Boehners sand er ved at rinde ud

Det er langt fra nogen dans på roser, at være John Boehner i øjeblikket. Som leder af Repræsentanternes Hus, står han i spidsen for et republikansk flertal, der er så splittet, at det stort set er umuligt for Boehner at agere. Samtidig er hans forhold til præsident Obama langt fra ideelt, og i det hele taget ligner Boehner en mand, taburetten begynder at vakle under

CAPITOL HILL UPDATE: John Boehner har i rollen som Speaker of the House været frontfigur i Repræsentanternes Hus og i Det Republikanske Parti de seneste tre år. Det har været en meget turbulent periode domineret af en dysfunktionel og polariseret Kongres og et Grand Old Party i intern borgerkrig.

Boehner har forsøgt at lede slagets gang i Huset og at mægle i forhandlinger om alt fra sygesikringer, våbenstramninger og en immigrationsreform til det føderale budget og gældsloftet. Men lige så ofte er han kommet til kort i kampen med en krigerisk konservativ højrefløj såvel som præsident Obama, der har lagt den kompromissøgende stil på hylden. Det magtspil kan meget vel ende med, at Boehner må fratræde sin magtfulde post efter midtvejsvalget om et år.

En magtfuld, men kompliceret rolle
64-årige Boehner, der kommer fra det sydvestlige Ohio, er en rutineret politisk figur. Han blev valgt ind i Kongressen i 1990, og igennem 90’erne og 00’erne steg han intern i de republikanske grader, hvor han blev kendt som en seriøs og kompetent lovgiver. I 2006 blev han valgt til House Majority Leader, og efter midtvejsvalget i 2010 blev han enstemmigt udpeget af sine republikanske kolleger til Speaker of the House.

Netop jobbet som Speaker er enormt magtfuldt. Det er eksempelvis Speakeren, der overtager præsidentembedet, hvis præsidenten og vicepræsidenten er ude af stand til at varetage opgaven. The Speaker er samtidig en meget synlig og indflydelsesrig post, som både leder forhandlingerne om de politiske lovforslag og afstemninger i Huset og bestemmer hvilke udvalg i Kongressen, der skal arbejde med de enkelte lovforslag. Det betyder, at han med et godt forhold til sine kolleger og præsidenten kan påvirke lovgivningsprocessen i en given retning.

Det prestigefyldte hverv kræver dog, at man kender Husets spillerregler og har et konstruktivt forhold til præsidenten og de folkevalgte. Den udfordring oplevede Newt Gingritch som Speaker i sidste halvdel af 90’erne, hvor han udkæmpede et intenst magtopgør med præsident Clinton. Gingritch satte dagsordenen og formåede med en hård linje at lamme Clinton politisk, men han overspillede samtidig sine kort, da amerikanerne altid har haft en forventning om, at det bør være præsidenten og ikke speakeren, der er landets leder. Republikanerne fik efterfølgende en lussing ved 1998-valget. Flere analytikere mener, at Boehner er ved at begå samme fejl.

Boehner: En lus mellem to negle
Siden John Boehner blev udpeget som Speaker i 2010, har han haft som erklæret målsætning at mindske den føderale regering, gøre lovgivningsprocessen mere gennemskuelig, og han har flere gange opfordret medlemmerne af Kongressen til at arbejde kompromis- og konsensussøgende. Ingen af de målsætninger er lykkedes. De stormfulde uger under budget- og gældsforhandlingerne i oktober viste, at Boehner godt nok har titlen som Speaker og dermed ansvaret for at lede Huset, men at han i realiteten er ude er stand til at varetage lederskabet.

Spørgsmålet er, om det er Boehners begrænsede evner eller ydre omstændigheder, der er skyld i kammerets problemer? En blanding vil jeg hævde.

Det mest udtalte problem er, at Boehner, kendt som en både dygtig og erfaren forhandler, ikke har kunnet styre den højredrejede Tea Party-fraktion. Den traditionelt moderate Boehner har bevæget sig mod højre for ikke at komme i åben krig med sine konservative partifæller. Alligevel mener den republikanske højrefløj, at Boehner er for kompromissøgende og giver afkald på konservative værdier.

Han er således blevet udskældt for sin håndtering af lovgivningsarbejdet i forbindelse med både the Fiscal Cliff-forhandlingerne, nødhjælpen efter Sandy-orkanen og Violence Against Women-loven. Som analytiker Cedric Muhammad skrev i Forbes i oktober, er forholdet mellem Tea Party og John Boehner mildest talt anstrengt: ”They both need each other, though at their core they are repulsed by one another’s manner of getting things done”.

Samtidig har Boehner insisteret på at følge the Hastert Rule, altså kun at sende lovforslag til afstemning i Kongressen som er støttet af et republikansk flertal. Det har skabt voksende modstand fra Demokraterne, som mener Boehner hverken er fleksibel og imødekommende nok over for dem.

Problemerne har været særligt tydelige under forhandlinger med præsident Obama, som Boehner helt åbenlyst har en anspændt forhold til. Journalist og forfatter Bob Woodward skriver i sin bestseller The Price of Politics, at der ofte er gået stilstand i Obama og Boehners interne politiske forhandlinger, fordi de stædigt har fokuseret på enkeltsager i stedet for at skabe momentum i det større politiske billede.

Har Boehner udspillet sin rolle?
Der er ingen tvivl om, at Boehner er en mand, der deler vandene. Hans tilhængere mener, at han er offer for det betændte politiske klima på Capitol Hill, er uden skyld i hårdknuderne, og at det faktisk er ham, der skal have kredit for, at gældsloftet blev midlertidigt hævet, og regeringen genåbnet. Kritikerne mener tværtimod, at det netop er Boehner og hans manglende evner til at skabe forlig og forene partierne, der er skyld i problemerne i Washington.

Boehners problem består i, at den sidstnævnte gruppe er voksende, at han er blevet et symbol på Capitol Hills nedfrysning. Han har da også taget sin del af tæskene for sammensmeltningen under budget- og gældsforhandlingerne. En CNN-måling foretaget efter regeringslukningen i oktober viste, at næsten to ud af tre amerikanere ikke ønskede Boehner som Speaker. Og hvad værre var: den holdning blev delt af cirka halvdelen af hans eget parti.

Ved valget sidste efterår var det kun med nød og næppe, at Boehner genvandt posten som Speaker, da en række konservative republikanere enten stemte imod ham eller helt undlod at stemme. Medier og analytikere har allerede spekuleret i, om Boehner vælger at trække sig efter midtvejsvalget i 2014. Boehner selv sagde i sommers, at han agter at stille op til genvalg i 2014, men siden da har han nægtet at spekulere i sin egen politiske fremtid.

Som den politiske journalist Chris Cillizza skrev på sin Washington Post-blog i oktober, vil det første halvår af 2014 formentlig afsløre, om Boehner vælger at trække sig frivilligt, eller om han udsætter sig selv for den meget reelle risiko at blive kylet på porten af sine kolleger. For Boehners vil det være helt afgørende at skabe lovgivningsmæssigt momentum og politiske resultater i de næste måneder. Ellers kan han godt begynde af kigge sig om efter et nyt job.