Blå bølge eller rød daggry

Demokraterne forbliver favoritter til at overtage flertallet. Men Republikanerne bør ikke lægges i graven, og der er en bred rækkevidde af mulige resultater – alt fra en demokratisk jordskredssejr til et republikansk flertal virker muligt.

Washington D.C. – Der er under to uger til midtvejsvalget, hvis resultat kommer til at definere sidste del af Trumps første embedsperiode.

Den relativt lave tilfredshed med Præsident Trump, øget demokratisk entusiasme og rekordhøj finansiel støtte til deres kandidater samt et blåt politisk miljø gør Demokraterne til favoritter til at genvinde flertallet i Repræsentanternes Hus den 6. november.

Det bør ikke ses som en selvfølge, at Demokraterne overtager mere end de 23 pladser, som det kræver at skifte magtbalance.

Væksten er høj. Strukturelle fordel, såsom gerrymandering og den geografiske fordeling af de respektive partiers vælgerkoalitioner, favoriserer Republikanerne på en sådan måde, at de kan tabe med omkring seks procentpoint på nationalt plan og stadig holde fast i Speaker-hammeren.

Så hvor står vi med under to uger igen?

Kampen om flertallet foregår hovedsageligt i republikansk territorium

Lad os starte at kigge på modellerne. Den mest generøse model giver Republikanerne en chance på omkring en ud af tre for at holde flertallet i Huset. Øptimus har sandsynligheden helt nede på 1 ud af 20.

Det største problem for Republikanerne er, at de forsvarer en usædvanligt stor mængde distrikter uden et siddende medlem. Der har været et rekordhøj antal af deres medlemmer, der er gået på pension siden 2017.

Hvorfor er det et problem?

Genvalgsraten i Kongressen er ekstremt høj. 97 procent af Husets medlemmer blev genvalgt i 2016, og tallet har ikke været lavere end 85 procent siden 1964. Der er desuden en gevinst ved at være et siddende medlem af Kongressen. Som kandidat er du kendt i dit distrikt blandt vælgere, du har fordele som en institutionel maskine, interessegrupper, der kan hjælpe dig politisk og en gruppe aktivister og supportere, der kan hjælpe dig valgpolitisk og finansielt. Genvinsten, bedre kendt som den såkaldte incumbency-effekt, er faldet i de seneste år, men kan stadig booste stemmeandelen med mellem to og otte procentpoint.

Der er 41 pladser, der er blevet efterladt åbne af den ene eller anden grund af republikanske politikere. 20 af dem bliver vurderet til at være i spil.

Otte af dem er distrikter, som Hillary Clinton vandt i 2016. Siden 1992 er det aldrig lykkedes et parti at vinde en åben plads i et distrikt, som deres præsidentkandidat tabte to år før. Fortsætter den trend har Demokraterne altså allerede en lidt over en tredjedel af de pladser, som det kræver at flippe Huset.

Det andet store problem for GOP er bredden af det politiske landskab. De skal forsvare mindst 60 pladser. Nogle analytikere ser op til 80 republikanske pladser i spil. Det giver Demokraterne en langt større fejlmargin, hvis enkelte favorable distrikter ikke skulle falde ud til deres fordel, eller hvis en håndfuld af de stærkere republikanske kandidater kniber en sejr ud.

25 valg finder sted i Clinton-distrikter. Altså nok til at vinde flertallet for Demokraterne uden at konkurrere i nogle af de distrikter, der svingede Trumps vej i 2016.

De Republikanske kandidater har desuden problemer med at overgå Trumps støtte. I 2016 overpræsterede en lang række Republikanske kongresmedlemmer Trump og fik en større andel af stemmerne end deres præsidentkandidat. I dag viser målingerne, at det ikke tilfældet.

En analyse fra EPPC’s Henry Olson viser, at blot 3 ud af 43 republikanske kandidater opnår fem procentpoint højere støtte end Trumps jobpræstation. Ingen kandidat overgår nummeret, som foretrækker Republikanerne til at kontrollere Huset med mere end fire procentpoint.

”De republikanske kandidater skæbne er så godt som forudbestemt af nationale trends, som han eller hun ikke har nogen kontrol over,” skriver han.

Distrikter, der bliver afgørende

I præsidentvalg er der stor sammenhæng imellem den retning, som de enkelte stater bevæger sig i. Hvis Pennsylvania rykker mod højre, gør Wisconsin og Florida det nok også.

Amerikanske vælgere stemmer hovedsageligt ud fra, hvilket parti de identificerer sig med. Identitet som race, uddannelsesniveau og alder kan også bruges som faktorer, der dikterer den måde folk stemmer.

Med så mange distrikter i fokus, er der en række forskellige måder at gruppere dem og zoome ind på de enkelte distrikter. Baseret på meningsmålinger og specialvalg siden Trumps indsættelse er der særligt tre identitetsgrupper, som kommer til at afgøre flertallet: højtudannede kvindelige vælgere i forstæderne, den hvide Obama-Trump arbejderklasse og minoritetsvælgere i traditionelt republikanske distrikter.

Kvindelig aktivisme har været den politiske historie i 2017 og 2018. Særligt blandt kvinder med en længere uddannelse, der er særdeles utilfreds med præsident Trump. I nogle målinger er der mere end 40 procentpoint mellem andelen, der godkender hans opførsel og andelen, der afviser den. I den nyeste måling fra Washington Post-Schar School, der kun spørger folk i 69 udvalgte battleground distrikter foretrækker denne gruppe demokratiske kandidater over republikanske med en slående 23 procentpoint margin.

Hvis denne gruppe er galvaniseret til at stemme i højere grad end normalt må Republikanerne overgive distrikter med en høj andel af hvide middelklassevælgere som MI-08 uden for Detroit, hvor demokraten Elissa Slotkin står overfor republikaneren Mike Bishop. Slotkin er tidligere CIA-analyst og har ifølge denne skribent stået bag en af de stærkeste reklamer i dette midtvejsvalg.

De er også i problemer i mere traditionelt konservative distrikter som CA-45, IL-06 og to forstadsdistrikter i henholdsvis Houston og Dallas, som vi gik mere i dybden med forleden.

Ingen gruppe betød mere for Trumps sejr i 2016 end hvide vælgere, særligt arbejderklassen, i Midtvesten og i landdistrikter.

Denne gruppe har traditionelt været demokratiske vælgere, der var organiseret i fagforeninger og i fabriksindustrien, og et af de store spørgsmål var, om de vedholder deres loyalitet overfor Trump, eller om deres afsky overfor det republikanske partis brand og politiske udspil som skattelettelser for de rigeste og forslag om at skære i velfærdsprogrammer vinder og får dem til at skifte tilbage til Demokraterne. Hold for eksempel øje med IA-01 og Maines 2. distrikt.

Og så er spørgsmålet om Latino-vælgere endelig kommer til at spille en større rolle i politiske valg. Segmentet er notorisk kendt for at have en af de største forskelle, når det kommer til at stemme i præsidentvalg og i midtvejsvalg. Har Demokraterne gjort nok for at mobilisere dem i distrikterne i Californien?

Desuden er det stadig et åbent spørgsmål om, præsident Trumps hårde linje på immigration rent faktisk har flyttet en stor nok gruppe vælgere. Ingen race er monolitiske, men latino-vælgeres vælgeradfærd er mere kompliceret end Afro-Amerikanere, der typisk stemmer mere strategisk og på demokratiske kandidater.

For det første identificerer en stor mængde latinoer sig selv som hvide. Der er også forskel imellem latinoer, hvis primære sprog er spansk, og hvis primære sprog er engelsk. Og der er en generations forskel, hvor ældre generationer typisk hælder i en mere konservativ retning og er mere tilbøjelige til at deltage i politik.

Den lave stemmedeltagelse blandt latinoer mellem 18 og 34 betyder endnu mere, siden de udgør næsten halvdelen af alle stemmeberettigede og er mere tilbøjelige til at identificere sig med Demokraterne. Hvilken betydning får de i det sydlige Florida, hvor hele tre valg finder sted i distrikter, der alle har mere 70 procent, der identificerer sig selv som hispanic? Hvad med det tætte valg i NM-02, hvor Xochitl Torres Small er nødt til at vinde latinovælgere for at have en chance i et distrikt, Trump vandt med 10 procentpoint.

Høj usikkerhed udgør forskellen mellem rødt flertal og blå jordskredssejr

Rækkevidden af mulige resultater spænder bredt. Vælgerne opfører sig ikke lige så forudsigeligt som i præsidentvalg, og der er en bred vifte af mulige resultater, der er en konsekvens af, at en forskel på få procentpoint den ene eller den anden vej også er forskellen imellem et spinkelt republikansk flertal til en udskiftning af op til 90 republikanske medlemmer.

For det første ulmer usikkerheden omkring stemmedeltagelsen i 2018. Demokraternes forbløffende præstationer i specialvalgene peger på en jordskredssejr, men meningsmålingerne fortæller en historie om et tæt valg.

Det samme gør sig gældende for præsidentens approval ratings, der typisk giver et godt indblik i, hvor mange pladser i Huset der skifter farve. Det er lidt for forsimplet kun at kigge på den indikator, men hvis Trump har en approval på 44 procent, sådan som han har i øjeblikket ifølge RealClearPolitics, kan der ske alt fra, at GOP kun mister et par pladser i Huset, til at de taber tæt på 70.

Der er andre måder, hvor den minimale forskel kan gøre sig gældende. For eksempel kan en systematisk fejl i målingerne ændre billedet, sådan som det var tilfældet i 2014, hvor GOP-støtten var 2,7 procentpoint højere end gennemsnittet af målingerne. Det samme kan en vælgervandring over den sidste uge blandt de folk, der først beslutter sig i de sidste dage. Det er tydeligt, at Trump har frastødt vælgergrupper, som typisk har stemt republikansk. Skifter de tilbage i sidste øjeblik? Hvad med de såkaldte Macomb County-vælgere i Midtvesten, der både stemte på Obama og Trump? Bliver de på den røde side, eller vender de tilbage til Demokraterne, siden deres alliance hovedsageligt var til manden i Det Hvide Hus og ikke til Republikanere i Kongressen?

De fleste trends bør gøre Demokraterne optimistiske. Skulle den såkaldte blå bølge i stedet blive til en tsunami, er der lige nu en række data, der vil blive påpeget i analyserne efter valget som tegn på, at vi skulle have set det komme. Men der er rigeligt med usikkerhed, og der er ingen grund til at afskrive Republikanerne endnu.