Crist i hård kamp for comeback

Et udtryk i amerikansk politik er ’Time to write your book’. Hermed menes, at karrieren er slut, og en sidste løncheck i form af en bogudgivelse bør forfølges. Charlie Crists ellers lovende karriere som republikansk politiker er da også død og begravet. Men Crist forsøger med sin bog at genoplive sin karriere som demokrat.

Charlie Crist voksede op i Florida i en familie fasttømret i det republikanske parti. Da han i 2007 blev valgt til at afløse Jeb Bush som Florida’s guvernør, var det da også på baggrund af traditionelle, republikanske mærkesager som besparelser, skattenedsættelser og en stram ’law and order’ politik. Som en, trods alt, moderat mainstream republikaner var Crist imponeret af den nyvalgte præsident Obama, og Crist peger selv i sin nye bog direkte på hans varme velkomst af Obama som starten på sit fald fra tinderne i det republikanske parti.

Med bogens fulde titel ’The Party’s Over – How the Extreme Right Hijacked the GOP and I Became a Democrat’ lægger Crist op til en indsigtsfuld beskrivelse af højredrejningen i det republikanske parti. Men den dybere analyse udebliver, og man får snart færten af en anden dagsorden. Vi har her at gøre med valgflæsk fra en mand, der står med et forklaringsproblem overfor de demokratiske vælgere, han nu bejler til.

Samme politik i ny indpakning
Der er ingen som helst tvivl om, at Crist var en populær guvernør med flair for det brede samarbejde. I sin bog påpeger han ofte sin villighed til at gå imod sit eget partipolitiske bagland og blive ’folkets guvernør’. Crist blev da heller ikke slået i et valg, men valgte selv at gå af som guvernør i forsøget på i 2010 at blive valgt som én af Floridas to repræsentanter i det amerikanske senat. I den forbindelse fik han dog for alvor ørerne i partimaskinen og følte den vrede, hvormed det yderste højre var begyndt at indtage partiet.

Allerede i de republikanske primærvalg blev Crist mast ud til siden af Marco Rubio, der nu har tilnavnet Tea Partys kronprins. I stedet for bare at give op og gå tilbage til et næsten sikkert genvalg som guvernør, valgte Crist at fortsætte senatskampagnen som uafhængig. Hermed var hans lange republikanske karriere slut, og han fik at føle, hvor alene man kan være uden et stort parti i ryggen. Alt hans personale forlod kampagnen, der snart blev ledet af Crists egen søster. Uden et partiprædikat fik guvernøren med opbakning fra 60-70% af befolkningen kun 30% af stemmerne ved valget, og alt var tabt.

Det var ikke lykkedes Crist at sælge sin ellers uændrede politik som uafhængig, men som midtsøgende politiker i nutidens amerikanske politiske klima, havde han fået fans i både Bill Clinton og Barack Obama. Crist var stadig ikke registreret som demokrat, da han blev tilbudt taletid ved det demokratiske konvent i 2012. Men hans tunge venner hjalp ham til at træde ind i partiet med en god portion profil intakt.

Crist stiller nu op til guvernørvalget i Florida i november, og ved seneste meningsmålinger stod han til at storme gennem de demokratiske primærvalg og derefter slå den siddende Tea Party-støttede guvernør, Rick Scott.

Tendensen er temaet
Når man så sidder d. 4 november i kolde Danmark og intet ænser af guvernørvalget i Florida kan man passende spørge sig selv, hvorfor Charlie Crists bog skulle være interessant. Det er den, fordi Crist var én af de første til at blive ’primaried’. Dette nye ord i amerikansk politik dækker over den taktik, det yderste højre har lagt for at opnå indflydelse.

Startende i netop 2010 og mest prominent set ved Marco Rubio(Fl.) og Rand Paul(Ky.) indledte Tea Party deres erklærede kapring af det republikanske parti. Deres udsete vej til indflydelse i amerikansk politik går nemlig ikke over slagne demokrater, men rettere over snigløbne republikanere. I de sikre, republikanske valgdistrikter stiller man en kandidat op imod en mainstream republikaner ved primærvalgene. Her appellerer man så til de ultrakonservative vælgere, der hidtil har måttet ’nøjes’ med en moderat republikaner.

Der er derfor tale om en kapring af ’the Grand Old Party’. Matt Kibbe, der er CEO for tænketanken – eller rettere Tea Party pengetanken – FreedomWorks lægger ikke skjul på valgstrategierne. Han bruger selv udtrykket ’hostile takeover’ om forholdet til det republikanske parti og går endda så vidt som at indrømme, at det simpelthen er nemmere at overtage deres gennemprøvede infrastruktur end at etablere sin egen.

Et spørgsmål om principper
Står man som republikaner overfor en udfordrer fra det yderste højre, har der vist sig at være tre gængse udveje. Man kan som Charlie Crist tage et skridt til venstre og forsøge sig udenfor de republikanske rækker. Dette er selvfølgelig kun muligt, hvis éns politik er foreneligt med det. Crist bruger i sin bog meget sideplads på at beskrive de beslutninger, han har taget, der ligger tættere op ad demokratisk end republikansk politik. F.eks. optages Crist meget af valgret. Han arbejdede meget hårdt ved præsidentvalget 2008 på at undgå det samme kaos som i Florida tilbage i 2000. Dette arbejde samt en lov, der genetablerer dømte forbryderes valgret var, hvad der vandt ham Bill Clintons støtte.

Et andet valg for en presset mainstream republikaner kan være et skridt til højre – eller to. Den højt rangerede og ellers selv meget konservative senator fra Kentucky, Mitch McConnell indtog ved den netop overståede konservative CPAC konference scenen viftende en riffel over hovedet, som Charlton Heston altid gjorde det ved National Rifle Associations konferencer.

Sidste og risikable udvej er at stå ved sig selv og kæmpe imod. Dette har været en risikabel mulighed, men ved primærvalgene i Texas d. 4. marts viste Tea Party udfordrerne sig svagere, end de ellers har været. Der er delte meninger om, hvorvidt det er første tegn på enden af Tea Partys indtog. Men samtidig har det dog vist sig, at linselusen Rand Paul ligger side om side med Jeb Bush, når republikanske vælgere bliver spurgt, hvem de gerne ser stille op til præsidentvalget i 2016.

Charlie Crists kampagne har indtil videre været højt profileret med besøg hos både Stephen Colbert og Bill Maher. Men i bogen viser han også, at en valgkamp i USA kræver villigheden til lidt mudderkast. Alt sammen fortæller historien om en stærk polarisering i amerikansk politik.