Mange har ventet på det i lang tid og nu er den her omsider – 5. sæson af Homeland. Første afsnit blev sendt søndag på amerikansk tv, og i går aftes på dansk tv. I den nye sæson er Carrie Mathison rykket til Europa og har forladt CIA. Alt er godt og hun prøver at stable et liv på benene – så længe det varer.
Carrie Mathison har haft sine problemer og kampe, ikke kun med internationale terrororganisationer, men også med sine egne chefer i CIA. I den nyeste sæson af Homeland er Carrie ude af CIA, og prøver at starte på en frisk i Berlin. Alt ånder fred og ro, men som det er sket hver gang Carrie er på vej ovenpå, så begynder problemerne at ramme hende.
For instruktørerne var det naturligt at den nye sæson måtte foregå i Europa. Edward Snowdens afsløringer af USA’s overvågningsprogrammer har klare forbindelser til Europa, og særligt Tyskland. Med Berlins omfattende historie når det kommer til spioner, overvågning og en dyster underverden, så var det videre naturligt at vælge den tyske hovedstad som omdrejningspunkt for sæson fem.
Yderligere mente instruktørerne at angrebene på Charlie Hebdo samt de spill-over effekter man ser fra konflikterne i Mellemøsten til Europa, gjorde det højaktuelt at fortsætte serien på det europæiske kontinent. Selvfølgelig kommer Vladimir Putin også til at spille en rolle i den nye sæson.
Ligesom de forrige sæsoner, så formår den nye sæson at tage fat på helt aktuelle problemstillinger i det moderne sikkerhedspolitiske landskab.
Den nye front
Med inspiration fra Edward Snowdens afsløringer tager serien udgangspunkt i et brud på sikkerheden på CIA’s datanetværk. Dette brud afslører at USA samarbejder med den tyske regering om at overvåge tyske statsborgere, og her fra ruller snebolden for Carrie.
Hun skal i løbet af sæsonen arbejde med cyberkrigsførelse, noget som serien hidtil kun har arbejdet med i anden kontekst, og selvfølgelig leder dette over i andre problemer.
Serien holder nemlig også fast i sit hidtidige fokus på kampen mod islamiske ekstremister som i de tidligere sæsoner er blevet udkæmpet både indenfor og uden for USA’s grænser, og sæson fem er selvfølgelig ingen undtagelse.
Der har været tvivl om hvorvidt Homeland ville holde sig fuldstændig aktuelt, ved også at inkludere Islamisk Stat i den nye sæson. Tvivlen skyldes at producer Alex Gansa har været ude og sige at Islamisk Stat simpelthen var for onde til at inkludere i serien. En af de særlige ting ved seriens tidligere sæsoner har været at de har formået at fremstille fjenden så de på en måde gav mening, eller i hvert fald man kunne se deres perspektiv på sagen. Det var tilfældet i sæson et og to, hvor man får en indsigt i de motiver, som styrer skurken, både terrorbagmanden og hovedpersonen Nicholas Brody. Deres fælles motiv var USA’s droneangreb, som ind i mellem også rammer civile i Mellemøsten og dermed motiverer nye terrorister.
Den samme indsigt mente man simpelthen ikke man kunne give i forhold til Islamisk Stat, og man var også ude i en overvejelse, om man burde anerkende deres relevans og dominans af mediebilledet ved at inkludere dem i serien. I sidste ende har man dog besluttet at tage Islamisk Stat med, og dermed kommer Carrie Mathison også i kamp med Vestens nyeste fjende.
Hele tiden ved fronten
Homeland har fra begyndelsen formået at holde sig topaktuel ved at arbejde med de nyeste og/eller største udfordringer, som USA har stået overfor i krigen mod islamisk ekstremisme.
Carrie Mathison har bekæmpet terrorister som truer det amerikanske hjemland direkte med angreb på amerikansk grund. Senere flyttede hun kampen til Pakistan, frontlinjen i USA’s krig mod Al Qaeda og den dronekrig som USA har ført med stigende intensitet i flere år.
Ligesom virkelighedens trusselsbillede har udviklet sig, ligesådan har Homeland formået at ændre sig. Så det bliver interessant hvordan Carries rejse mod afgrunden denne gang vil folde sig ud, og hvordan hun (formodentligt) kommer ovenpå igen, og bekæmper USA’s fjender ude i den skarpe ende.
You must be logged in to post a comment Login