Californien – Præmien for enden af vejen

Primærvalgkampen når i dag sin ende, når de sidste stemmer i Californien er talt op. Den berømte vestkyststat spiller denne gang en vigtig rolle, især hos Demokraterne. Kongressen.com er rejst til Californien for at følge det sidste primærslag i en stat med stolte politiske traditioner.

SAN FRANSISCO, CALIFORNIEN: I den amerikanske bevidsthed er Californien skatten for enden af regnbuen – ’Manifest Destinys’ juvel. Håbet om en lys og velstående fremtid.

Som den sidste store mandatgevinst – 475 – i Demokraternes bitre interne primærvalgkamp har Californien en sjælden chance for at svinge partiet i enten den ene eller anden retning. Californiens endelige stemme vil have stor symbolsk betydning for de stridende kampagner, hvorfor man på begge sider håber at staten vil give nyt liv efter en strabadserende valgkamp.

Partiets to præsidentkandidater bejler til statens vælgere på forskelligt grundlag. Hillary Clinton søger at cementere sin føring gennem sin genkendelige og pragmatiske politik, og gentage sin solide sejr i staten fra 2008 over Barack Obama. Socialisten Bernie Sanders appellerer til Californiens progressive sjæl for at legitimere hans interne partioprør, og give ham mandat til at transformere Demokraternes ideologiske grundlag.

For at forstå Californiens politiske betydning må man se på statens komposition og historie.

For det første er staten stor. Ikke blot geografisk, men også økonomisk. Californien er uafhængigt af USA verdens 8. største økonomi og er vækstmotor der er hjemsted for livskraftige amerikanske industrier i Silicon Valley og Hollywood.

Staten er så stor at et væld af indre identiteter kan rummes – hver motorvejsafkørsel er sin egen lille indesluttede verden. Traditionelt i den californiske bevidsthed har man skåret staten midt over og opdelt den i en nordlig og sydlig halvdel – nord mere progressiv og syd mere konservativ. Hippier i Berkeley overfor borgerlige hattedamer i Orange County.

Nogle mener at den indre forskellighed er så stærk at man burde sprænge staten i seks mnidre enheder baseret på økonomiske og geografiske forhold. Særligt libertariansk anlagte venture-kapitalister i teknologisektoren, med den excentriske PayPal-milliardær Peter Thiel i spidsen, har gjort sig til bannerførere for dette forslag. Mest fordi planen ville gøre San Francisco og Silicon Valley til en uafhængig bystat og et teknologisk utopia – i hvert fald i Thiel og hans kadres tanker.

Udover de indre økonomiske spændinger og kulturelle fordomme i Californien – fint dækket i f.eks. San Francisco-punkgruppen Dead Kennedys smædesange om den sydlige halvdel af staten – så er statens mangfoldighed i høj grad af en etnisk karakter.

Siden guldfeberen rasede har bølge efter bølge af migranter fundet sig hjemme her. Alt fra japanere til armenere og midtvestlige flygtninge fra 1930’ernes hungersnød i Kansas og Oklahoma.

Som en anglo-spansk hybrid efter erobringen fra Mexico i 1848 med rigelig med plads har Californien været multietnisk fra starten. Den californiske mangfoldighed er derfor et billede på morgendagens USA. Staten signalerer demografiske trends som en kraftigt voksende latino og asiatisk befolkning der begynder at gøre sig gældende for Amerika samlet.

At kunne vinde her, i en stat der er repræsentativ for fremtiden USA, er derfor enormt vigtigt for Demokrater der vil bevise de kan samle en broget og mangfoldig koalition der skal sikre partiet magten. Californien fungerer som politisk model for hvordan Demokraterne ønsker at udnytte fremtidens demografiske trends der allerede nu gør sig gældende her.

Allerede i 1990’erne lærte den daværende guvernør, Republikaneren Pete Wilson, at det var politisk selvmod følge en hård politisk kurs overfor spansktalende immigranter.

I en stat hvor de største byer ikke hedder San Francisco, Los Angeles og San Jose for ingenting forstår Demokraterne vigtigheden af fleksibilitet overfor immigrantgrupper, for at opnå fremtidig valgsucces – en bitter lektion som det Republikanske parti endnu ikke har fundet sig til rette med og meget vel kan blive dets bane i dette års præsidentvalg.

Californien har hertil en særlig stærk betydning for det venstreorienterede USA.

Hvert fjerde år når man præsenteres med kortet der viser USA’s opdeling i Demokratiske og Republikanske stater, så ligger Californien som en lodret planke ude mod vest i den Demokratiske blå farve hvert valgår. Selvom Californien i lang tid stemte Republikansk, og både Richard Nixon og Ronald Reagan modtog deres politiske svendelære her, så er staten i en moderne sammenhæng det venstreorienterede Amerikas anker. Det er valgmatematisk er uundværligt for Demokraterne, men samtidig behageligt ude for rækkevidde for Republikanske præsidentkandidater.

Californien viser vejen for det progressive USA, og som en politisk bastion fungerer den som et slags laboratorie for eksperimentel progressiv politik.

Dette går langt tilbage. I 1934 stillede den socialistiske forfatter Upton Sinclair op på løftet om at skabe en tidlig amerikansk velfærdstat med offentlig pension og sygevæsen, som en mere radikal version af Franklin D. Roosevelts samtidige New Deal politik.

Men i nyere tid har staten gjort sig til pionér udi lovtiltag som højere minimumløn, social integration af illegale immigranter og kompenseret barsel. Hvis disse reformer er en succes her kan de blive realiteten i det samlede USA på sigt.

Californien var på forkant med at legalisere homoseksuelt ægteskab og en mere lempelig lovgivning omkring marihuana. Begge nyder nu bred accept nationalt set.

Den siddende Demokratiske guvernør, Jerry Brown, er en særpræget blanding af ideologisk hæft filtreret gennem pragmatisme i sin ambition for Californien. Brown er en politisk institution der allerede før hans valg i 2011 havde siddet i to perioder som statens guvernør i 1970’erne og 80’erne, har været borgmester af Oakland samt stillede op til præsidentvalget i både 1976 og 1992.

Den aldrende Brown er derfor et venstreorienteret relikvie ligesom Sanders, og har udstukket en progressiv kurs på delstatsniveau der har mange ligheder med Sanders’ nationale politiske løfter. Men Brown har kastet sin støtte bag Clinton. I Californien stiler Brown i retning af Sanders’ mål, men benytter målrettede clintonske greb til at opnå blandt andet en ambitiøs klimapolitik finansieret af højere skatter og en højere mindsteløn for arbejdere.

Han er på den måde en blanding af de to kandidaters temperament og standpunkter. Den populære guvernørs anbefaling af Clinton taler derfor muligvis for hendes chancer i Californien. Men mere end det er hans syntese af Sanders og Clinton som kandidater måske en model for fremtidens Demokratiske parti.

De sideløbende strømninger af radikal ideologisk agenda og håndværksmæssig finesse hos de californiske Demokrater er også at finde hos partiets unge stjerner som senatorkandidat Kamala Harris og viceguvernør Gavin Newsom der efter alt at dømme vil få stort aftryk på national politik i de kommende år.

Med valget mellem Clinton og Sanders kan Californien derfor betone enten pragmatisk kontinuitet eller revolutionær transformation. Ligegyldig hvad vil Californien pege mod fremtiden for det Demokratiske parti og muligvis for Amerika i en bredere forstand når staten sætter punktum for primærvalget d. 7. juni.