Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Interview

Bidens største drøm bliver næppe til virkelighed

Vicepræsident Joe Biden har sukket efter præsidentposten i mere end 25 år. Men selv om han reelt er næst i rækken, får han mere end svært ved at videreføre Obamas stafet. Den åbenlyse hæmsko hedder Clinton til efternavn – og nå ja, så stiller Biden ikke altid sig selv i det bedste lys.

Præsident Joe Biden. Tyg lidt på den. Hvordan smager det? Måske en anelse mærkværdigt. Måske så mærkværdigt, at du vælger at spytte ud. En ting er stensikkert: Der findes én person i Washington, hvis største ønske er netop at se den titel på sit CV – og det er Biden selv.

Den amerikanske vicepræsident har allerede forsøgt at erhverve sig verdens mest magtfulde embede to gange. Første gang var i 1988. Her snublede han gevaldigt ved at plagiere en tale, der oprindeligt var holdt af den engelske Labour-politiker Neil Kinnock. I 2008 var han atter på pletten, men har skyggede Obama og Clinton for spotlyset – og Biden trak sig efter at have fået mindre end en procent af stemmerne ved primærvalget i Iowa.

Men drømmen er ikke forsvundet, og meget tyder på, at den aldrende katolik med det brede smil og de grå lokker atter er i gang med at lade kanonerne til en præsidentvalgkamp. De seneste måneder har han således optrådt i diverse talkshows, hvor han på spørgsmålet om, hvorvidt han går efter præsidentposten i 2016, har svaret ganske klart: Der er ikke nogen åbenlys grund til, at han ikke skulle stille op. Vicepræsidenten har udtalt til CNN, at han vil beslutte sig ud fra, hvorvidt han er den bedste kandidat, når det kommer til at kæmpe for sine mærkesager: At give middelklassen en fair chance for at klare sig og videreføre en stærk udenrigspolitik.

“Hvis jeg ikke tror, andre kan, og jeg tror, jeg selv kan, så vil jeg stille op. Hvis ikke, gør jeg det ikke.”

Afspærring a la Clinton
Desværre for Joe Biden er sandsynligheden for, at han overtager Det Ovale Værelse efter Obama minimal. Traditionelt har vicepræsidenten altid fået præsidenten og partiets opbakning, hvis han valgte selv at gå efter præsidentembedet ved udgangen af de otte år som landets nummer to. I den normale verden ville Det Hvide Hus forberede sig på at videregive stafetten til Biden i et forsøg på at bevare og finpudse præsidentens arv. Men verden er ikke normal.

For midt i det politiske univers står en kvinde ved navn Hillary Clinton og spærrer for Bidens ambitioner. Hun er vellidt, politisk erfaren og står ifølge flere meningsmålinger langt bedre end vicepræsidenten. Hun har pengemaskinen kørende og et helt bagland af håbefulde demokrater, der vil gøre alt for, at hun bliver den første kvindelige præsident i USA.

Så længe hun står klar i kulissen og kun venter på at give los, ser situationen ganske svær ud for vicepræsidenten. Obama kan umuligt vælge mellem Biden og kvinden, som mange betragter som ”next in line”.

Fjoget fedtmule
Men Clinton er langt fra det eneste bump på vejen. Bidens største problem kan vise sig at være Biden selv. Ja, problemet har endda fået et navn: The Uncle Joe Syndrom.

I sine 36 år som senator for Delaware, har Biden vist sig som et politisk naturtalent. Han har haft formandsposten i flere betydningsfulde udvalg, og blandt kollegerne – eksempelvis John McCain – er han altid blevet set på med politisk venlige øjne. Han er kontant, klar til kompromis og forstår spillet.
Det var af samme grund, at Obama og co. i første omgang valgte at tilbyde ham jobbet som vicepræsident. Den temmelig uerfarne præsidentkandidat manglede politisk ballast, og ved at koble Biden på stemmesedlen var der med et snuptag massevis af erfaring at trække på.

Men trods politisk tæft har Joe Biden det store problem, at han gang på gang snubler over sig selv. Han virker ureflekteret og er utallige gange taget i at sige ting, han måske bare skulle have holdt for sig selv. I 2008 blev han eksempelvis voldsomt kritiseret for at kalde Obama ”den første mainstream afroamerikaner, der både er veltalende, klog, frisk og en flot fyr. Det er jo næsten som et eventyr.”
Selv i sit vicepræsidentembede formår Biden at kikse. I 2013 ville Biden ringe til Marty Walsh for at ønske ham tillykke med sejren ved borgmestervalget i Boston. Men han fik fat i den forkerte Walsh og lykønskede altså en komplet fremmed mand.

Det er ikke en mand af præsidentformat.

Eksempler er utallige. Det er ikke fordi, at Biden er decideret krænkende. Han virker bare af og til som en fjollet fedtmuleagtig tosse: Internettet flyder over med finurlige billeder, hvor vicepræsidenten laver ansigter, er ukoncentreret og omgiver sig med barmfagre kvinder. Mange billeder og videoer er givetvis manipuleret, men det rokker ikke ved den underliggende sandhed: Joe Biden er det frygtede familiemedlem, der kan finde på at sige hvad som helst – den lidt pinlige onkel, der altid siger det forkerte. Selvom han er nem at holde af, er han ikke ligefrem en statsmand.

I forbindelse med præsidentvalget lavede Pew Research Center for the People and the Press en måling, der viste, at amerikanerne brugte flere negative end positive ord til at beskrive vicepræsidenten. Blandt de hyppigste gloser var ord som idiot, inkompetent og klovn – og selv blandt demokraterne var de negative tillægsord i flertal.

Det var givetvis af samme grund, at Obamas administration overvejede at skifte Biden ud med Hillary Clinton i forbindelse med valget i 2012. Kunne det betale sig? Præsidenten stod foran en vanskelig valgkamp – og måske var Biden ikke ligefrem det perfekte es at trække op ad ærmet.

Den dygtigste?
Men Biden blev – og det kan Obama sådan set takke ham for. Han kan faktisk takke vicepræsidenten for meget. Hvor Obama bliver betragtet som en lidt introvert og elitær mand, er det Biden, der altid bliver sendt af sted for at forhandle med Mitch McConnell og resten af republikanerne i Senatet. Det er Biden, der har fået flere af Obamas største politiske aftaler i hus – blandt andet implementeringen af stimulusaftalen. Det er ligeledes Biden, der gang på gang har været i centrum, når budgetforhandlingerne er gået i hårdknude.

Man skal derfor ikke fornægte, at Biden har noget at have sine ambitioner i. Man kan måske gå så langt som til at sige, at Biden er en af de mest erfarne og politisk dygtige mænd, der alligevel aldrig bliver præsident.
Det er en klump i halsen. Ja, det er lige før, at man får ondt af Biden.
Men med en cocktail bestående af Hillary Clinton, et ry som fjoget tosse og en dåbsattest, der har 74 år på bagen i 2016, ser det ganske enkelt noget vanskeligt ud for Uncle Joe.

Written By

Nina Hermansen er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og kandidat i journalistik fra Syddansk Universitet. Har tidligere læst på University of California, San Diego og skrevet om religion i amerikansk politik. Var blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På? og skriver nu på en ny bog om amerikansk politik. For Kongressen.com dækker hun indenrigspolitiske emner med særlig vægt på det kommende midtvejsvalg.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen