Bob Woodwards længe ventede bog ´Fear´ om Trump administrationen har allerede trukket læssevis af overskrifter og bliver revet ned af hylderne. Dermed holder flere årtiers tommelfingerregel fortsat stik: Når Bob Woodward sender en ny bog på gaden ryster Washington.
I mange år havde jeg i min bogvæg en hylde, der blev kaldt Woodward-hylden. Det var her, de mange bøger med Bob Woodwards navn på ryggen stod. Og det er ikke så få, skulle jeg hilse og sige. For den nu 75-årige Woodward har i snart fem årtier dækket amerikansk toppolitik, både som journalist og forfatter.
Som så mange andre journalister med hang til amerikansk politik var min første Bob Woodward-bog selvfølgelig hans allerførste, nemlig ‘All The President’s Men’, som han skrev med Washington Post-kollegaen Carl Bernstein, og som efterfølgende blev filmatiseret med Robert Redford som Woodward og Dustin Hoffman som Bernstein. Siden har Woodward skrevet et par andre bøger om Watergate, blandt andet ‘The Final Days’, ligeledes sammen med Bernstein. Og tilbage i midten af 00’erne vendte Woodward tilbage til Watergate i sit forfatterskab, da han udgav bogen ‘The Secret Man’. En lidt atypisk Woodward-bog, forstået på den måde, at den ikke handlede om den siddende amerikanske administration, men om den mand, han tilbage i begyndelsen af 70’erne havde holdt møder med i nattens mørke i en parkeringskælder, og som i offentligheden var kendt som ‘Deep Throat’. En mand, Woodward havde lovet kildebeskyttelse, men tæt ved livets afslutning nu ville fortælle omverdenen at det var ham, der var Woodwards berømte insiderkilde dengang.
Jeg kan stadig huske, at jeg læste ‘The Secret Man’ i et hug. Som med alle andre Woodward-bøger var den både fængende og velskrevet. Og samtidig var det spændende at læse om relationen mellem Woodward og Mark Felt, inklusiv alle de mange forskellige situationer, der gennem årene havde været i forhold til at få Woodward til at røbe at manden bag det noget særprægede øgenavn ‘Deep Throat’ var vice-chefen for FBI på det tidspunkt, nemlig Mark Felt.
Som politisk journalist og forfatter er det svært ikke at have respekt for Bob Woodward. Han er stadig en af de bedste, hvis ikke den bedste, inden for sit felt. Og det er imponerende, hvordan han som ung reporter var med til at vælte Nixon og siden da har været med til at definere topniveauet for politisk journalistik og politisk litteratur.
Ingen præsidenter bryder sig om at være under Woodwards lup. Uanset om de er demokrater eller republikanere, bliver der gået både kritisk og grundigt til dem. Hvilket gang på gang resulterer i afsløringer af interne forhold, den siddende præsident ikke bryder sig om.
Da Bill Clinton var præsident, var han to gange i Woodwards litterære søgelys. Første gang med ‘The Agenda’, derefter med ‘The Choice’. Begge anbefalelsesværdige bøger, der giver et godt billede af Clintons første embedsperiode, der ikke just kørte skinner, for nu at sige det mildt.
Under George W. Bushs otte år i Det Hvide Hus, strøg Woodward i blækhuset hele fire gange, hvilket blev til den imponerende firebinds serie ‘Bush At War’. Især bind to ‘Plan Of Attack’ gik til stålet og tog læserne med bag facaden på optakten til den kontroversielle Irak-krig, der i høj grad blev definerende for Bushs embede.
Nøjagtig som under Clinton, rystede Washington når Woodward i Bush-årene sendte en ny bog på gaden. Den stadig mere rutinerede Woodward blev nærmest bare bedre med årene.
Heller ikke præsident Obama kunne se sig fri fra en tur i Woodwards litterære vridemaskine, da han overtog ledelsen af Amerika efter Bush i begyndelsen af 2009. Først kom ‘Obama’s Wars’, og siden hen fulgte ‘The Price Of Politics’. En bog, Obama bestemt ikke var glad for, da den udkom tilbage i efteråret 2012. For i bogen kunne Woodward nemlig fortælle, hvordan Obama havde haft overvejelser om at udskifte Joe Biden med Hillary Clinton i forbindelse med 2012-valgkampen. Tilbage i 2011 var Obamas præsidentskab i krise. Hans parti havde fået bank ved midtvejsvalget i 2010 og det kneb med at få gang i amerikansk økonomi og jobskabelsen. Med andre ord kunne genvalg i 2012 godt blive vanskeligt. Derfor havde Obamas nærmeste rådgivere fået undersøgt, hvad det ville have af effekt, hvis man kørte Obama/Hillary i stedet for Obama/Biden i 2012. Effekten viste sig dog at være begrænset, og man skrinlagde derfor ideen. Uden at noget slap ud. I hvert fald ikke før Woodward qua et sjældent stærkt kildenetværk fik opsnuset historien og skrev om den i bogen. At sige at Biden var rasende, vil være en underdrivelse. Og Obama var da heller ikke just jublende af fryd over hvad Woodward nu delte med amerikanerne.
Nu er turen så kommet til den siddende præsident, Donald Trump. Og nej, han bryder sig bestemt heller ikke om at være kommet under litterær Woodward-behandling. Tværtimod har han forsøgt at miskreditere både bogen og Woodward forud for udgivelsen, dog med begrænset held. For det er mere end almindelig vanskeligt at angribe Woodward. Han er indbegrebet af integritet, grundighed og troværdighed. Og derfor har Trump da heller ikke haft den store succes med at lange ud efter ham. Det kunne han nemmere med manden bag ‘Fire And Fury’, Michael Wolff, hvis omdømme var noget mere blakket. Det er Woodwards ikke. Tværtimod er han en mand, der med rette står stor respekt om. Og som gør det en dygtig journalist gør, nemlig går kritisk og fair til alle, sætter sig ind i stoffet og sørger for at tjekke oplysningerne før han bringer dem. Det gjorde han tilbage i begyndelsen af 1970’erne, da han som ung reporter var med til at vælte verdens mægtigste mand på det tidspunkt, Richard Nixon. Og det har han gjort lige siden.
Om ‘Fear’ bliver Woodwards sidste bog om Trump, er endnu uvist. Selv om han efterhånden er blevet 75, ligner han en mand, der fortsat brænder for sin metier. Og som stadig holder niveau. Så man kan jo håbe, at der kommer flere bøger fra Woodwards hånd. Det gør jeg da i hvert fald. Og mon ikke også, hans forlag gør det. I hvert fald er ‘Fear’ strøget direkte ind som nummer et på Amazons bestseller liste. Og har fået Washington til at ryste. Nøjagtig som det hører sig til, når Bob Woodward sender en ny bog på gaden.
Hør mere om Woodwards forfatterskab i ‘Morgen I Amerika’ i morgen, hvor Anders Agner og Lars Mathiasen ser nærmere på Woodward og ‘Fear’.
You must be logged in to post a comment Login