Civilsamfundet er under pres

En klar tendens, som vi møder på verdensplan i disse år, er det såkaldte ”shrinking political and civil space”. Et stigende pres mod civilsamfund, journalister, menneskerettighedsforkæmpere, advokater og andre, der kritiserer regeringer. Både Amnesty og vores partnere oplever, at aktivister og kritikere udsættes for chikane, forfølgelse, vilkårlig fængsling og – nogle steder – tortur og drab.

Af Trine Christensen, generalsekretær, Amnesty Internationals danske afdeling

Amnesty International arbejder over hele verden for at sikre, at menneskerettighederne kan nydes af alle. Vores redskaber til at opnå det mål er research, dokumentation, kampagner, aktivisme og mediearbejde. Vi har fra begyndelsen været en organisation af medlemmer og aktive – almindelige borgere, der sammen ønsker at gøre noget imod uretfærdighed.

Den morgen, hvor jeg sætter mig for at skrive dette indlæg, mødte mine kolleger i vores Moskva-kontor op til en aflåst hoveddør. Låsen var skiftet ud, elektriciteten afbrudt, og døren forseglet. Amnesty har lejet lokalerne gennem 20 år, men nu var det lukket de russiske myndigheder – angiveligt fordi der ikke var betalt husleje. Det blev tilbagevist med bankudskrifter, og efter møder med bystyret, har vi lovning på, at kontoret atter kan åbnes i nær fremtid.
En administrativ fejl? Måske. Men den type af hændelser er ikke usædvanlige. Vores russiske kolleger opererer i en kontekst af alvorlig indskrænkning af råderummet for organisationer og systemkritikere. Lovgivning, der er indført i de senere år, kræver at alle organisationer, der modtager støtte fra udlandet, registrerer sig som ”fremmede agenter”. Samtidig pålægges de en Sisyfos-lignende byrde af bureaukrati og detaljeret rapportering om deres aktiviteter. Straffen for ikke at leve op til kravene er store bøder og potentiel fængselsstraf for ledelsen.

Internationale organisationer som Amnesty og Human Rights Watch har hidtil været relativt forskånet, da myndighederne primært har fokuseret på russiske organisationer. Flere og flere af disse er lukket ned, enten af myndighederne, eller fordi de ikke har mandskab og ressourcer til at håndtere bureaukratiet og uendelige retssager. I tillæg er det blevet forbudt at protestere og samles offentligt.

Den russiske model nyder tydeligvis stor opmærksomhed i andre lande. Forleden talte jeg med min tyrkiske kollega for at planlægge et besøg i Istanbul januar. Kun halvt i spøg sagde hun, at hun håbede, at der stadig ville være et Amnesty-kontor at besøge til den tid.

Udviklingen i Tyrkiet har været stærkt bekymrende over de sidste år, hvilket var en af årsagerne til, at Amnesty sammen med mange andre advarede EU mod at lave en flygtningeaftale med præsident Recep Erdogan. Efter det fejlslagne kupforsøg i juli, er der sket en voldsom forværring i undertrykkelsen af ytrings-, forsamlings- og foreningsfriheden. Over 100.000 offentligt ansatte er fyret, og 35.000 er fængslet på vage anklager om terrorstøtte. Samtidig er over 150 medier blevet lukket.

Historien gentager sig over hele verden. I Thailand, Egypten, Bahrain, Etiopien – listen er lang.

Fra flere sider rejser spørgsmålet sig: Er det ikke bedre med en ”stærk mand” til at lede disse lande? Bedre end at udviklingen går helt galt, som vi har set det i Libyen, Egypten og Syrien, hvor drømme om demokrati er afløst af kaos og konflikt? Rationalet er, at de væltede diktatorer trods alt gav stabilitet.

Men det er en logik, der helt glemmer, hvorfor det er gået så galt. Stærke mænd m/k har igennem årtier undertrykt de åbne samfund, udviklingen af demokrati og ytringsfrihed, og det underminerer civilsamfundet og de moderate kræfter.
Den forfærdelige konflikt i Syrien, som har sendt millioner på flugt, er resultatet af en ”stærk mand”, der besvarede befolkningens ønsker om mere demokrati med brutal undertrykkelse. De voldsomme kampe, tøndebomberne og udsultningen af Aleppos indbyggere har stor mediebevågenhed. Samtidig har præsident Assad skruet op for undertrykkelsen af civilsamfundet i regimets fængsler, hvor vi estimerer, at 66.000 mennesker er forsvundet, og mindst 17.000 er mishandlet til døde.
Det er kortsigtet at tænke, at de ”stærke mænd” udgør det mindste onde. Deres magt er i sin grundessens ustabil, fordi den er baseret på tvang. Og den dag de vælter, er der behov for et stærkt civilsamfund som grundlag for fred.

Det kan virke håbløst, når man ser ud over verdenskortet i dag. Men håbet ligger netop der, hvor angrebet er sat ind: I civilsamfundet. Blandt almindelige mennesker og i solidaritet på tværs af grænserne. Når jeg mødes med menneskerettighedsforkæmpere fra Bahrain, Uganda eller Rusland, står jeg ofte tilbage med en følelse af, hvor lidt vi dog gør, når man sammenligner med de ting, som de står igennem, og de risici, de løber. Men uanset hvor de er fra, siger de altid det samme: ”Tak fordi vi ikke står alene, tak for jeres indsats, breve og opråb, som giver mig håb og styrke til at fortsætte”.

Derfor er det så vigtigt, at vi i dag er flere organisationer og flere individer end nogensinde før, der arbejder for international solidaritet mellem almindelige mennesker. Samarbejdet er afgørende, og det oplever vi mere og mere af. Vores styrke i Amnesty ligger i at være så mange enkeltindivider, spredt over 120 lande. Selv om vi i stigende grad udsættes for pres fra regimer, har vi gennem vores størrelse og geografiske spredning en vis komparativ sikkerhed. Den sætter vi i spil for bedst muligt at hjælpe de modige mennesker, der trods det massive pres fortsætter med deres arbejde. Amnestys navn er et skjold.

Hvad kan de stater, der gerne vil fremme menneskerettighederne, så gøre? De kan sige fra overfor undertrykkelsen af rettigheder. De kan bruge alle anledninger til at argumentere og arbejde for den langsigtede løsning, som et stærkt civilsamfund er – og til direkte at støtte civilsamfundet, hvor det er muligt. Det betyder forbud af salg af våben, tåregas eller overvågningsudstyr til regimer, der bruger dem mod deres egen befolkning for at kvæle enhver modstand.

Stater kan også hjælpe ved at undlade at spille autoritære regimer kort i hænderne. Det sker, når vi underminerer de selv samme institutioner og konventioner, som vi kritiserer dem for ikke at overholde. Stater må være særligt varsomme med at blive misbrugt til propaganda. Uanset om det for eksempel kunne ske i forbindelse med et besøg fra et kinesisk statsoverhoved, der kræver, at Tibet-flag og demonstranter fjernes. Eller ved at sende kongelig glans til et besøg til Saudi Arabien, hvor undertrykkelsen har nået nye dybder i det forløbne år. Bare for at tage to tilfældige eksempler.

Situationen er alvorlig. Men der er håb. Især hvis vi kan være med til at sikre, at alle spillere – almindelige mennesker, organisationer, virksomheder og stater – gør, hvad de hver især kan, for at skubbe til udviklingen. I sidste ende kan vi alle være med til at skabe den verden, vi gerne vil have vores børn og børnebørn vokser op i. Det ligger der både et stort ansvar og et stort håb i.