Chicagos skjulte skygger

Blues, basket, vold og kriminalitet. Chicago er kendt som en kontrasternes by. Jonas Løvschall-Wedel tog til ‘The Windy City’ få dage før amerikanerne genvalgte en af Chicagos sønner, Barack Obama, som amerikansk præsident. Læs uddrag af Chicago-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

Al Greens varme soulklang fyldte det tæt pakkede rum. Et varmt spotlight fangede en afroamerikansk mand, der blottede sine hvide tænder i et bredt smil. Han bevægede sig glidende frem mod publikum i rytmiske bevægelser, der sammen med musikken kun understøttede forståelsen af, at her var tale om ren, sensuel coolness.

Manden var Barack Obama. Eller rettere, det var en skuespiller, på Second Citys legendariske scene i Chicago. Publikum hvinede højlydt, når han som en anden Fonzie klarede den økonomiske krise, sikrede verdensfred og sensuelt svingede sine hofter for de kvindelige beundrere. ”Yes we can” rungede det ud mod det latterkrampende publikum.

Jeg sad på en gammel træstol, klemt inde mellem de mange andre gæster i improvisation komikkens dunkle tempel. Manden ved siden af mig tog en stor håndfuld popcorn op til munden, og kastede dem ned i ganen, før han skyllede efter med et stort krus øl.

På scenen trådte modkandidaten nu frem. Eller rettere. En kvinde kaldte på sin mand. Udfordreren til præsidentembedet er Mitt Romney, og hans karakter var klædt i et lidt for stort jakkesæt. Han blev gennet rundt på scenen af et fruentimmer, der ikke lod ham få et ben til jorden. Der var ingen lækre Motown rytmer. Ingen sensuelt vuggende hofter, men kun en håbløs, grå papirnusser.

Situationen var fra oktober 2012. Præcis en måned før præsidentvalget, og modsat resten af USA havde Obamamanien overhovedet ikke mistet sit taget i Chicago. Han var byens søn, og han var cool.

Før jeg satte mig på atlantmaskinen med destination i Chicago havde jeg selvfølgelig gjort mig nogle forestillinger om Chicago, og godt hjulpet af timer i selskab med Blues Brothers, Scarface og The Dark Night havde jeg et ganske klart billede af, hvordan byen så ud.

Mit primære billede var af mænd iført nålestribede jakkesæt og et skinny necktie. Jeg forestillede mig en sort Ford komme kørende med en mand stående på trinbrættet. Han var klædt i en sort frakke, havde en fedora hat på hovedet og en Tommy Gun i hånden. Den spillede sin hakkende og dræbende melodi, mens den blev tømt ind i en italiensk restaurant, bilen langsomt passerede.

Det var selvfølgelig ikke det Chicago, jeg regnede med at finde på den anden side af Atlanten, men jeg så frem til at se Chicagos mange gamle højhuse, der fortsat skraber mod skyerne, give Michael Jordan en high five og opleve den særlige stemning, der eftersigende skulle være, når man nyder en hotdog i rigtig Chicago stil. Og så glædede jeg mig selvfølgelig til at møde de lokale, der er kendte for at være rappe i replikken og sågar ad videnskabelig vej er kåret som de mest humoristiske mennesker i guds eget land.

Og hvis der var et sted, hvor jeg kunne finde den særlige Chicago humor, så var det på Second City. I et halvt århundrede har rapkæftede komikere improviserede sig gennem natten på stedets scene, der i dag er en del af byens sjæl.

Stjerner som John Belushi, Mike Myers, Bill Murray, Tina Fey, Steve Carell og Stephen Colbert blev udklækket på brædderne i det intime teater, der er lige så stor en del af Chicagos selvforståelse, som byens legendariske basketball hold, der gennem 1990’erne henrykkede verden ført an af Michael Jordan. En amerikansk gud i Nike støvler.

Men selvom jeg havde nogle klare forestillinger, og havde set et hav af film og tv-serier, så var det stadig vanskeligt at forestille sig byens ånd uden at være der. Chicago skulle smages, duftes, ses og ikke mindst høres. Det er en by, der banker til soulmusikkens klang, om det så er Blues Brothers, R Kelly eller Kanye West, der spiller for.

Jeg vidste også, at Chicago er en voldelig by med mange fattige, og en by, der ligesom resten af USA, er indbegrebet af både den berømte drøm, men også det amerikanske mareridt, som så mange borgere i virkeligheden ser ud til at leve.

Læs hele Jonas Løvschall-Wedels Chicago-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.