Bekymrende Asien-tur for USA’s allierede

Efter en lang rejse rundt i Asien er præsident Trump nu vendt hjem til USA. Efter turen står vi ikke tilbage med et bedre billede af hvad USA vil i regionen, og det må være bekymrende for USA’s allierede og partnere i regionen. Ligeledes må de være kede af de mange rosende ord fra Trump til Kinas Xi Jinping.

Donald Trump har været på en omfattende rejse i Asien over det sidste stykke tid, hvor han har besøgt såvel allierede som partnere – og også Kina. Hvilken kategori man skulle sætte Kina i har der i lang tid været tvivl om. Kina er en opstigende magt, som kræver sin plads blandt stormagterne og retten til at diktere forholdene (eller i hvert fald være blandt dem som gør) i Asien. Derfor har diskussionen i USA i mange år været, om hvorvidt man skulle kategorisere Kina som en partner eller konkurrent.

Trumps besøg hos Xi Jinping gav en klar indikation af at præsidenten anser Kina for at være en central partner i regionen. Men det må også give anledning til undren og frustration hos USA’s traditionelle allierede og partnere i regionen, som har kigget mod USA for at finde modvægt mod Kinas stigende indflydelse i regionen.

Det er ikke fordi vi har fået den store indsigt i Trump-administrationens Asien-strategi efter denne tur. Men for USA’s allierede og partnere må man stå tilbage med en mærkelig smag i munden efter at have hørt USA’s præsident tale om sin gode kemi og gode samarbejde med den kinesiske præsident.

Meget larm – men indhold?
Inden præsidenten tog til Asien var budskabet, at fokus ville være på handel og situationen med Nordkorea. Det må man sige at præsidenten levede op til.

Det er snart klart for de fleste lande, at vejen til præsident Trumps hjerte går gennem en eller anden form for aftale på handelspolitiske områder. Fra Kina fik præsident Trump en lang række ”Memorandums of Understanding” – altså aftaler om at man har en intention om at lave en aftale – ikke just det mest konkrete at komme med. Fra Sydkorea og Japan fik Trump også nogle handelspolitiske indrømmelser, og ifølge præsidenten selv også nogle våbenaftaler. Hvorvidt dette bliver til noget må vi se.

I forhold til Nordkorea udtalte præsident Trump også at der var indgået aftaler. Hvad de inkluderer ved vi ikke rigtig, men Kina sender en delegation afsted til Nordkorea. Hvorvidt afsendelsen af delegationen har noget at gøre med Trumps besøg eller snarere er følge af den netop overståede partikongres er der ikke sikkerhed om. Det bliver derfor spændende over det næste stykke tid at se hvad der kommer ud af denne delegations rejse, men én ting er sikkert: Trump vil tage æren og fremstille det som en sejr.

Men bag al larmen om Nordkorea og – i hvert fald inden rejsen – ubalancen i handelssammenhæng – dækker nok også over at Trump-administrationen har svært ved at finde sine ben, og finde ud af en større strategi ift. regionen.

Det skal selvfølgelig retfærdigvis siges, at der gik to år fra Obama-administrationen kom til, til den kom frem med sin ”pivot to Asia” strategi, så der er stadig tid for Trump-administrationen. Men det er netop også et problem for de asiatiske lande, som kigger mod USA for støtte. Det nytter ikke noget for dem, at de hvert fjerde eller ottende år kan forvente en ændret kurs fra USA, men at de så lige skal vente nogle år for at få den kurs at vide.

Hvis ikke de lande føler de kan regne med USA, så taler man om risikoen for en ”finlandicering” af Kinas nabolande. Her henvises til Finlands udenrigspolitik, som i mange år har været påvirket og underlagt hensyn til Rusland. Det samme kan ske i Asien, hvis ikke lande som Vietnam og andre lande i Sydøstasien føler de kan regne med amerikansk støtte som modvægt til Kina.

Vel nok det mest interessante vi fik ud af Trumps tur var en retorisk nyskabelse fra amerikansk side. Hidtil har man fra amerikansk side konsekvent omtalt regionen som ”Asia-Pacific”, men i det seneste stykke tid har Trump-administrationen omtalt den som ”Indo-Pacific”. Dermed giver de udtryk for at man nu i højere grad ser Indien som en vigtig del af at kunne håndtere udfordringerne i regionen. Her lader det altså til at man vil bygge videre på det gode forhold til Indien, som Obama-administrationen og især forsvarsminister Ashton Carter arbejdede for i lang tid. Indien er en central spiller i USA’s håndtering af Kinas opstigen som stormagt.

Men det bliver helt centralt for det videre samarbejde, hvordan USA ser Kina – som en konkurrent (ligesom flere af USA’s allierede og partnere i regionen gør) – eller som en samarbejdspartner.

Alt dette vil vi få mere indblik i efterhånden som Trump-administrationens Asien-politik forhåbentlig tager form.