Clinton vil fortsætte Obamas klimakamp

Obamas efterfølger får overdraget et USA, som har taget store klimapolitiske skridt i de senere år. Meget af det står dog og falder med den næste præsident. Med Hillary Clinton er Obamas klimapolitiske arv sikret. Og mere til. Hun vil nemlig gøre USA endnu grønnere end landet er blevet under Obama. Men er det ideologi eller vælgerstrategi, der driver Clintons klimapolitik?

Hvis ellers ikke lungebetændelse, ildebefindende, e-mail skandalen og Benghazi-sagen tager livet af Hillary Clintons kampagne for at blive Obamas efterfølger, så vil hun, som USA’s næste præsident, blive kastet direkte ind i klimakampen. For USA er i de seneste år gået fra at glimte i sit fravær i kampen imod klimaforandringer til at være et kæmpemæssigt aktiv i klimakampen. USA deltager nu både i kampen mod den globale opvarmning nationalt og internationalt. Clinton skal derfor løfte en tung klimapolitisk arv fra Obama. Men det er hun så sandelig også parat til at gøre. Og mere til.

Den klimapolitiske arv
Der er mange springende punkter i den klimapolitiske linje, som Hillary Clinton kommer til at arve. Men peger man på et enkelt nationalt klimapolitisk tiltag fra Obama-tiden, som får betydning for Clinton, er det afgjort revitaliseringen af den amerikanske energiproduktion, den såkaldte ’Clean Power Plan’, som står og blinker. For med ’Clean Power Plan’ står energisektoren i USA står overfor en kæmpemæssig forandring.

Kort sagt skal kulkraft udfases og gøres renere. Hvis ’Clean Power Plan’ klarer skærene i de forestående retssalsdramaer, som de allermest passionerede politiske modstandere vil trække planen igennem, vil det være den mest skelsættende klima- og energipolitiske reform i USA nogensinde. En reform som i høj grad står og falder med den næste præsident.

På den internationale klimapolitiske scene vil Clinton også overtage et USA, som har rykket sig i et hidtil uset omfang. For selvom der nok ikke var mange, der havde forventet, at der ville komme en så ambitiøs klimaaftale ud af COP21 mødet i Paris, havde endnu færre regnet med, at USA ville tilslutte sig Paris-aftalen. I hvert fald med de målsætninger, aftalen indeholder. USA’s opbakning til aftalen blev forleden slået endeligt fast på G8 mødet i Kina. Obama og Kinas præsident, Xi Jinping gav hinanden hånd på at ratificere Paris-aftalen. Ratificeringen og USA’s fremtidige tilslutning til Paris-aftalen afhænger ligeledes af den næste præsident i rækken.

Arven føres videre
Hvis den næste amerikanske præsident bliver Hillary Clinton, skal Obama ikke være nervøs for sin klimapolitiske arv og for det berømte eftermæle. For Obamas klimapolitik vil blive ført videre. Det er mere eller mindre slået fast med syvtommer søm, at ’Clean Power Plan’ og USA’s tilslutning til Paris-aftalen vil bestå med Clinton som præsident. Herudover er Clinton også imod den berømte og berygtede Keystone XL rørledning, som Obama nedlagde veto imod. Ergo vil olien fra den canadiske tjæresand heller ikke blive transporteret igennem USA med Clinton som præsident.

Obama har lagt det vigtige fundament for USA’s klimapolitiske retning både nationalt og internationalt, men det er op til Clinton at forankre dette. Og det vil hun uden tvivl gøre. Samtidig vil hun med overvejende sandsynlighed komme til at definere en klimapolitisk retning, som er endnu mere omfattende og endnu grønnere end det Obama har præsteret. Det er i hvert fald det, der er blevet lovet vælgerne.

Mere solenergi og grøn konkurrence
Hillary Clinton har nemlig sine egne klimapolitiske projekter, som kan gøre hende til en endnu grønnere præsident end Obama. Det står eksempelvis klart, at hun har en helt særlig ambition om at øge antallet af solpaneler i USA. Og det i et ganske betydeligt omfang. I løbet af de fire år som præsident, er det målet at have installeret en halv milliard solpaneler. Dette skal eksempelvis ske via Clintons interessante klimapolitiske vision for at fremskynde grøn omstilling.

Hun vil nemlig bruge 60 milliarder dollars på en slags klimakonkurrence med titlen ’Clean Energy Challenge’. Ideen går ud på at få stater, byer og lokalsamfund til at gøre mere for at benytte sig af grøn energi ved hjælp af deres konkurrencementalitet. Og en stor bunke føderale dollars. De bedste til at skabe grøn omstilling vil modtage flest påskønnelsespenge. Vi har endnu til gode at få planen mere udfoldet op til selve valget. Men det virker sikkert, at med Clinton som præsident, vil der blive satset massivt på solenergi i USA. Højst sandsynligt med et interessant konkurrenceelement som tilsat krydderi.

Begejstringen for skifergas er dalet
Helt på linje med Obama, mener Clinton, at skifergas er en mægtig god energikilde, da den ikke belaster klimaet i samme omfang som eksempelvis kul og olie. For skifergas udleder ikke nær så meget CO2 som andre fossile energikilder. Skifergas er samtidig billigt, blandt andet fordi USA har meget af det. Men Clintons begejstring for skifergas er dog ikke, hvad den har været. Udledning af metangas er en bi-effekt af skifergas produceret energi, og metangas betragtes som en værre drivhusgas end CO2. Clinton har derfor en ambition om, at udledningen af metangas skal reduceres med mellem 40-45 procent.

Skifergas vil, med Clinton som præsident, fortsat være en vigtig del i den amerikanske energisammensætning. Men hvis Clinton vil gøre alvor af sit klimapolitiske program, virker det dog utænkeligt at udvindingen skal foregå i samme omfang og på samme måde som det sker i dag. Det er derfor sandsynligt, at hun vil overveje at bruge skitsen fra Obamas ’Clean Power Plan’ overfor skifergasproducenterne for på den vis at sikre mindre udledning af metangas samt at gøre produktionen mindre skadelig for miljøet.

Clintons klimapolitik skal også ’please’
Clinton er tilsyneladende mere ambitiøs klimapolitisk end Obama. Spørgsmålet er, hvad der driver hendes klimapolitik. Er det ideologi? Eller er det for at skaffe vælgere? Der er flere grunde til at stille sig dette spørgsmål.

Der foregår nemlig et stille slagsmål i Clintons politiske program. På den ene side lægges der tryk på nødvendigheden i at øge andelen af vedvarende energi i USA og kæmpe imod klimaforandringer. Samtidig er det tydeligt, at hun ønsker flere veje til biler samt flere, større og bedre lufthavne landet over.

Der er ingen tvivl om, at biler og fly udleder en masse CO2, og dermed bidrager væsentligt til den globale opvarmning. Bilister og flypassagerer skal altså have bedre vilkår under Clinton, men samtidig skal USA blive grønnere. Der er et åbenlyst modsætningsforhold i dette. Dog skal det retfærdigvis nævnes, at et af punkterne i Clintons klimapolitiske program i en bisætning omtaler nødvendigheden af at få flere energieffektive biler og lastbiler på vejene.

Herudover er det ikke nogen hemmelighed, at Clinton har været nødt til at ’please’ Bernie Sanders tilhængere. Og at hun skal fortsætte med det. Hun har simpelthen brug for Sanders’ støtter. Et vigtigt element i Sanders’ kampagne gik på at gøre USA endnu grønnere samt at bandlyse al lobbyisme fra olie- og kulindustrien i Washington. Fossile brændsler og deres talerør i USA skulle udryddes, og allerede i 2050 skulle 80% af USA energi komme fra vedvarende energi. Stensikkert er det, at det ikke kommer til at gå så vidt med Clinton som præsident. Men hun har været nødt til at lytte til Sanders, og eksempelvis peger hun på – ligesom Sanders gjorde det – at, skattefordele til olievirksomheder skal være fortid.

Clintons klimapolitik kan til dels være for at glæde venstrefløjen i USA. Men samtidig skal man ikke underkende, at hun altid har givet sin støtte til Obamas klimapolitik. Hvad motivet er for at lægge yderligere på, er svært at gennemskue. Handler det om klimaideologi eller iskold vælgerstrategi? Der er tilsyneladende tale om en kombination. Dog udgør Clintons egen klimapolitik og -ideologi den største andel i denne kombination.

Uanset om Clinton havde været nødt til at ’please’ Sanders’ vælgere eller ej, hersker der ikke tvivl om, at Clinton ønsker at fortsætte det – efter amerikanske standarder – klimapolitiske fakkeltog, som Obama begyndte.