Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Brug af droner skaber ny type af veteraner

I takt med at amerikanerne har skruet op for brugen af droner, er der opstået en ny type af krigsveteraner. For de dronepiloter, der til daglig styrer brugen af dronerne, er i risikogruppen for at udvikle psykiske lidelser som følge af deres arbejde, viser en ny undersøgelse

Af Philip Chr. Ulrich og Anders Agner Pedersen

Der var engang, hvor krigsveteraner var soldater, der havde været i krig i et fjernt land, og som risikerede at vende hjem enten fra fronten, traumatiseret af handlingerne på slagmarken. Alle, der har set filmen ’Deer Hunter’, kan huske scenerne, hvor Robert DeNiro og hans venner har svært ved at vende tilbage til den hverdag, de før elskede og var en del af, men som nu føltes fremmed for dem. Den type veteraner findes stadig. Men fremtidens veteraner har et noget andet udgangspunkt. For i takt med, at de storstilede militæroperationer a la Irak og Afghanistan bliver afsluttet, vil der være færre af de ’traditionelle’ veteraner. Den nye type af veteraner, kan bedst beskrives som ’drone-veteranerne’.

Præsident Obama har for alvor skruet op for brugen af droner, siden han overtog ledelsen efter præsident Bush. De er billige og effektive, og man kan undgå at udsende lige så mange soldater som tidligere ved brugen af droner.

De nye veteraner
Den nye type veteraner er de soldater, der styrer dronerne. Typisk styres dronerne fra militære baser, hvor soldaterne bor i nærheden og har noget, der minder om en almindelig arbejdsdag. Det vil sige, at de tager på job om morgenen, styrer droner til en gang ud på eftermiddagen og derefter tager bilen, henter ungerne og spiser middag med familien om aftenen. Alt sammen løsninger, der er både billigere for det amerikanske forsvar, og som mindsker nødvendigheden af at sende amerikanske soldater til usikre områder.

Propblemet er, at de soldater, der til daglig sidder og styrer dronerne, er under et kolossalt pres og oplever nogle voldsomme kontraster i hverdagen. Kontraster, som traditionelle veteraner ikke oplever. For drone-veteranerne kan, sat på spidsen, stå i en situation, hvor de har styret droner, der har slået mennesker ihjel, og senere på dagen køre hjem fra arbejde som var det en hver anden dag på kontoret.
Dermed bliver det vanskelige at identificere veteranernes problemer. Helt lavpraktisk, fordi man, modsat de veteraner, der fysisk har været udsendt, ikke forventer, at droneveteranerne har de samme mentale problemer, fordi de ikke har været udsendt.
Men sådan forholder det sig langt fra. Hvilket også er grunden til, at drone-veteranerne er en ting, som det amerikanske forsvar kommer til at skulle håndtere fremadrettet.

Ganske almindelig hverdag
For netop fordi drone-piloterne bor derhjemme, kører på arbejde om morgenen og ellers har en normal hverdag gør, at piloterne udsættes for det stress, vi alle kender fra hjemmefronten, oveni stressen ved at være involveret i kamphandlinger.
Dette gør, at piloterne skal balancere problemstillinger på en måde, som soldater ikke har skullet indtil nu.
En dronepilots arbejdsdag foregår i et lukket miljø præget af stor hemmeligholdelse, da mange af operationerne er højt klassificerede. Det betyder, at piloterne møder på arbejde og arbejder i et ret isoleret miljø og kommer hjem om aftenen til deres familier igen uden at have omgang med nogen, der kan forholde sig direkte til, hvad de gennemgår. Soldater i kampzoner kan støtte og snakke med hinanden efter en dags patruljer og eventuelle kamphandlinger. Denne mulighed har dronepiloter ikke i samme grad.

En ny amerikansk undersøgelse viser, at dronepiloter lider af stress symptomer som depression, angst og post-traumatisk stress i lige så høj grad som piloter, der flyver over kampzoner.
46 procent af piloter på bevæbnede droner viste tegn på et højt operationelt stress niveau.

Undersøgelsen, der blev afsluttet i begyndelsen af 2013, er den første af sin art og viser den øgede fokus, det amerikanske forsvar har på denne problemstilling.

Arbejdet kan medføre ekstrem stress
Mange ser dronepiloters arbejde som en ekstremt avanceret form for computerspil, en slags distanceret forhold til de computerskærme, de sidder foran hele dagen.

Men hvad mange dronepiloter laver er overvågningsopgaver, som enten skal overvåge formodede terrorister, danne et efterretningsbillede af en fjendes bevægelser eller assistere med overvågning til landstyrker engageret på jorden. Langt størstedelen af de droner, som det amerikanske forsvar kan deployere, er ikke bevæbnede, det er faktisk kun 5 procent af USA’s 7.500 droner, der er bevæbnede.

Især støtten til styrker engageret på jorden kan føre til ekstrem stress for dronepiloterne. I nogle tilfælde har dronepiloter måtte observere og dokumentere angreb mod amerikanske styrker, uden at kunne bistå dem på nogen måde. I visse tilfælde har dronepiloter måtte overvåge amerikanske soldater, som er blevet løbet over ende af fjendtlige styrker uden at kunne assistere.

Alvorligt for familierne
Netop fordi undersøgelsen viser, at flere af drone-veteranerne lider af enten depression eller post traumatisk stress, har det vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke der i tide bliver taget hånd om problemet.
Et australsk studie, foretaget af Dr. Brian O’Toole i Sydney, viser nemlig, at veteraners psykiske lidelser også har store konsekvenser for de pårørende. Såvel ægtefælle som børn er i langt højere grad end ellers i risikogruppen for at udvikle depression eller andre sindslidelser, hvis ikke veteranen får den rigtige hjælp i tide. Dermed bliver problemet langt større end bare veteranerne, viser O’Tooles studie.

Den australske undersøgelse viser samtidig, at det er vigtigt, at indsatsen omkring veteranerne ikke bare er kortsigtet. Hjernen er i stand til at fortrænge særlig voldsomme oplevelser i mere end ti år, før reaktionen indfinder sig. Dermed kan veteraner, inklusiv drone-veteranerne, befinde sig i en situation, hvor de måske har det fint både nu og til næste jul, men måske om fem år mærker effekten af deres post traumatiske stress.

Fokusområde for Flyvevåbnet
Netop fordi den nye amerikanske undersøgelse taler sit eget tydelige sprog, har flyvevåbnet nu i gang sat en proces i gang, som skal føre til en mere målrettet indsats omkring hjælp og støtte til den nye type af veteraner, som den moderne krigsførelse skaber. Endnu er der ikke meldt noget konkret ud om, hvilke tiltag, der kunne være tale om, eller hvornår processen forventes afsluttet, men flyvevåbnet har i forbindelse med undersøgelsen understreget, at det er et område, de er meget opmærksomme på.
Og med god grund. Fremtidens amerikanske militæroperationer vil i stadig stigende grad benytte droner. Derfor er drone-veteranerne ikke bare et midlertidigt problem, men en ting, som det amerikanske forsvar fremadrettet må forholde sig mere til.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen