Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Blå jakker og røde strømper i New York

Hillary Clinton havde taget nogle af sine stærkeste kvindelige allierede med sig til rally i New York. For kvindekampen står højt på fru Clintons prioritetsliste denne gang, hvilket tydeligvis faldt i vælgernes smag denne dag i Hilton hotellets balsal på det centrale Manhattan

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Kirstine Biltoft-Knudsen, New York-korrespondent

NEW YORK CITY: Det sker jo, at der i dækningen af præsidentvalgkampen bliver gisnet, antaget og forudset. Så lad os derfor starte denne artikel med en antagelse, om end en noget uortodoks en af slagsen. I løbet af det næste halve år vil salget af blå jakker stige mærkbart i USA.

At dømme ud fra fremmødet ved Hillary Clintons store vælgermøde i Hilton hotellets balsal på det centrale Manhattan, har den tidligere udenrigsminister i hvert fald sat gang i en ny modetrend blandt flere af hendes kvindelige tilhængere. Blå jakker.

Og det var da også iført en – rigtig gættet – blå jakke, at fru Clinton til et øredøvende jubelbrøl indtog scenen, denne eftermiddag før det vigtige primærvalg i The Empire State.

Hillary Clinton var ikke alene på scenen. Tværtimod havde hun samlet sig en usædvanlig stærk gruppe af venner, bestående af New York senator Kirsten Gillibrand, tidligere kongresmedlem i Arizona Gabby Giffords og direktøren for Planned Parenthood, Cecile Richards.

Der manglede næsten kun Elizabeth Warren, før alle de mest toneangivende kvinder i den amerikansk politiske debat var samlet, alle med et fælles mål – at sikre Hillary Clinton sejren ved tirsdagens primærvalg og ved præsidentvalget til november.

Det tidligere kongresmedlem Gabby Giffords, der for få år siden var tæt på at miste livet under et skudattentat i Tuscon, Arizona, lagde ud. Og på en måde, der fremkaldte både smil og kuldegysninger hos tilhørerne. For meldingen fra Giffords var klar:
‘Det kan godt være, at det ikke længere er så let for mig at tale, men det her vil jeg i hvert fald sige: Madam President!’

Jublen var øredøvende, nøjagtig som det var tilfældet, da først Cecile Richards og dernæst Kirsten Gillibrand talte Hillarys sag. “Hillary ved, at når kvinder har succes, så har USA succes,” slog Kirsten Gillibrand fast fra talerstolen.

Men selv om nogle af USA’s mest profilerede kvindelige politiske skikkelser stod på scenen i den tætpakkede balsal på Hilton, så var jubelbrølet lige en oktav højere end ved de andre taler, da Hillary Clinton som den sidste i rækken indtog talerstolen.

Veloplagt og kampklar lagde hun fra land med et par meldinger om ligestilling og kvinders rettigheder, der fik salen til at koge af begejstring. “Intet er vigtigere end at forsvare kvinders rettigheder,” slog hun fast og understregede endnu engang, at selvom salen var fyldt med blå jakker, var temaet mere henvendt til de røde strømper.

Clinton lukkede da også op for den politiske gavebod for netop de kvindelige vælgere og lovede blandt andet betalt famileorlov, bedre forhold for kvinder fra minoritetsgrupper og at bevare adgangen til fri abort. “Ingen af de republikanske kandidater vil kæmpe for de her mærkesager,” lød det skarpt fra Clinton, mens salen kvitterede med buh-råb og et taktfast “Hillary!, Hillary!, Hillary!.”

Clintons retorik ramte i dén grad aftenens målgruppe.
“Som kvinde fra en minoritetsgruppe er jeg meget interesseret i, hvordan kandidaterne omtaler netop de to områder,” lød det fra Dilshad Dayani da Kongressen.com talte med hende efter arrangementet. Hun kommer fra Sydøstasien og er medlem af gruppen “Kvindelige ledere for Hillary,” der har ført kampagne for den tidligere New York senator siden efteråret.

Flere af gruppens i alt 1200 medlemmer var mødt op til dagens event bevæbnet med blå Hillary skilte og stickers med Hillary-kampagnens slogan “Fighting for us”. Og det var lige netop det, gruppens kvindelige erhvervsledere følte, at Hillary Clinton ville. Ligesom Dilshad Dayani, der til daglig leder en NGO, var de optagede af at styrke forholdene for deres medsøstre. “Hun er den kandidat, der vil gøre mest for kvinder,” forklarede Dilshad Dayani begejstret, mens hun fremviste en selfie, hun netop havde fået taget med den tidligere førstedame.

I det hele taget var det Hillary Clinton på hjemmebane denne eftermiddag på Hilton. Hvilket den tidligere New York-senator da heller ikke undlod at gøre opmærksom på i slutningen af talen:
“New York har altid haft min ryg, og jeg vil altid have jeres ryg. Husk at stemme!” lød det fra Hillary med henvisning til, at en sejr ved primærvalget i New York vil bringe hende et stort skridt nærmere nomineringen. Og dermed også et skridt nærmere at blive USA’s første kvindelige præsident.

Rivalen Bernie Sanders får i hvert fald svært ved at indhente hende. Og de mange støtter i blå jakker og røde strømper vil gøre deres for at hjælpe fru Clinton det sidste stykke hen over målstregen i primærræset.

For som en ældre kvindelig Hillary-støtte meget klart udtrykte det, efter hun havde fået taget et billede foran den talerstol, hvor Clinton kort forinden havde talt udtrykte det:
“Jeg har stemt på hende flere gange før. Også da hun var senator her i New York. Og hun SKAL bare vinde! It’s as simple as that!”

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen