Brexit sender ‘The Special Relationship’ til tælling

Med den britiske beslutning om at forlade EU, er forholdet mellem USA og Storbritannien kastet ud i en alvorlig krise. Og Brexit vil få konsekvenser på en lang række politikområder, herunder spørgsmålet om frihandel

Det er simpelthen løgn, det her!

Nogenlunde så kort, vil præsident Obamas reaktion kunne koges ned til, når dagen bryder frem i USA og nyheden om at Storbritannien forlader EU, når ud til den amerikanske befolkning.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Obama meget gerne havde set, at briterne havde truffet en anden beslutning. Tværtimod gjorde han en dyd ud af at understrege vigtigheden af, at briterne blev i EU, da han i april var på besøg i netop Storbritannien.

Det var i briternes interesse, i Europas interesse og i Amerikas interesse, at briterne forblev medlem af EU, lod præsidenten forstå i vendinger, der ikke var til at misforstå.

Men…

Et flertal af briterne så anderledes på det end Obama, og har nu valgt at stemme Storbritannien ud af EU. En beslutning, der har sendt det britiske Pund i tovene, kastet aktiemarkederne ud i stormvejr og i det hele taget sendt chokbølger gennem Europa.

Hvad så nu? Det er det store spørgsmål.

Vi ved allerede nu, at den britiske premierminister, David Cameron, har taget konsekvensen af resultatet, og træder tilbage. Vi ved også, at nervøsiteten og usikkerheden vil præge både den politiske debat og markederne, både i Storbritannien, i Europa og resten af verden.

Hvad vi også ved er, at ‘The Special Relationship’ mellem USA og Storbritannien er sendt gevaldigt til tælling. Amerikanerne og briternes relation er, som forsvarsanalytiker Philip Chr. Ulrich beskrev her på Kongressen.com i går, både langvarig og vigtig. Både hvad angår sikkerhedspolitik, økonomisk politik og handelspolitik.

I årtier har briterne været amerikanernes øjne og ører i Europa og i EU ikke mindst. Men nu, hvor briterne forlader EU, er amerikanerne nødt til at se sig om efter en ny europæisk alliancepartner. Her har vi gennem den seneste tid set, at Obamas blik har været rettet mere mod Berlin end London. Det vil vi se fortsætte med det britiske exit.

Hvad også synes klart er, at frihandelsforhandlingerne mellem USA og EU, ser endnu vanskeligere ud end de i forvejen gjorde. Præsident Obama har længe ytret ønske om, at forhandlingerne ville være afsluttet inden hans embedsperiode udløber om et halvt års tid. Det så ikke let ud i forvejen og er kun blevet sværere med Brexit. For hvad er det for et EU, USA kan forhandle med? Det er der ikke rigtig klarhed over på nuværende tidspunkt.

Obama er godt gammeldags træt af situationen, som den ser ud nu. Det britiske nej sender EU ud i en kolossal krise, det skaber en økonomisk usikker situation og styrker ikke just muligheden for europæisk stabilitet.

Alt dette bekymrer i sagens natur Obama. For hans sidste halvår i Det Hvide Hus bliver nu med med et langt mere usikkert europæisk politisk udgangspunkt end han havde håbet.

Samtidig er han godt klar over, at Brexit vil blive brugt flittigt i kampen om, hvem der skal være hans afløser. Den republikanske kandidat, Donald Trump, var i hvert fald ikke sen til at udtrykke begejstring over den britiske beslutning og italesatte straks Brexit som en del af den anti-establishment bølge, han selv står i spidsen for i USA. Briterne havde nu taget deres land tilbage, nu ville amerikanerne gøre det samme, lød det fra Trump kort tid efter, at resultatet stod klart.

Det er ikke i USA’s interesse at Storbritannien bliver kørt fuldstændig ud på et sidespor, hverken politisk eller økonomisk. Derfor vil vi også se Obama-administrationen fastholde at der fortsat er et ‘Special Relationship’ mellem USA og Storbritannien. Selv om et flertal af briterne nu har truffet en beslutning, som Obama er uenig i.

Men at præsidenten er bekymret over situationen i Europa, er der ingen tvivl om. Og at det er den mangeårige alliancepartner, der har udløst krisen, gør næppe præsident Obamas humør bedre. Brexit var omtrent det sidste, USA havde håbet på. Derfor er der også god grund til at antage at man i Obama-administrationen tænker: det er simpelthen løgn, det her.