Brandon og Brendas hjemby

I årtier har ‘Beverly Hills 90210’ været en fast del af mange danske teenageres opvækst. Anders Agner Pedersen rejste til Brandon og Brenda Walshs hjemby Minneapolis og erfarede, at de unge amerikanere stort set ikke kender serien, der i snart 25 år har kørt på dansk tv. Læs uddrag fra Minneapolis-kapitlet fra ‘Glimt Af Amerika’ her.

’Skal du til Minneapolis? Det er sgu da der, hvor Brandon og Brenda kommer fra.’
Lad os lige få på plads, hvem Brandon og Brenda er. For de findes ikke i virkeligheden. Brandon og Brenda, begge med efternavnet Walsh, var hovedpersonerne i den vel nok mest berømte tv-serie i historien, nemlig Beverly Hills 90210. Serien, der fulgte en gruppe unge teenagere i Beverly Hills gennem deres færden på først high school, så college og til sidst det virkelige liv. Tvillingeparret Brandon og Brenda var hovedpersonerne i serien, og var sammen med deres forældre, Jim og Cindy, flyttet fra det jordnære, snusfornuftige og ordentlige midtvesten til det vilde, glamourøse og skandaleombruste Californien.

Jeg tilhører den generation, der voksede op med Beverly Hills 90210. Ikke pionergenerationen, der så med, da de første sæsoner blev sendt om aftenen. Men generationen, der kom hjem fra skole om eftermiddagen og straks campede i hjørnet af mine forældres ene sofa sammen med et slæng af venner for at se Brandon, Brenda og alle de andre rødder. På mange måder blev Beverly Hills 90210 mit første rigtige møde med amerikansk populærkultur, og forvrænget som det var, også mine første indtryk af det amerikanske samfund. Nøjagtig som det blev det for mange af mine jævnaldrende. Hvilket da også var grunden til, at den første reaktion, jeg fik, da jeg fortalte omgangskredsen, at jeg havde planer om at tage en tur til Minneapolis, var, at det var der, Brandon og Brenda kom fra. Og indrømmet, det tænkte jeg også selv. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg som det allerførste tænkte: Hjemstaten for store demokratiske politikere som Hubert Humphrey og Walter Mondale. Det tænkte jeg bagefter, nøjagtig som jeg tænkte at jeg var på vej mod den eneste delstat, det ikke havde lykkedes Ronald Reagan at vinde tilbage ved valget i 1984, hvor han vandt alle delstaterne bortset fra den ene. Men min første indskydelse var de to tvillinger fra serien, der gennem adskillige år havde været en fast del af den daglige teenage trommerum. Og jævnligt været diskuteret, blandt andet ud fra præmissen om, hvilken af karaktererne i serien, man helst ville være.

(…)

Efter at være blevet budt velkommen af en af underviserne fra journalistskolen, fik jeg mikrofonen og kiggede ud over auditoriet. Jeg var stadig ikke blevet så gammel, at jeg ikke kunne huske, hvordan det var at sidde der. Men jeg måtte alligevel sande, at jeg ikke længere var så ung som jeg var en gang. For de så godt nok meget unge ud, fremtidens amerikanske journalister, tænkte jeg, samtidig med at jeg takkede for at være blevet indbudt til at holde de her to forelæsninger.
’Det er min første gang, jeg er her i Minneapolis, men som I måske kan høre på mit accent er det ikke første gang, jeg er i USA. Jeg har boet i New York, hvilket også er grunden til, at I må bære over med mig, hvis min jargon blive lige lovlig New York’sk. Eksempelvis hvis jeg pludselig siger ting som ’Don’t worry about nothing’, så bær over med mig.’
Det meste af auditoriet grinede. Hvis ikke af joken, så af mit tykke New York-accent, som stadig hænger ved, selv om det er mere end fire år siden, jeg boede der.
’Jeg er glad for at være her. Det er første gang, jeg er i Minneapolis, men som jeg fortalte min kollega på vej herover, så er det en by, som rigtig mange af os kender hjemme i Danmark. Det er nemlig Brandon og Brendas hjemby. I ved tvillingerne fra Beverly Hills 90210. En serie, som alle unge mennesker har set hjemme i Danmark og som stadig bliver vist i tv.’
Nok engang smågrinede de fleste af tilhørerne.
’Da jeg som teenager så serien, var det ofte sådan, at vi talte om, hvem fra serien, man helst ville være. Og der kan jeg huske, at jeg helst ville være Dylan. For han var cool. Han kørte Porsche, læste Bukowski, surfede og var først kæreste med Brenda og siden hen med Kelly. Så ham ville jeg helst være. Men tit var der folk, der sagde til mig: ’Anders, du er ikke Dylan. Du er Brandon.’ Hvilket jeg jo absolut ikke var enig i. Men folk mente, at jeg var Brandon, og ikke bare fordi vores frisure var nogenlunde den samme. Men i lige så høj grad fordi Brandon elskede politik og gerne ville være journalist. Og han var lidt mere den gode dreng end rebellen. Og det mente folk åbenbart passede meget bedre på mig, end de ting, Dylan stod for. Nå, men jeg fastholdt for en tid, at jeg hellere ville være Dylan. Lige indtil sidste afsnit i sæson 4. Der overgav jeg mig og tænkte: ’Okay, det er sgu cool nok at være Brandon.’ I det afsnit var Brandon nemlig blevet udvalgt til at rejse til Washington D.C., hvor han skulle møde præsident Clinton og minsandten om han ikke blev kærester med Kelly i samme afsnit. Der kan jeg huske jeg tænkte: ’Okay, det er cool at være Brandon.’
Salen grinede højt og længe. Og jeg måtte da også selv gnække lidt i skægget over, hvor fjollet det hele i grunden lød, men ikke desto mindre var realiteten nu engang den, at diskussionen om, hvem man helst ville være fra Beverly Hills, havde sat dagsorden ved ganske mange samtaler i de første teenageår hjemme i de københavnske forstæder.
’Og ganske som Brandon, blev jeg journalist. Og ganske som Brandon, har politik været omdrejningspunktet for min karriere indtil videre. Jeg har arbejdet som journalist i det danske parlament, jeg har skrevet bøger om det og i øjeblikket underviser jeg sågar i det. Og lad mig sige til jer allerede nu: Glæd jer, kære venner. Selv om mediebranchen har det lidt besværligt lige nu, er i på vej til at uddanne jer til verdens fedeste job.’
Et hurtigt blik rundt i lokalet viste smil over hele linjen. Om det var på grund af min teenage-anekdote eller forventningens glæde over den karriere, der ventede dem, fandt jeg aldrig ud af. Det var for så vidt også underordnet. Jeg havde deres opmærksomhed, og derfra kørte forelæsningen på skinner. Samme aften hjemme på hotellet, sad jeg og drak et glas vin med et par af mine kolleger, mens vi talte om dagens begivenheder.
’Hvordan gik det med din gæsteforelæsning i dag’, spurgte de. ’Det gik glimrende. De synes det var ret sjovt det med, at alle danskere på vores alder er vokset op med Beverly Hills, og hele diskussionen om, hvilken af karakterne man var.’
’Gud ja, det er da rigtigt. Jeg var Brenda,’ grinede en af mine kvindelige kolleger og spurgte så: ’Anders, er du sikker på, at de overhovedet kender serien? De er jo noget yngre end os…’
’Ja ja da,’ svarede jeg. ’De grinede da i hvert fald alle sammen, da jeg fortalte historien.’
Selv om jeg ikke ville være ved det lige der, kunne jeg ikke helt komme uden om, at hun muligvis kunne have en pointe. Og at det måske ikke var helt så givet, at de kendte serien, jeg talte om. I hvert fald nåede jeg frem til, at jeg nok lige måtte stikke fødderne i bassinet for at mærke temperaturen ved den næste dags forelæsning, inden jeg kastede mig ud i en lignende indledning.
140 var blevet til 200 studerende og auditoriet et niveau større, da jeg tirsdag formiddag gjorde klar til min anden gæsteforelæsning på University of Minnesota. Nøjagtig som dagen i forvejen, blev jeg budt velkommen af en underviser fra skolen og nok engang takkede jeg for indbydelsen og så videre.
’Lad mig lige starte med at stille jer et par hurtige spørgsmål. Hvor mange af jer kender en tv-serie, der hedder Beverly Hills 90210?’
Cirka ti hænder understregede med voldsom brutalitet, min gode kollegas pointe fra aftenen i forvejen.
’Hvor mange af jer har i den forbindelse hørt om tvillingerne Brandon og Brenda Walsh, som var her fra Minneapolis?’
Antallet af hænder i vejret var nu nede på cirka en håndfuld, hvorefter en af de få spurgte:
’Er det den, der kørte for to år siden?’ ’Nej, det er et spin off på den rigtige serie,’ svarede jeg, mens jeg nærmest kunne føle alderens brutale hammer direkte i ansigtet.

Læs hele Anders Agner Pedersens Minneapolis-kapitel i ‘Glimt Af Amerika’, der udkommer fredag den 27. marts 2015 på Forlaget Rosenkilde.