I USA går sommerferien på hæld, og til trods for stor modstand fra servicemedarbejdere, undervisere og de studerende selv, er mange unge begyndt at vende tilbage til landets universitetscampusser. Hvor man i foråret oplevede, at studerende blev sendt hjem og universiteterne lukkede for fysisk aktivitet, så forsøger især de offentlige universiteter at holde åbent i efterårssemestret på grund af deres prekære økonomiske forhold.
Den amerikanske uddannelsessektor har været under et enormt pres siden COVID-19 i foråret vendte op og ned på samfundets indretning. I den højere uddannelsessektor, som universiteter i alskens former og størrelser tilhører, har coronakrisen tvunget mange universitetsadministrationer til enten at sende servicemedarbejdere og undervisere på ulønnet orlov eller simpelthen afskedige dem. Hvis man læser lidt om hvilken forfatning nationens højere uddannelsessektor har været i de seneste fire årtier, bliver man dog ikke overrasket over de drastiske midler, som den nuværende økonomiske nedgangsperiode har tvunget universiteterne til at tage i brug.
Fra læringsanstalt til ‘Big Business’
Fortællingen om det moderne amerikanske universitetssystem starter efter 2. verdenskrig, hvor et lovforslag, der i folkemunde kaldes “the GI Bill,” gav mange hjemvendte soldater betalingsfri adgang til et hidtil uset antal uddannelsesmuligheder. Den eksplosive stigning af indskrevne studerende skete i takt med afindustrialiseringen i den vestlige verden, og i den anden halvdel af det tyvende århundrede forøgedes behovet for informationsdrevet arbejdskraft markant, hvorfor de amerikanske universiteter også omstillede sig til de nye omstændigheder. Selvom uddannelse var blevet mere tilgængeligt, var universiteternes primære mission ikke længere at uddanne borgere, der tjente civilsamfundets bedste, men derimod at give de studerende viden, så de efter endt uddannelse bedre kunne navigere det hastigt forandrende arbejdsmarked og ansættes i fortrinsvis private virksomheder.
Efterhånden som den højere uddannelsessektor blev mere og mere professionaliseret, altså målrettet den private jobsektor, begyndte universitetsadministrationerne også at imitere ‘Big Business’-strukturen, ofte på bekostning af den enkelte studerendes økonomiske helbred. Gradvist begyndte universiteterne at udvide deres administrative afdelinger, hvor ledernes lønninger pludselig overgik undervisernes, og hvor idéer såsom ‘cash flow’ og profitmaksimering blev en central del af universiteternes infrastruktur. Dette resulterede blandt andet i høje stigninger af de såkaldte “tuition-fees,” og selvom egenbetalingsmodellen har været en grundsten i det amerikanske universitetssystem siden det nittende århundrede, markerede prisstigningen i slutningen af 1970’erne alligevel et markant skift, da tuition-inflationsraten begyndte at være uforholdsmæssigt meget højere end inflationsraten i det gængse amerikanske samfund. Ydermere, og set i lyset af både statslige og føderale myndigheders manglende politiske vilje til at investere i uddannelsessektoren i moderne amerikansk historie, så fremstår vigtigheden af egenbetalingsmodellen endnu tydeligere efter finanskrisen i 2008, hvor de føderale myndigheder nedprioriterede universiteternes økonomiske udfordringer. (Se f.eks. PEW Research Centers analyse af denne udvikling.)
Den høje egenbetaling har betydet, at studerende nu til dags (med rette) anser sig selv som forbrugere af universiteternes goder og ressourcer, hvilket har destabiliseret den højere uddannelsessektor. Ifølge en undersøgelse foretaget af uddannelsesmediet Inside Higher Ed i 2018 er blot en fjerdedel af alle undervisere i det amerikanske universitetssystem fastansatte, mens resten af arbejdsstyrken udlever en mere vanskelig eksistens bestående af korttidsansættelser og dårlige lønninger. Derudover understregede undersøgelsen også, at meget af undervisningen på R-1 universiteter, altså forskningsinstitutioner, foretages af ph.d.-studerende, der i denne kontekst ikke værdsættes for deres fremtidige forskningsbidrag, men derimod betragtes som billig arbejdskraft. Skiftet til en regulær ‘Big Business’-model har på mange uddannelsesinstitutioner altså været med til at skabe en kultur, hvor der anvendes uhyrlige summer på overdådige bygninger, sportshold, de studerendes leveforhold og administrative lønninger, men hvor den finansielle støtte til undervisere og servicemedarbejdere – de ansatte, som sørger for, at dagligdagen på universitetet rent faktisk forløber, som den skal – er blevet mere og mere udsultet.
Og hvad så med coronakrisen?
Det kan måske være svært at gennemskue sammenhængen mellem denne generelle udvikling på universiteterne og den ekstraordinære krise, som lige nu har tvunget det amerikanske samfund i knæ. Men man kan ikke analysere det ene element uden at tage højde for det andet. De prekære økonomiske forhold der i øjeblikket presser mange institutioner til det yderste, er direkte relateret til nedprioriteringen af arbejdernes velfærd og jobsikkerhed, og som det fremgår af The Chronicle of Higher Educations database over tabte jobs, har den højere amerikanske uddannelsessektor aldrig oplevet en så drastisk forvandling til det værre, som den gør i øjeblikket.
Kamplinjerne mellem arbejdere og arbejdsgivere var på nogen universiteter allerede blevet kridtet op inden COVID-19 gjorde sit indtog i det amerikanske samfund. På University of California-Santa Cruz nedlagde mange ph.d.-studerende for eksempel deres arbejde i december 2019 i en “wildcat-strejke” – en strejke, der ikke har arbejdernes fagforenings velsignelse – i protest mod deres utilstrækkelige lønninger. I kølvandet på at University of California-Santa Cruz’ ledelse afskedigede over 80 af de strejkende ph.d.-studerende i januar spredte strejken sig endda til andre University of California-campusser, inden pandemien satte en effektiv stopper for den fysiske arbejdsnedlæggelse på universiteterne. Begivenhederne der udspillede sig i Californien, er blot ét af flere eksempler på den splittelse, man efterhånden kan identificere på mange institutioner. Selv på Brown University, som ellers er ét af de økonomisk velfunderede Ivy League-universiteter, har ph.d.-studerende i løbet af coronakrisen dannet en fagforening og forhandlet en overenskomst på plads for at beskytte den enkelte arbejders indkomst og arbejdsvilkår. (Her skal vi huske på, at det kun er på et fåtal af institutioner, typisk de mest eksklusive, hvor medarbejderne arbejder i henhold til en overenskomst.)
Med den ovenstående kontekst in mente er det næppe nogen overraskelse, at den højere uddannelsessektors aktuelle problemer har vidtrækkende sociale konsekvenser. I privatsfæren skal mange ansatte levere deres eget arbejde samt tage sig af deres børns skolegang – i flere stater foretages undervisningen på børne- og ungdomsuddannelser virtuelt i efteråret – og på universiteterne, hvor mange administrationer insisterer på at bringe de studerende tilbage til deres respektive campusser, grundet det økonomiske tab universiteterne vil opleve, hvis ikke den enkelte betaler for blandt andet kost og logi, tvinges undervisere og andre medarbejder til at risikere deres eget helbred for at levere en service til de betalende forbrugere. Uholdbarheden af det sidstnævnte krav er i skrivende stund allerede dokumenteret på flere universiteter, deriblandt University of North Carolina og Notre Dame, hvor ledelserne efter blot én enkelt uge med studerende på campus har skrottet en hel sommers utopisk planlægning og omstillet sig til virtuel undervisning.
Der hersker ingen tvivl om, at pandemien har intensiveret det økonomiske pres, som de fleste uddannelsesinstitutioner opererer under. Men det vil være naivt, at anskue den nuværende krise som et enkeltstående særtilfælde, som man politisk eller institutionelt ikke kunne have gjort noget for at forhindre. Tværtimod er den prekære situation, som størstedelen af de amerikanske universiteter umiddelbart befinder sig i et direkte produkt af de enkelte universiteters mangelfulde økonomiske infrastrukturer samt mange års føderal og statslige negligering af uddannelsessektorens betydningsfulde rolle i samfundet.
