Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

Boehner – i spidsen for en splittet enhed

Selv om Republikanerne formelt set har flertallet i Repræsentanternes Hus, er det langt fra nogen samlet enhed, John Boehner står i spidsen for. For nok er Boehner konservativ, men hans ønske om samarbejde med Obama, falder ikke i god jord hos Tea Party bevægelsen

Af Zoe Thomas

COLUMBUS, OHIO: Den amerikanske tillid til politikerne i Washington D.C. er i bund i øjeblikket. De seneste års politiske stridigheder mellem Demokraterne og Republikanerne har langsomt, men sikkert, smadret folkets tro på, at medlemmerne af Senatet og Repræsentanternes Hus, arbejder for at løse de omfattende problemer, det amerikanske samfund fortsat står over for.
Senest har uenigheden om de økonomiske budgetter, som gjorde at ’the sequester’ trådte i kraft, gjort at mange amerikanere snart bare ryster på hovedet, når talen falder på situationen i hovedstaden.
En af de centrale personer i den politiske slåskamp, er formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, der er valgt i Ohio.
Han blev genvalgt som formand for Huset tilbage i januar. Ganske vist var der ikke nogen modkandidat, men det faktum, at flere af Boehners partifæller enten stemte imod hans kandidatur eller undlod at stemme, fortæller noget om, hvorfor Boehners job ikke er helt så ligetil. For selv om Boehner generelt nyder respekt internt i partiet, så er især Tea Party bevægelsen ikke begejstret for Boehner.

Modsat for to år siden, da Boehner blev enstemmigt valgt af sine partifæller som formand for Huset, har situationen ændret sig. Det republikanske parti er splittet, og diskussionen om, hvilken vej partiet skal gå, efter Mitt Romneys nederlag til præsident Obama, er fortsat ophedet og uforsonlig.

Klassisk republikaner
Man skulle ellers tro at Boehners konservative udgangspunkt kunne appellere bredt til alle fløje i partiet. Han har ved adskillige lejligheder givet udtryk for, at han gerne ser skatten lettet mærkbart. Nøjagtig som han har argumenteret for nødvendigheden af at nedbringe den amerikanske statsgæld. Klassiske republikanske kerneområder, som der generelt er konsensus om. Så hvorfor alligevel denne utilfredshed med formanden i dele af baglandet? Fordi Boehner, ifølge Tea Party bevægelsen, er for kompromissøgende i sin stil. Modsat flere af sine partifæller, ønsker Boehner at samarbejde med præsident Obama, og via kompromiser finde fælles politisk fodslag. I stedet for at stå stejlt i hvert sit ideologiske ringhjørne, i takt med at befolkningens frustration vokser.
På samme måde som eksempelvis præsident Clinton gjorde det tilbage i 1990’erne, hvor Republikanerne sad på flertallet i begge kamre i Kongressen. En situation, hvor klimaet mellem partier var isnende koldt, men hvor der alligevel var eksempler på samarbejde på tværs af partierne.

Definitionen af konservatisme har ændret sig
Det kan umiddelbart virke besynderligt, at en klassisk konservativ som Boehner, har problemer med at få den højre del af partiet med på vognen. Han er pro-business, imod øget gæld, imod højere skatter og tilhænger af retten til at bære våben. Meget mere konservativt kan det ikke blive, skulle man mene. Men problemet for Boehner er, at fortolkningen af, hvad det vil sige at være konservativ, er en del af den interne stridighed i det republikanske parti, forklarer Paul Beck, professor emeritus ved Ohio State University:
”Boehner har altid været konservativ, men definitionen af, hvad det vil sige at være konservativ, har ændret sig over de seneste år. Det er blevet mere strikt og mere ideologisk.”

Den første akademiker
John Boehner tog sine første politiske skridt i Uniontown, Ohio. I dag hedder byen Westchester, og er en lille by i den vestlige del af staten. Boehner, voksede sammen med sine 11 søskende op i Cincinnati, i et katolsk hjem med en far, der var demokrat.
Efter at have taget studentereksamen fra Muller High School i 1968, tog den unge Boehner en række forskellige job, for at tjene penge, samtidig med at han søgte optagelse i to fagforeninger. Begge gange uden held. Da det var småt med pengene i familien Boehner, lå det heller ikke lige for, at Boehner skulle på universitetet. Den slags var der ikke tradition for i familien, hvor ingen tidligere var gået ned af den akademiske vej. Men Boehner ville det anderledes, så efter en tid med diverse job, startede han på Xavier University, hvor han fulgte studieretningen ’business administration’. Boehner kunne dog ikke bare give sig hen til det søde studieliv. For hver måned, var der regninger til bøger, tuition fee og værelse, der skulle betales. Derfor måtte Boehner fortsætte arbejdet ved siden af studierne, hvilket gjorde, at han endte med at bruge i alt seks år på at gennemføre college. Men missionen lykkedes, og Boehner havde fået sig en videregående uddannelse.
Med eksamensbeviset i hånden, fik Boehner job hos Nucite Sales, en plastikvirksomhed, hvor Boehner arbejdede sig op gennem systemerne, indtil han til sidst sad for bordenden.

Den politiske start i Ohio
Boehner havde ikke travlt med at søge politisk indflydelse. Tværtimod skal man helt frem til 1982, før Boehner indtog sit første politiske embede. Det skete som medlem af kommunalbestyrelsen i Uniontown, hvor han sad som medlem fra 1982-84. Blandt dem han sad i bestyrelsen med, var Steve Powell. Han husker tydeligt Boehner fra den gang og tager hatten af for, hvad hans gamle kollega fra lokalpolitikken har opnået:
”Jeg tror ikke, at der var nogen af os, der sad i bestyrelsen med ham den gang, der havde regnet med, at han ville nå dertil, hvor han er i dag er nået,” siger Steve Powell, der beskriver Boehner som en mand, der arbejder hårdt og som opnår resultater:
”Da vi i sin tid arbejdede sammen, fik vi virkelig udrettet noget. Vi byggede en brandstation, en politistation og et forsamlingshus og vi gjorde det uden at hæve skatterne. Vi holdt det hele inden for budgetterne.”

Boehners tid som folkevalgt i Uniontown, gav blod på den politiske tand, og i 1990 blev han valgt som medlem af Huset i Ohio. Og det var en Boehner, der var noget skarpere i sine ideologiske udmeldinger, end den Boehner, der i dag står i spidsen for Repræsentanternes Hus i Washington D.C. Faktisk mindede flere af hans standpunkter om dem, som Tea Party bevægelsen i dag beskylder han for at vende ryggen til, forklarer Paul Beck:
”I sine yngre dage, var han lidt af en politisk maverick.”

Har det svært med ideologiske republikanere
Nøjagtig som da han i sin tid startede i sin karriere i Nucite Sales, arbejdede Boehner sig op i rækkerne som medlem af Huset. Han blev en del af partiets ledelse, men måtte af to omgange se partiet miste magten i Huset. Første gang i 1998, og igen i 2006, hvor Republikanerne fik ørerne i maskinen ved midtvejsvalget. Boehner formåede dog at fastholde sin position i partiet, hvilket til sidst gav pote. Således kunne Boehner i 2010 overtage formandshammeren fra demokraten Nancy Pelosi, da Republikanerne efter fire års mindretal genvandt magten i Huset.

Et flertal, der blandt andet består af medlemmer af Tea Party bevægelsen, og som ved flere lejligheder har givet anledning til dybe panderynker hos Boehner. Og som uden tvivl også vil gøre det i den kommende tid frem mod midtvejsvalget i 2014, forudser Paul Beck:
”Boehner er mere business konservativ. Det har han altid været. Han har det ikke så godt med de ideologiske republikanere.”

Zoe Thomas er bachelor i international relations fra St. Andrews University i South Carolina. Har desuden en mastergrad i journalistik blandt andet fra University of London. Er oprindeligt fra Brooklyn, New York og bor nu i Ohio, hvorfra hun dækker amerikansk politik og samfundsforhold for Kongressen.com

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen