Bush-doktrinens uventede comeback

Præsident Obamas tale i nat illustrerede, at præsidenten er god til at trykke på de rigtige knapper, når han skal tale til sit amerikanske hjemmepublikum. Mere bemærkelsesværdig er det dog, at præsidenten flirter med Bush-doktrinen i kampen mod Islamisk Stat.

I nat dansk tid holdt præsident Obama en længe ventet tale, hvor han fremlagde sin strategi for at bekæmpe terrororganisationen Islamisk Stat (IS), der er på fremmarch i Syrien og Irak. Præsidenten har været under voldsomt pres i USA og internationalt de seneste uger, hvor mange anså hans udenrigspolitik for at være for tøvende og usammenhængende. For Obama var det derfor vigtigt at fremstå som en stærk og beslutsom leder med en klar strategi, eftersom præsidentens tidligere retorik om ”røde linjer” i Syrien ikke blev fulgt op af handlinger.

Fremstod Obama så som en stærk leder i sin tale? Både ja og nej. Indenrigspolitisk trykkede Obama på alle de rigtige knapper over for en befolkning, som efter halshugningen af de to amerikanske journalister James Foley og Steven Sotloff er vågnet op fra sin udenrigspolitiske tornerosesøvn og nu støtter luftangreb mod IS i Irak og Syrien. Obama leverede en patriotisk tale, fremhævede amerikansk exceptionalisme, amerikanske værdier, og amerikansk lederskab, og gjorde det klart for enhver, at supermagten ikke udviser nogen nåde, når dets borgere bliver angrebet og myrdet. Som Obama formulerede det: ”If you threaten America, you will find no safe haven.”

Men fik Obama kommunikeret en klar strategi og målsætning for kampen mod IS? Denne del – som var talens centrale formål – er langt mere uklar. For nærlæser man Obamas tale, står man tilbage med det indtryk, at Obama-administrationen enten selv ikke er klar over, hvad målsætningen egentlig er, eller ikke er villig til at sætte handling bag målsætningen. Til gengæld genopliver Obama sin forgængers kontroversielle politik om præventiv krigsføring. Bush-doktrinen har fået et noget uventet comeback.

Syrien kommer ind i billedet

Den del af Obamas tale, som fik den største opmærksomhed, var, at præsidenten annoncerede, at man nu også vil gå efter IS med luftangreb i Syrien og ikke kun Irak, som man har gjort i de seneste uger. Strategien er ifølge Obama firedelt: Amerikanske luftangreb mod IS i Irak og Syrien, øget amerikansk støtte til de irakiske landtropper, øget støtte til Den Frie Syriske Hær, og humanitær støtte til civilbefolkningen og de mange flygtninge. Obamas udmeldinger var som sådan ikke særlig overraskende og stemmer i høj grad overens med de kilder, som medarbejdere i Det Hvide Hus havde lækket i forvejen.

Det er selvfølgelig interessant, at Syrien er kommet ind i billedet, og at Den Frie Syriske Hær (FSA) nu er den gruppe, som supermagten sætter sin lid til. Altså den samme gruppe, som præsident Obama for bare tre måneder siden nægtede at bevæbne, fordi det i hans øjne var den rene ”fantasi”, at forestille sig at en flok ”landmænd, tandlæger, og folk som aldrig har kæmpet før” skulle kunne gøre forskellen i Syriens blodige konflikt. FSA er da også presset på flere fronter i Syrien – både fra IS og Assad-styret – så det bliver interessant at se, om amerikanske luftangreb og bedre udrustning og træning alene kan gøre forskellen i den tofrontskrig som FSA udkæmper i det krigshærgede Syrien.

Obamas tale gjorde sig også bemærket ved en anden interessant detalje, nemlig hvem Obama undlod at tale om. Obama adresserede regionens sunni-muslimske magter, mens det iranske præstestyre overhovedet ikke blev nævnt på trods af, at Teheran sidder med betydelig indflydelse både i Irak, hvor man støtter regeringen, og Syrien, hvor man tidligere har støttet Assad. Iran må vurderes at være en essentiel del af en eventuel løsning i Syrien, ligesom præstestyret var i Irak. At Obama ikke nævnte det irakiske styre i talen skal sandsynligvis primært ses i lyset af, at det var en tale, som var rettet mod et indenrigspolitisk publikum. Der skal dog ikke herske nogen tvivl, at Teheran spiller en afgørende rolle i konfliktløsningen i både Irak og Syrien.

IS kan ikke ”ødelægges”

Nærlæser man præsidentens tale omhyggelig, må man dog sige, at to aspekter var langt mere opsigtsvækkende.

Det første var Obamas udmelding, at USA ville ”nedbryde” og ultimativt ”ødelægge” Islamisk Stat. Spørgsmålet er, om denne kontante udmelding bliver fulgt op med handling?

For det første var det igennem talen uklar, hvad præcis Obama-administrationens målsætning er i forhold til IS. Obama brugte således både begreber som ”inddæmme”, ”rulle tilbage”, og ”ødelægge” i talen, da han talte om terrororganisationen. Tre begreber, som ud fra et strategisk synspunkt udgør meget forskellige målsætninger. Skal man holde fast i det begreb, som Obama brugte flest gange, står vi dog tilbage med målsætningen, at USA’s langsigtede mål er at ”ødelægge” Islamisk Stat.

Det forekommer mildest talt tvivlsomt, at dette er en realistisk målsætning. Primært fordi Obama ind til videre ikke har været parat til at bruge de økonomiske og militære midler, særligt amerikanske landtropper, der vil være nødvendig for at knuse Islamisk Stat. Samtidig er det på årsdagen for terrorangrebene den 11. september 2001 værd at minde sig om, at USA nu har brugt snart tretten år på at prøve at ødelægge al-Qaeda og vinde den såkaldte Krig mod Terror, uden succes. Al-Qaeda er blevet decimeret og udgør ikke den samme trussel mod USA, som organisationen tidligere har gjort. Men organisationen er langt fra udslettet. Tværtimod befinder der sig adskillige underafdelinger og al-Qaeda relaterede organisationer rundt omkring i verden, som for eksempel operer i Pakistan, Yemen og Somalia.

Obamas målsætning om at ”ødelægge” IS – som de fleste amerikanske iagttagere betegnser som en terrororganisation, der er mere frygtindgydende end al-Qaeda i årene op til 11. september 2001 – udelukkende ved hjælp af luftangreb og regionale og lokale allierede forekommer derfor mere som politisk ønsketænkning end en velovervejet udmelding fra præsidenten.

Den anden opsigtvækkende detalje var, hvordan Obama højst overaskende bevægede sig i forgængerens fodspor, da han skulle forsvare den amerikanske optrapning i regionen.

Obama flirter med Bush-doktrinen

En af grundene til at Obama inden halshugningen af de amerikanske journalister havde svært ved at mobilisere amerikanernes støtte til kampen mod IS, var – ud over krigstrætheden i det amerikanske samfund – at præsidenten nedtonede trusselsniveauet mod det amerikanske fastland. Tilbage i januar måned sagde præsidenten således, at IS var et ”JV-team”, altså et juniorhold, og ikke kunne sammenlignes med al-Qaeda, da IS primært var en lokal organisation.

I nat holdt Obama så en tale, hvor han argumenterede, at IS på nuværende tidspunkt ikke udgjorde en direkte trussel for den amerikanske befolkning, men at det ligeledes var nødvendig at knuse organisationen en gang for alle, da de på længere sigt potentielt kunne udgøre en trussel for det amerikanske fastland. Som Obama formulerede det: “So ISIL poses a threat to the people of Iraq and Syria, and the broader Middle East – including American citizens, personnel and facilities. If left unchecked, these terrorists could pose a growing threat beyond that region – including to the United States.”

Som journalisten Zack Beauchamp fra det amerikanske netmedie VOX pointerer, så genoplever Obama dermed en central del af forgængerens kontroversielle udenrigspolitik. Mange husker sikkert Bush-doktrinens mantra om præventiv krigsførelse, hvor USA ifølge Bush-administrationen blev nødt til bekæmpe potentielle trusler præventivt, inden de udgjorde en trussel mod det amerikanske fastland. Ironien er åbenlys: Præsidentkandidaten Obama blev blandt andet valgt, fordi han repræsenterede en anden strømning end George W. Bush, men flirter nu med Bush-doktrinen.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Bush og Obama generelt kan sættes i samme bås. Der er afgørende forskelle mellem Bushs udenrigspolitik og Obamas udenrigspolitik. Men på dette punkt er der nogle interessante paralleller: Bush hævdede, at USA var nødt til brug militær magt mod regimer, der kunne sponsorere terrorgrupper, inden de var en imminent trussel for USA. Obama anvender efter drabet på de to amerikanske journalister nu en modificeret version af Bush-doktrinen i sin bestræbelse på at få den amerikanske befolkning med på en langvarig operation mod IS.

Selvfølgelig skal der ikke være nogen tvivl om, at IS er en terrorgruppe, der har dræbt amerikanske statsborgere og flere gange har ytret en bestræbelse på at angribe det amerikanske fastland, mens Bush-administrationens forsøg på at legitimere invasionen af Irak i 2003 var yderst tvivlsomt. Derudover er der naturligvis en stor forskel mellem Bush-administrationens intervention i sin tid og Obamas mere kirurgiske luftangreb i dag.

Men ironien er ikke til at tage fejl af. Obama, hvis udenrigspolitiske pondus i 2008 bestod af at være imod Irak-krigen, er nu i færd med at indlede en ny amerikanske tilstedeværelse i Irak med en uvis slutdato. Ligesom sin forgænger. Bush-doktrinen har fået et uventet comeback.