lige så høj grad for FN’s skyld, at man ønskede at afvæbne ham, lød det ikke bare fra USA, men også fra både briterne og Danmark.
I FN så både Kofi Annan og Hans Blix på udviklingen med stor alvor. For intet tydede på, at amerikanerne var til at standse. Tværtimod var de i gang med at indlede en krig på et yderst tvivlsomt grundlag. Og hævdede samtidig, at det også var for FN’s skyld. Selv om Sikkerhedsrådet var splittet i sagen og FN’s egne våbeninspektører ikke havde fundet noget, der kunne dokumentere de amerikanske påstande om masseødelæggelsesvåben.
Derfor havde både Annan og Blix mere end vanskeligt ved at se legitimiteten i krigen. Dette gjorde dog ikke nævneværdigt indtryk på amerikanerne. I hvert fald ikke nok til, at de ændrede planer. Og i marts 2003 indledte den amerikansk ledede koalition krigen i Irak.
Kort tid efter fratrådte Blix sin post og vendte tilbage til sit otium i Stockholm. I 2004 udgav han bogen ’Afvæbning Af Irak’, hvori han udlagde forløbet og rettede en skarp kritik af Bush-administrationen.
Og det er netop i lejligheden i Stockholm, at den nu 87-årige Blix tager imod. Den store lejlighed i bydelen Östermalm er en af den slags lejligheder, hvor man tydeligt fornemmer, at der er blevet levet et langt liv. Indretningen fortæller historier om Blix-ægteparrets liv og oplevelser. Og skulle man være i tvivl om, at Blix spillede en vigtig rolle i en af de mest centrale begivenheder i nyere tid, kræver det blot et blik ud i den lille gang, der fører fra den ene del af stuen ud til køkkenet.
’Blix not bombs’ står der med store, sorte bogstaver på en hvid plakat.
”Den stammer fra en demonstration imod krigen, som blev holdt foran FN’s hovedkontor. Det var den svenske FN ambassadør, som havde fundet den, og som så forærede den til mig,” fortæller Blix, mens han tager bakken med kaffen og småkagerne.
Vi sætter os i det lille sofaarrangement ved et af de mange vinduer i den store dagligstue. Blix fortæller, at han er i gang med at skrive på en ny bog, og at han senere på eftermiddagen skal hen og uddele en stor politisk pris. Pensionist? Måske nok. Men fortsat i fuld vigør.

Var USA på noget tidspunkt optaget af at få FN’s opbakning til krigen i Irak, som du ser det?
”USA har jo altid haft en noget reserveret attitude over for FN. Langt mere end langt de fleste andre lande. Hvilket er paradoksalt, eftersom det i sin tid var USA, der var nøglen til at man skabte FN. Irakkrigen var på alle måde kontroversiel, blandt andet fordi en del af den amerikanske begrundelse for krigen var, at Irak forbrød sig mod FN’s sanktioner, kombineret med forventningen om, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Men sandheden er jo, at FN ikke kom til at spille nogen rolle overhovedet i de amerikanske planer. Bush-administrationen var ganske enkelt ligeglad. Grunden til, at de endte med at gå med til at vi gennemførte våbeninspektionerne, var at Blair skulle bruge det hjemme i Storbritannien. For hvis Bush gerne ville have Blairs støtte og bredere støtte i det hele taget, så blev han nødt til at også at følge FN sporet. Men Bush-administrationen gav ikke noget som helst for FN.”

Hvorfor tror du, at det var sådan?
”Den senere FN-ambassadør, John Bolton, sagde jo, at han ikke mente, det ville være noget problem, hvis de 20 øverste etager af FN hovedkontoret forsvandt. Der var i det hele taget en arrogance over for FN. Der var og er det anderledes med Demokraterne. Obama eksempelvis har en meget anderledes indstilling til FN. Det samme havde Clinton, der i sin tid sagde: ’Internationalt hvis kan. Bilateralt, hvis det er nødvendigt.’ Med Bush-administrationen var det lige omvendt. De så det sådan her: ’Vi er stærke nok selv’.”

Læs hele Anders Agner Pedersens interview med Hans Blix i bogen ‘FN – Vores Sidste, Bedste Håb’, der udkommer på People´s Press mandag den 14. september.