Bliver ‘Miranda’ fra ‘Sex and the City’ næste kendis i amerikansk politik?

Rygterne om at skuespilleren Cynthia Nixon, kendt som ’Miranda’ fra tv-serien ’Sex and the City’, måske vil udfordre den siddende guvernør Andrew Cuomo viste sig at holde stik og har bragt en smule energi ind i en meget kedelig og forudsigelig valgsæson i delstaten New York. Nixons udfordring kan blive en test for om kendisser generelt skal gøre sig håb om politisk embede i de kommende år.

NEW YORK CITY: Siden Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i 2016 – i høj grad på sit kendte navn og personlige brand – har mange fra underholdningsindustrien luftet muligheden for at søge politisk embede på forskelligt niveau. Måske den højeste profil der spekuleres i er medie-mogulen og talkshowværten Oprah Winfrey som potentiel udfordrer af Trump til præsidentposten i 2020.

Denne trend kan selvfølgelig forkastes som rent fjol eller måske endnu et tegn på den amerikanske republiks hastige smuldren.

Det er heller ikke så mærkeligt når medierne dækker politik som underholdning, ligesom mange amerikanske vælgere forstår deres demokrati som lige dele hestevæddeløb og sæbeopera med et udskifteligt galleri af hule karakterer – hvilket ikke er helt ved siden af.

Men når vi på nuværende tidspunkt ikke fuldstændig kan udelukke en duel mellem Kid Rock og Eminem om at blive Michigans kommende senator, så er det interessant at en mulig prøveballon for ’kendisser-i-politik’ i New York faktisk kunne gå hen og være underligt substansfuld.

Skuespilleren Cynthia Nixon har været kendt på New Yorks politiske scene siden hun spillede rollen som ’Miranda’ i ’Sex and the City’. Nixon, der voksede op i byen, blev involveret i lokal aktivisme fordi hun ønskede at beskytte folkeskolesystemet der fostrede hende selv fra nedskæringer da hendes egne børn kom i skolealderen.

Siden har hun kampagneret nationalt for legalisering af homoseksuelt ægteskab, beskyttelse af abortrettigheder og på vegne af både Barack Obama og forskellige Demokratiske kandidater.

Hun var og er en stor støtte af New Yorks borgmester Bill de Blasio der til manges overraskelse blev indvalgt i 2013 på en progressiv platform omhandlende økonomisk ulighed. Nixon fungerede som fundraiser for De Blasio, og sikrede ham et væld af støtteerklæringer fra Broadway og New Yorks medie- og underholdningsverden.

Så trods at hun altid vil være forbundet med sin karakter i ’Sex and the City’ så betyder Nixons rødder i New York, demonstrerede interesse og anpart i byens vel, samt over et årtis politisk erfaring, at hendes mulige anløb til embede faktisk ville skille sig ud af ensemblet af kendte med magtambitioner.

Og enhver der frivilligt begiver sig ind i og overlever New Yorks drabelige skolepolitik og krydser klinger med forældre i et overbebyrdet, stratificeret men nådesløst stræberisk system er klar til en hvilken som helst politisk udfordring bagefter.

Med al denne baggrund har rygter om højere politiske ambitioner længe svirret omkring Nixon, og nu har hun så meldt klart ud at hun rent faktisk er kandidat og har hyret veteraner fra De Blasios kampagne.
Den siddende Demokratiske guvernør, Andrew Cuomo, er betragtet som et relativt sikkert genvalg i 2018, men har trods sin aura af politisk selvfølgelighed en del kritikere – specielt i New York City.

Så i et meget åbent udfordrerfelt i det Demokratiske primærvalg kan Nixon potentielt mobilisere folk der er trætte af Cuomos tendens til at føre politik med Republikanerne fra statens nordlige ende, hans mangel på handlekraft omkring New Yorks misligholdte subway-system og hans evige fejde med borgmester De Blasio.

Trods deres passivt aggressive – og nogen gange utilsløret aggressive – forhold holdt De Blasio med Cuomo, og sikrede ham det venstreorienterede tredjeparti Working Families Party’s støtte, ved guvernørvalget i 2014.

Siden er luften mellem de to dog kølnet væsentligt, og med Nixons kandidatur, så kan det være at De Blasio denne gang ville være for en bred venstreorienteret koalition med hende i spidsen.

Siden De Blasio selv mere er en nølende og uorganiseret ’Carrie’-type uden ambitioner om højere embede, så er muligheden for at en allieret i ’Miranda’ kunne rive guvernørposten fra hans rival en sejr han ville nyde i fulde drag over cosmopolitans.

Hvis man er i tvivl er Cuomo i denne sammenhæng en tilknappet ’Charlotte’ iblandet kontrolvanvid à la ’Monica’ fra ’Friends’.

Såfremt Nixon viser sig konkurrencedygtig overfor Cuomo i New York, kunne det være et signal til at flere kendisser vil kaste sig ind i politik i år og frem imod 2020.

Oprah og hendes milliardærfrænde Mark Cuban som mulige præsidentkandidater? Den gnavne men folkelige basketballtræner Gregg Popovich som guvernør eller senator i Texas? Sean ’Diddy’ Combs eller Jay Z som borgmestre af New York? Hvis ikke George Clooney var nybagt hjemmegående far ville hans politiske ambitioner nok også spøge for tiden.

Guvernør-duellen i New York bliver en prøvelse mellem en forståelse af politik som møjsommelig proces gennem partimaskineriet og artig respekt for politisk arvefølge repræsenteret ved Cuomo, og kapitalisering på folkekærhed, navnegenkendelse og aktivistisk energi repræsenteret ved Nixon.

Der er selvfølgeligt ikke noget nyt ved entertainere i amerikansk politik: Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger, Jesse Ventura og endelig Donald Trump blev betragtet som useriøse kandidater lige indtil de faktisk vandt.

Det er blot at man indtil for meget nylig – Trumps valg i 2016 – opretholdt myten om amerikansk politik som en ophøjet og machiavellisk disciplin trods talrige fjollede eksempler på det modsatte. Vi lader alle til kollektivt at have glemt årene med George W. Bush – som helt klart var en ’Chandler’. Eller måske en særdeles slem ’Steve’ fra ’90210’?

Amerikansk politik er mere ’The Bachelor’ end ’House of Cards’ uanset vores højpandede ideer. Det er typisk ’Raphaeler’ og ikke ’Leonardoer’ der vinder popularitetskonkurrencen – man har bare ikke villet indrømme det.

Men det kunne nu lade til at vi har kastet disse prætentioner og distinktioner bort, og Cynthia Nixon kan måske være den der viser vejen for kendisser i politik.

Hendes hidtidige virke viser i grunden mere ideologisk fasthed og overbevisning end mange, både seriøse og useriøse politikere, så hvorfor ikke?

Guvernør-valgkampen i New York er i hvert fald lige pludselig blevet noget mere farverig end ventet.