Bienvenido a Cuba, presidente Obama

Den amerikanske præsident har indledt det historiske besøg i Cuba. En begivenhed, der ikke bare signalerer at forholdet mellem de to lande er i daglig bedring, men som samtidig vil komme til at stå som et symbol på Obamas udenrigspolitik. Med alt hvad det indebærer

Det er historieskrivning, vi i disse dage er vidne til. For det er ikke hver dag, en amerikansk præsident kigger forbi Cuba. Tværtimod skal vi intet mindre end 88 år tilbage i historien for at finde sidste eksempel, da Calvin Coolidge var på besøg.
Siden fulgte Castros kommunistiske revolution, nationalisering, Cubakrisen og årtier med iskold stemning mellem supermagten og naboen mod syd. Men alt det er nu vand under broen. Sådan da. I hvert fald har Obama administrationen gennem de seneste år arbejdet på en gradvis optøning af forholdet til Cuba. En proces, der for alvor tog fart i foråret 2015, da Obama og den cubanske præsident, Raul Castro, mødtes i Panama. Siden fulgte åbningen af den amerikanske ambassade i Havana sidste sommer, hvor udenrigsminister, John Kerry, deltog. Og i går aftes lokal tid, tog præsidenten selv endnu et vigtigt skridt, da han sammen med hustruen Michelle og døtrene Malia og Sasha landede i Cuba for at indlede et tre dage langt besøg.

Det er ikke hver dag en amerikansk præsident tilbringer tre dage sammenhængende i et andet land en USA. Det sker faktisk ret sjældent. Tænk bare på gange, Obama – eller for den sags skyld Bush eller Clinton – var på besøg her i landet. Stor ståhej, men som oftest afviklet på under et døgn. Sådan er det oftest, når lederen af den frie verden kigger forbi. Men ikke denne gang. Her er der sat tre dage af til cubansk visit, hvilket sender et klart signal om, at Obama vil noget med sit besøg. Og at han i det hele taget er optaget af at genoprette den tidligere så elendige relation mellem USA og Cuba. Eller i hvert fald gøre så meget han nu kan som præsident.

For der er lige et men. Det er der som regel, når det handler om amerikansk udenrigspolitik. I det her tilfælde er det ‘men’ Republikanerne. For selv om præsident Obama har høstet stor global anerkendelse for USA’s nye Cuba-kurs, så giver the GOP ikke en peso for Obamas cubanske tilnærmelser. Tværtimod har både præsidentkandidater og partiledelse stået i kø for at kritisere præsident Obama i dette spørgsmål. ‘USA bøjer sig for en fjende, der ikke har ændret sig en tøddel,’ og ‘USA sender signalet, at hvis bare vi er uvenner længe nok, skal vi nok give efter’ har kritikken blandt andet lydt fra den republikanske lejr. Dog uden at det af den grund har haft nogen indflydelse på Obamas planer. Han har tværtimod arbejdet videre ud fra de beføjelser han har som præsident, og vendt det døve øre til den republikanske kritik.

Helt uden om Republikanerne kommer præsident Obama imidlertid ikke helt, hvis han vil komme helt i mål med sit ønske om at genoprette alle de ødelagte forbindelser mellem USA og Cuba. For det amerikanske handelsembargo mod Cuba står fortsat ved magt, og hvor gerne Obama end ville det, så kræver det flertal på The Hill, hvis et sådant skal ophæves. Og det har Obama og Demokraterne langt fra i øjeblikket. Tværtimod sidder Republikanerne fortsat tungt på magten på Capitol Hill, og det er vanskeligt at forestille sig, at den republikanske lyst til at hjælpe præsidenten og hans parti i et valgår pludselig skulle vokse. Snarere tværtimod.

Derfor er der ikke tale om en endegyldig normalisering af forholdet mellem USA og Cuba. Endnu i hvert fald. Men når det alligevel giver mening at tale om Obamas besøg i Cuba som værende historisk, så er det fordi relationen mellem de to lande tidligere har været så forgiftet, at det var vanskeligt at forestille sig den dag, hvor Air Force One ville lande i Havana med en smilende amerikansk præsident familie om bord.

Da Fidel Castro i sin tid vippede Batista af pinden i 1959, var det langt fra noget, man brød sig om i Washington D.C. Tværtimod så den daværende præsident Eisenhower til med stor bekymring. For Castros kommunistiske tilbøjeligheder var alt andet end betryggende, set ud fra et amerikansk perspektiv. Han nationaliserede produktionen, hvilket bestemt ikke passede amerikanerne, der på det tidspunkt havde store interesser på Cuba. Og i det hele taget var det ikke optimalt at naboen mod syd hældte mere retning af Kreml end Det Hvide Hus. Derfor måtte man af med Castro igen, lød den amerikanske konklusion. CIA gik i gang med at udtænke en kupplan, der kunne vælte Castro. Planen gik i al enkelthed ud på, at træne en række eksilcubanere, sende dem til Cuba og få dem til at vælte Castro. Blev dette først sat i gang, ville det cubanske folk støtte op om projektet og den langskæggede leder ville snart være fortid. Sådan gik det imidlertid ikke helt.

Planen blev ganske vist forsøgt udført i april 1961 af præsident Kennedy, der et par måneder forinden havde afløst Eisenhower. Men den gik ikke helt som planlagt. Castro havde fået nys om planen og var derfor forberedt på ‘angrebet’, da det blev forsøgt iværksat i Svinebugten. Og da den folkelige lyst til at hjælpe med at styrte Castro også udeblev, var en af de største ydmygelser i amerikansk udenrigspolitisk historie en realitet. Og en brødbetynget JFK måtte på en pressekonference kort tid efter erkende, at USA havde fejlet.

Kennedy opgav dog langt fra ideen om at vælte Castro. Tværtimod. Det stod stadig højt på hans prioritetsliste. Men sætte generalerne i spidsen for arbejdet, det var nu udelukket. I stedet satte Kennedy sin bror, Bobby, der på det tidspunkt var justitsminister, i spidsen for håndteringen af Cuba. Kennedy stolede ganske enkelt ikke på generalerne længere og ville derfor have en, han havde blind tillid til, til at håndtere Castro.

Den kiksede invasion i Svinebugten havde ikke just gjort relationerne mellem USA og Cuba bedre. Tværtimod havde det sendt Castro direkte i armene på Nikita Krustjov, der fra Kreml øjnede muligheder i at få en tæt allieret i Castro, da dette kunne give Sovjet adgang til områder tæt op af den amerikanske grænse.

Hvad præcist dette indebar, fik hele verden at se i oktober 1962, da Kennedy-administrationen fik nys om, at Sovjetunionen var i fuld gang med at opstille atommissiler på Cuba. Missiler, der ville kunne udslette store dele af den amerikanske befolkning på ganske få minutter og som derfor udgjorde en akut sikkerhedsrisiko mod USA, som Kennedy i sagens natur ikke kunne acceptere. Herfra fulgte 13 dage, hvor verden var på randen af atomkrig, inden en aftale mellem USA og Sovjetunionen blev indgået. Krustjov gik med til at fjerne missilerne, hvis USA lovede ikke at invadere Cuba. Og desuden fjernede de atommissiler, man på det tidspunkt havde opstillet i Tyrkiet. Kennedy indvilliget, dog med den betingelse, at den tyrkiske del af aftalen forblev hemmelig. USA skulle nok fjerne missilerne, men først et halvt år senere og hvis Sovjetunionen offentligt fortalte om aftalen, ville den falde til jorden. Den præmis accepterede Krustjov, og 13 dages storpolitisk nervekrig var forbi.

Dog uden at forholdet mellem USA og Cuba blev bedre af den grund. Den forblev isnende koldt.

Den betændte historie mellem USA og Cuba, er fortsat præsent i mange amerikaneres bevidsthed. Ikke mindst de mange eksilcubanere, der blandt andet bor i Florida. Og derfor er det langt fra heller alle amerikanere, der tager sig en Havana Club for at fejre Obamas Cuba-besøg. Tværtimod er det et emne, der fremkalder stærke følelser hos såvel demokrater som republikanere. Positivt og negativt.

At præsident Obama mener, at tiden er inde til at laden fortid være fortid, og søge en ny fremtid sammen med cubanerne, er tydeligt. Og der er ingen tvivl om, at han med besøget i Havana håber, at kunne sætte yderligere skub i helingsprocessen. I hvor høj grad det lykkes, vil den kommende tid vise. Sikkert er det imidlertid, at arbejdet for at genetablere et godt forhold mellem USA og Cuba er et af de bedste eksempler på Obamas udenrigspolitiske linje. Han har fra starten af sit embede gjort klart, at han ønskede et opgør med vanetænkning i amerikansk udenrigspolitik. Og at han ønskede at løse nogle af de konflikter, USA i mange år havde haft med lande som Cuba og Iran. Genoptage dialogen med de gamle fjender og se om der tidligere konflikter kunne skrinlægges. En linje, præsidenten og hans admninistration har fulgt, hvilket både atomaftalen med Iran og de genoprettede diplomatiske relationer mellem USA og Cuba vidner om.

Derfor er Obamas Cuba-besøg i sandhed historisk. Ikke kun fordi, det er 88 år siden en amerikansk præsident sidst besøgte Cuba. Men også fordi det i fremtiden vil blive fremhævet som et af de klareste eksempler på præsident Obamas udenrigspolitik. Demokraterne vil hylde den, Republikanerne vil kritisere den. Som med så meget andet. Det er en del af det politiske spil.

Men det er ikke uden grund, at hele verden i skrivende stund har blikket rettet mod den lille nation syd for Floridas kyster. For når historien om Obamas embede skal skrives, vil et af de vigtigste kapitler være det, hvor Raul Castro kunne række hånden ud til sin amerikanske kollega og sige: ‘Bienvenido a Cuba, presidente Obama.’