I dag for 75 år siden underskrev repræsentanter for den japanske kejser den endelige kapitulation til de allierede magter. Det skete ombord på slagskibet USS Missouri i Tokyobugten. Dermed var Anden Verdenskrig slut, og en ny æra kunne begynde og verdensorden tage form. Men motiverne og strukturerne var måske ikke som folk i dag husker dem, og de nye organisationer blev hurtigt brikker i Den Kolde Krig, som snart tog over.
”I dag er kanonerne stille. En stor tragedie er slut. En stor sejr er vundet.” Sådan indledte general Douglas MacArthur sin tale til verden i øjeblikkene efter repræsentanter for den japanske kejser havde underskrevet dokumenterne, som betød Japans kapitulation til de allierede magter.
Over 200 allierede skibe var samlet i Tokyobugten og lå rundt om det amerikanske slagskib USS Missouri, hvor ceremonien havde fundet sted. I minutterne efter ceremonien var færdig begyndte ca. 450 amerikanske kampfly fra nært liggende hangarskibe at flyve hen over bugten efterfulgt af grupper af de imponerede B-29 bombefly. Det var en overvældende magtdemonstration overfor den slagne modstander.
Men ceremonien var ikke kun afslutningen på en altødelæggende verdenskrig, men symboliserede også begyndelsen på en ny orden i international politik. Med de allierede magters sejr skulle verden ordnes gennem organisationer som De Forenede Nationer (FN), hvor stormagter og mindre stater kunne agere indenfor fælles bestemte rammer, men hvor de sejrrige magter stadig sad tilbage med afgørende indflydelse ved deres vetoret i FN’s Sikkerhedsråd.
Men denne orden blev hurtigt fanget i den gryende begyndelse af Den Kolde Krig, og i de følgende år blev den internationale arkitektur, som vi i dag i Vesten tager for givet og nærmest antager er universel i karakter, skabt af USA som modvægt til Sovjetunionen.
For som den amerikanske akademiker Kyle Lascurettes argumenterer for i den nye bog Orders of Exclusion, så var der tale om to lag i den verdensorden, som USA var med til at designe efter Anden Verdenskrig.
Det første lag var den globale orden, som blev aftalt med de øvrige allierede magter – dog især Sovjetunionen. Den primære organisation i denne orden var FN, som skulle være forum for at undgå en gentagelse af verdenskrigenes ødelæggelser og stormagtskonflikter. Det var især et hjertebarn for den afdøde præsident Franklin D. Roosevelt, men som hans efterfølger i embedet, Harry Truman kunne se tydelige fordele ved.
Men udviklingen i international politik gav dog FN svære kår for at trænge igennem som en fælles toneangivende organisation. Fra 1945 og gennem slutningen af 1940’erne kom to blokke i højere og højere grad til at stå overfor hinanden, og det er i det lys, at man skal forstå det næste lag i den amerikansk konstruerede verdensorden.
For de vestlige magter var truslen fra kommunismen et større og større problem efter 1945. Derfor var formålet med det andet lag i den amerikansk konstruerede verdensorden at sikre de vestlige lande mod kommunistisk indflydelse både udefra og indefra. Til det formål gav USA bl.a. den store Marshall-hjælp til de lande, som ville gå med til USA’s betingelser, man konstruerede fælles vestlige økonomisk samarbejde og kulminerede i dannelsen af NATO i 1949. Alt dette skulle sikre mod kommunistisk indenrigspolitisk indflydelse i vestlige lande og sikre mod en sovjetisk invasion.
Dette er en væsentlig pointe at huske i en moderne kontekst, hvor mange i Vesten nærmest antager, at den verdensorden, som vi har levet under siden 1945 har nærmest universel gyldighed. Den blev ikke konstrueret med det formål at være universel.
Den amerikanske verdensorden blev konstrueret i en verden, hvor Sovjetunionen præsenterede en alternativ verdensorden, og det var netop i lyset af dette modsætningsforhold, at amerikanske statsmænd i samarbejde med europæiske ledere konstruerede en alternativ verdensorden. Set i et verdenshistorisk perspektiv er det en abnormalitet, at vi siden 1991 har levet i en verden, hvor én verdensorden har været dominerende. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at andre magter – som f.eks. Kina – i dag søger en forandring og i hvert fald søger indflydelse i deres nærområde.
En stor forskel mellem situationen i 1945, hvor to store
magter også stod overfor hinanden og konstruerede hver deres verdensorden, er
at i 1945 var der fastlagte geografiske grænser for hver stormagt – grænser som
var defineret ved Yalta-topmødet mellem USA, Sovjetuionen og Storbritannien. Der
var altså tale om supermagter, som allerede hver især var dominerende i klart
definerede geografiske områder, som konstruerede hver deres verdensorden
indenfor disse områder.
I dag er situationen en anden, for f.eks. Kina som ny magt rejser sig indenfor
et system, hvor den vestlige verdensordens præmisser har været dominerende i global
sammenhæng i nær ved 30 år. Derfor opstår der tydelig friktion mellem verdens
to største økonomier, efterhånden som Kina vokser sig større og ønsker en
tilsvarende stigende indflydelse.
