Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Boltons improvisationsteater i Mellemøsten?

Præsident Trump overraskede alle, da han inden jul annoncerede, at amerikanske tropper ville forlade Syrien snarest. Nu rejser hans nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, rundt i Mellemøsten og forsøger at trykke på bremsen. Trump fastholder, at Boltons udtalelser er i tråd med hans egne, og at der ikke er sket et politikskifte. Men James Mattis’ afgang fra Pentagon tyder på noget andet.

Med stor fanfare annoncerede præsident Trump før jul, at amerikanske styrker ville blive trukket ud af Syrien. Islamisk Stat var besejret, og derfor var der ikke nogen grund for de 2.000 soldater til at blive i Syrien. Resterne af IS kunne klares af f.eks. Tyrkiet. Beskeden lød, at styrkerne ville være ude indenfor 30 dage. Budskabet ramte USA’s allierede i Europa og Mellemøsten som en massiv overraskelse.
Efterfølgende trak forsvarsminister James Mattis sig i protest mod beslutningen, og indenfor få dage sagde den særlige præsidentielle udsending for kampen mod Islamisk Stat, Brett McGurk også op.

Først lød beskeden på, at amerikanske tropper ville forlade Syrien indenfor 30 dage. Så var beskeden at et kompromis var nået, og at Pentagon havde fået fire måneder. Nu rejser Bolton rundet i regionen og fortæller, at USA ikke forlader Syrien uden sikkerhedsgarantier for at tyrkerne ikke vil angribe USA’s kurdiske allierede, og man vil også blive lidt længere for at bekæmpe Islamisk Stat.

Præsident Trump forsøgte mandag på Twitter at slå fast, at der ikke var forskel på det han har udtalt om USA’s kurs i Syrien og det Bolton rejser rundt og fortæller. Bolton var hurtig til at retweete sin enighed med præsidenten. Udadtil forsøger man at virke som om der er enighed.

Men på små tre uger er udmeldingerne ændret fra tilbagetrækning indenfor 30 dage til en udefinerbar deadline – eller hvad er administrationens politik?

At præsident Trump tweeter som han gør mandag, hvor han ikke taler om en hurtig tilbagetrækning, men i stedet bakker op om Bolton, må siges at være et halvt point til den nationale sikkerhedsrådgiver i de interne diskussioner, som helt sikker foregår i øjeblikket.

Hvorfor kun et halvt point? Jo, for vi må ikke glemme, at den her beslutning endte med at koste James Mattis sit job. For at den pensionerede fire-stjernede general skulle tage den konsekvens, så kan vi godt antage, at han har set beslutningen som endelig. Han har set præsidentens beslutning som urokkelig, og vi ved at der har været heftige diskussioner mellem præsidenten og hans rådgivere op til præsident Trump lavede sine tweets og video, om at USA ville trække sig fra Syrien. Så det er ikke fordi man ikke har forsøgt at tale præsidenten fra det igen. Så skulle Bolton nu have lykkedes med at overtale præsidenten? Man kan tvivle, hvis han ikke kunne det frem til slutningen af december.

Det der måske snarere er tale om, er at Bolton – med rygdækning i den megen kritik præsident Trump har fået i pressen for sin beslutning (noget han hader) – forsøger at diktere virkeligheden. Simpelthen at male præsidenten op i en krog, og præsentere hans ønsker som fakta. Det skulle ikke være første gang, at en embedsmand eller minister søger at gøre det mod præsidenten, og det bliver heller ikke sidste gang.

Det store problem – og enorme udfordring for allierede og partnere i regionen (og i Europa) – er lige nu, at man ikke kan være sikker på, hvad der er amerikansk politik i Syrien og regionen. Der har vist ikke hersket tvivl hos nogen om, at USA ønskede at komme hjem fra Mellemøsten. Det har været ambitionen siden begyndelsen af Obama-administrationen. Men skal det foregå med al hast som præsident Trump så sent som for tre uger siden lagde op til? Eller skal det foregå over en længere kontrolleret periode, som vi faktisk ikke har nogen specifik horisont for – som Bolton lægger op til?

Det kan være vi kan få mere afklaring (eller øget forvirring), når udenrigsminister Mike Pompeo i den kommende uge rejser rundt i Mellemøsten – også for at forsikre USA’s allierede i regionen, om at man fortsat støtter dem.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen