Christian Mørk: ´Det Amerika, jeg kendte, er forsvundet´

Forfatteren Christian Mørk har levet det meste af sit voksne liv i USA. Og derfor er det ikke uden bekymring, at han i de seneste måneder har iagttaget, hvordan det Amerika, han kender og elsker, er i tovene, fortæller han i dette interview med Kongressen.com

Af Anna Hornshøj og Nora Sina

“Den 8. november blev slutningen på fortællingen om det Amerika, jeg kender”.

Sådan beskriver Christian Mørk valget af Donald Trump. Christian Mørk er uddannet journalist og har levet i USA siden 1988, hvor han begyndte på college. Han har siden arbejdet for avisen The New York Times udgivet ti romaner, hvoraf han netop nu er aktuel med den seneste i rækken ”Kujonen” på forlaget Gyldendal. Mørk er kendt for ikke at lægge fingre imellem i sine iagttagelser.
Dette interview med Kongressen.com er ingen undtagelse. Tværtimod. For Mørk er bekymret. Bekymret over den udvikling, Amerika i øjeblikket gennemlever. Bekymret over den splittelse, der kløver det amerikanske samfund i flere dele. Og bekymret over, at der ikke umiddelbart er nogen løsning i sigte.

Den allersidste linje i dit kapitel i bogen ´Glimt Af Et Præsidentvalg´, lyder, at valgnatten den 8. november sidste år, var den sidste nat i dit Amerika. Hvad var det, der sluttede den nat?
“Det der sluttede, var, for et gammelt dansk udtryk: Ganske almindelig skam i livet. Der er nogen ting, man ganske enkelt ikke gør. Man går ikke ned af en rulletrappe som sin åbningstale i juni 2015 og siger, at Mexico ikke sender deres bedste mænd, men at de sender voldtægtsforbrydere.
Dermed har du lagt kimen til en måde at tale om tingene på. Du kan have bekymringer om indvandring, men nu kriminaliserer du allerede i samtalen.
Der er er meget kort vej fra tale til handling.
Mit Amerika, som det var, er det Amerika, hvor jeg har kunnet leve i min informationsboble i det progressive New York eller Los Angeles, med en illusion om, at vores sammenhængskraft var stærkere end den er. Det var den aldrig! Mit illusoriske Amerika holdte op med at eksistere den 8. november sidste år.”

Hvordan oplever du, at valget af Trump har forandret USA?
“Samfundet i New York er så gennemsyret af liberalisme og centrum-venstre, som det kan blive. Så vi er ikke så påvirkede endnu. Der er stadig statslige institutioner, der beskytter os. De findes ikke længere i Kansas eller i Texas eller i Oklahoma, hvor folk langt hurtigere mærker, at deres statslige apparat for længst har prisgivet dem, så deres forsikringsrater går op med 400%. Det mærker vi ikke endnu, fordi vi har institutioner i byen, der endnu beskytter os. Det er ligesom at bo i borgen med tykke vægge, mens folk ude i landsbyen har fået deres huse brændt ned.”

New York er altså ikke så påvirket endnu. Er der så solidaritet med folk imellem?
“Der er solidaritet. Der er skræk og rædsel og man tænker: Det her kan jo ikke holde for nogen af os. Vi byboer tænker, at vi kommer jo på et tidspunkt at mærke til noget af det samme. Det er stilheden før stormen. Måden hvorpå folk omgås hinanden, er så meget mere direkte nu. Jeg har oplevet på gaden i New York, at se udtrykt jødehad eller had mod sorte mennesker. Det havde jeg aldrig troet, at jeg skulle se. Det er en anden virkelighed, der er mere rå, der er uroliggørende.”

Er folk bange?
“Der er mange, der er bange for, hvad det skal udarte sig i. Folk er bange på to måder. Der er den såkaldte intellektuelle, urbane elite, som er bange på deres urbane, intellektuelle, polstrede måde. Det er de mennesker, jeg selv tilhører. Og så er der de mennesker, der bor i Kansas City, Missouri, der er nød til at tage tre jobs for ikke at skulle vælge mellem mad til børnene eller medicin til onklen.”

Hvordan ser du Amerika efter de første knap fire måneder med Trump som præsident?
“Der er en ting, jeg kan sige. Vi har ikke oplevet noget lignende i USA nogensinde. Vi har ikke oplevet, at en siddende leder af verdens største statsmagt sætter spørgsmålstegn ved sine egne domstole, sin egen presse, sine egne forsvarsallierede og det system, der understøtter landet og gav ham præsidentposten.
Det skaber en systemisk utryghed i blandt andet udenrigsministeriet, der stadig har 400 stillinger at besætte. Det er del af den populistiske ide: At man skal lave en minimalstat.
Kulturelt har der været en tryghed i, at man var sikker på, at der var dele af samfundet, der ikke blev pillet ved. Men nu piller man ved hele ideen om fri abort, adgang til uddannelse til mindrebemidlede mennesker, der ikke er hvide. De ting er ved at ophøre.
Vi er i et system nu, hvor socialt, kulturelt, kønspolitisk, seksualpolitisk, er en utryghed, som man ikke har set magen til, hvad enten man er tilhænger eller ej. Der er mange der siger: Det er godt, at der bliver rusket op, brand det hele ned. Ja okay, brænd det hele ned. Men erstat det med hvad? Der er vi nu.”

Hvorfor tror du, at Trump vandt valget?
“Det er to kulturelle grundsystemer i USA, der er blevet meget mere udtalte. De har bevæget sig meget fra hinanden over de sidste fyrre år. Nu er det så toppen, vi ser.
Den konservative, ude-for-byen baserede kultur, der er mere religiøs og mere kristelig, måske mere traditionel, mere patriarkalsk, der hader den selvidentificerede, progressive, universitetsfokuserede kultur. De to ting, har ikke mere med hinanden at gøre. Det som dette valg har gjort, er at rive det sidste bånd over mellem disse to kulturer. “

Hvor kommer det had fra?
“Det kulturelle had er meget interessant. Når jeg spørger folk på landet i USA, så svarer de det samme, som når man spørger folk på landet herhjemme fra Vestsjælland og Sydjylland. Det er, at alle ”dem” i byerne ser ned på dem. Det handler om en selvopfattelse af at blive set ned på og ikke respekteret og blive naragtig gjort. Det er følelsen de har og har haft i lang tid.
Folk på landet har følelsen: Vi skal bare smadre denne blindt progressive dominans.
De progressive i USA har også troet, at hvis vi bare giver dem flere sociale programmer, så vil de se, at vi har ret. Men der kom bare et tidspunkt, hvor man havde glemt at spørge dem.
For mange af dem, der har stemt på Trump, er hævnmotivet meget stærkt. De hader vores kompromissøgende bullshit, de hader vores livsstil. Derfor vil de hellere ødelægge os, i stedet for at have det godt.
Der er strømninger i landet, for hvem det er ligeså vigtigt at bremse og underkende de sidste årtiers progressivisme, end at få noget nyt som for eksempel diversitet. Bare ordet diversitet får hårene til at stritte på konservative. De er aldrig blevet inviteret til diskussionen om diversitet. Hvorfor kan det ikke bare hedde forskellighed? De nægter at gå med på ideen om, at vi skal tale om vores liv på en bestemt måde. Spørger du progressive på min alder, så vil de sige: Vi fuckede op.”

Har valget af Trump ført til, at hadet også er begyndt at gå den anden vej fra byboerne til folk på landet?
“Det er snarere en skræk. Byboerne er rystede over at afsmagen for dem er så enorm og de ved endnu mindre, hvad man skal gøre ved det. Det er grunden til at det demokratiske parti har meget få skud i bøssen lige nu. De har ingen ide om, hvordan de skal imødegå det her. Man har stadig ikke forstået, hvad der skete i november. Man siger stadig: Er det sådan de har det med os? De hader os jo.”

I hvor høj grad er det her Trumps ansvar personligt?
“Hmm, altså den der går ind i et biografteater og råber ”Brand!”, er jo også skyld i at der er nogle mennesker der brækker halsen på vej ud. Så på den måde er han selvfølgelig medskyldig i det. Når du bruger udtryk der gør at folk begynder at reagere. Du kunne se at der var sorte mennesker til nogle af valgmøderne, som han simpelthen sagde, ”Giv ham nogle bank og smid ham ud, og hvis I giver ham nogle bank og I bliver anklaget, så skal jeg nok betale for det”, det er jo direkte ansvar. Men meget af det må have ligget og ulmet. For du kan ikke være et menneske, der siger, de her ting som han siger, og har sagt i halvandet år, hvis ikke der er grobund for det. Det har han dygtigt aflæst at der var. Han er ansvarlig for hvad han selv siger og befolkningen, dem der har besvaret hans kulturelle nødopkald, er selvfølgelig suveræne individer der gør hvad der passer dem, men det er klart at havde de ikke været modtagelige til at starte med, var hans ord faldet i klippegrunden, og det gjorde de ikke.

Ser du det som en udvikling, der er grund til at være bange for?
“Nej, det gør jeg måske ikke. Men jeg kan da godt være lidt bange for, at vi har en miljøminister i Amerika, der blev spurgt, om han var bange for klimaforandringer, hvortil han svarede, at det var han ikke, fordi Jesus Kristus ville aldrig tillade det. En udmelding som denne er jeg bange for. For i min verden er det ikke baseret på reelle fakta. Hvis man nedbryder institutioner, tager det lang tid at få folkets tillid tilbage, og der er vi nu. Har du først afviklet noget, er det meget svært at genindføre og få det tilbage. Så den forelskelse vi i øjeblikket har i den vestlige verden for afvikling, er noget jeg virkelig mener vi bør tale om.”

Du siger, at dit Amerika sluttede d. 8. november men at folk stadig er solidariske. Hvordan hænger det sammen?
“Amerika er et land baseret på en fransk frihedstanke og revolutionstanke. Amerika er afhængig af en organisk, konstant udviklende national fortælling. Lige nu er fortællingen om et land, der er så splittet, at det næsten ønsker sig en borgerkrig. Jeg kan ikke se, med hvilke værktøjer man kan ændre denne fortælling. Der er mere myte end historie i fortællingen. Men landets geni er trods alt, at der er så mange mennesker i det. Det er sammenhængskraften. Så selv hvis uafhængige institutioner som domstolene elle efteretningstjenesten forsvinder og bliver til politiske organer, så er der stadigvæk 340 mio mennesker, som bor på så mange forskellige måder. Des geni er i virkeligheden, at det aldrig har kunnet regeres.”