Clinton, Carville og den tredje vej

Ny bog om politisk kommunikation og spin tager læseren med helt tilbage til Clintons 1992-valgkamp og fortæller historien om, hvordan relanceringen af Demokraterne og professionaliseringen af politisk kommunikation blev en inspirationskilde for blandt andet Tony Blair og Anders Fogh Rasmussen. Kongressen.com bringer her et uddrag af bogen ’Da Spin Erobrede Danmark’

Få politikere er dygtigere kommunikatorer end den demokratiske præsident, Bill Clinton, der fra 1993-2001 stod i spidsen for en af de mest succesfulde perioder i amerikansk økonomi. Forud for Clintons otte år ved magten havde der udspillet sig en lang og dramatisk valgkamp, som på mange måder blev revolutionerende for måden at kommunikere politik på. Godt hjulpet af sine to rådgivere, James Carville og George Stephanopoulos, professionaliserede Clinton sin politiske kommunikation, relancerede det demokratiske parti og endte med at vælte den siddende præsident, George H. W. Bush.

Clintons succes blev en kilde til stor inspiration for flere europæiske politikere. Ikke mindst den britiske oppositionsleder på det tidspunkt, Tony Blair, der drog til staterne for at gå Clinton i bedene og overføre hans succesfulde stil til Storbritannien. Øvelsen lykkedes som bekendt, og Blair vandt en jordskredssejr ved valget i 1997, der efterfølgende blev eksemplet, som danske Anders Fogh Rasmussen lod sig inspirere af, da han relancerede Venstre og vandt en klar sejr ved valget i 2001.
Hele denne historie bliver fortalt i den nye bog ’Da Spin Erobrede Danmark’, som journalisterne Anders Agner Pedersen og Jens Aagaard har skrevet, og som udkommer i dag. Kongressen.com bringer her et uddrag af et af bogens indledende kapitler, der handler om, hvordan Clintons tredje vej vendte op og ned på den politiske kommunikation og måden at føre valgkamp på i Amerika.

Uddrag fra kapitlet ’Den Tredje Vej’
I starten af 1990’erne begyndte en bølge at rulle fra USA i retning af Europa. Den amerikanske præsidentkandidat, Bill Clinton, førte i 1992 en valgkamp mod den siddende præsident, George H.W. Bush, som gav genlyd i flere europæiske lande. Ganske vist var den indledende del af Clinton-valgkampen en rodebutik uden ret meget struktur eller fokus. Og da Clintons mangeårige elskerinde, Gennifer Flowers, få dage før det vigtige primærvalg i New Hampshire stod frem i offentligheden og fortalte om forholdet, lignede Clinton ikke en mand, der skulle blive en inspiration for andre politiske ledere.

Men på bemærkelsesværdig vis formåede Clinton at holde sin kampagne flydende, og langsomt kom der orden i kaos. Med kampagnestrategen, James Carville, og kommunikationschefen, George Stephanopoulos, i spidsen fik Clinton styr på sagerne. Strategien var simpel, men effektiv. For det første skulle Clinton transformere Det Demokratiske Parti. Det handlede om at italesætte de nye tider, som Clinton stod for og ikke mindst det politiske alternativ, han ville være til den siddende præsident. Dette blev virkelighed, da Clinton relancerede sit parti som New Democrats og den type af politik han stod for som The Third Way, den tredje vej. Med denne manøvre formåede Clinton at signalere nyskabelse til den amerikanske befolkning, samtidig med at han rykkede sit parti ind mod midten og dermed gjorde det muligt at appellere til den store gruppe af midtervælgere, der spiller en vigtig rolle i amerikanske valgkampe. Med The Third Way kunne Clinton samtidig lægge afstand til tidligere demokratiske nederlag og appellere til republikanske vælgere, som ikke mente, at præsident Bush havde tilstrækkeligt med planer for, hvordan USA skulle agere i det internationale samfund efter Den Kolde Krigs afslutning.

Samtidig havde den amerikanske økonomi det ikke for godt, hvilket Clinton og hans folk derfor besluttede at gøre til deres mantra. Det handlede ganske enkelt om at tage ejerskab over den økonomiske dagsorden, og uanset hvad præsident Bush end måtte sige og gøre, så var der kun en ting, der virkelig betød noget – økonomien. Det så længe ud til at være en umulig opgave at vælte den siddende præsident, ikke mindst fordi Bush efter Golfkrigen havde skyhøje popularitetstal i diverse målinger. I Clinton-lejren var der imidlertid ingen tvivl. Hvis Clinton skulle have en chance, så gjaldt det om at køre kampagnen på få, centrale budskaber, som blev gentaget til bevidstløshed. Bedst illustreret er dette i James Carvilles bog Buck Up, Suck Up And Come Back When You Foul Up, hvor Carville beskriver måden, hvorpå han fik alle til at forstå,
hvad Clintons kampagne handlede om:
“Det handlede først om at vinde den demokratiske nominering som forandrings-kandidaten: En ‘new-ideas-New Democrat’, som kunne fikse økonomien. Vi havde en del taktiske diskussioner frem og tilbage, men Clinton mistede aldrig fokus på målet – at vinde Det Hvide Hus – eller strategien; nye ideer til økonomien. Vores stab derimod var jævnligt distraheret, derfor hængte jeg et skilt op, som hurtigt blev kendt. Der stod følgende:

“Change versus more of the same
It’s the economy, stupid
And don’t forget health care,” skriver James Carville og fortsætter:

“Hvis mantraet inden for boligbranchen er ‘beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, så er kommunikationens mantra ‘gentagelse, gentagelse, gentagelse’. Ved du, hvorfor politikere gentager det samme simple budskab tusindvis af gange? Fordi det virker. Fordi vi ikke følger med i hvert et ord, de siger – og for det korte øjeblik, hvor vi så hører, hvad de siger, så vil de gerne sige lige præcis det, som vil få dem valgt. De er ikke sikre på, hvornår det tidspunkt opstår, så de gentager deres budskab igen og igen. (Eller de gode gør i hvert fald).”

‘Da Spin Erobrede Danmark’ er skrevet af Jens Aagard og Anders Agner Pedersen og udkommer på People’s Press 23. januar 2013