Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Bannon sat af det nationale sikkerhedsråd

Det var en af de mere kontroversielle sikkerhedspolitiske beslutninger, som Trump har taget i sin korte tid som præsident, da han lod sin chefstrateg Steve Bannon få en plads på det nationale sikkerhedsråd. I går mistede Bannon så sin plads, og Forsvarschefen, chefen for de amerikanske efterretningstjenester fik deres pladser tilbage. Det lugter af en sejr til den nye nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster.

Det var en stor nyhed fra Det Hvide Hus, som i går aftes dansk tid optog de amerikanske og danske medier. Præsident Trumps chefstrateg Steve Bannon mistede sin plads i det nationale sikkerhedsråd.

Hvorfor Bannon mister sin plads er ikke helt klart, men den nye nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster har vundet en sejr for at bringe lidt normalitet ind i det nationale sikkerhedsråd. Samtidig tyder det ifølge nogle analytikere på at Bannons stjerne måske er falmet lidt ved siden af Trumps svigersøn Jared Kushners.
Der kan altså igen være tale om drama bag kulisserne i Det Hvide Hus.

Da Bannon blev udpeget til at sidde med i det nationale sikkerhedsråd vakte det stor opsigt, og beslutningen blev mødt med kritik selv fra republikanske rækker. Særligt senator John McCain var fremme i skoene og kritisere udnævnelsen.
Samtidig med at Bannon kom med i det nationale sikkerhedsråd, så mistede Chairman of the Joint Chiefs of Staff (forsvarschefen) og Director of National Intelligence (chefen for USA’s efterretningstjenester) deres plads i den såkaldte Principals Committee. Det er komiteen lige under det nationale sikkerhedsråd, og er stedet hvor præsidentens primære rådgivere kan tale tingene igennem, inden de præsenterer forslag og analyser for præsidenten.

De ændringer er nu rullet tilbage. Bannon har mistet sin plads, og forsvarschefen og DNI har fået deres pladser tilbage. Desuden har CIA’s direktør også fået en plads ved bordet. Dermed ligner det nationale sikkerhedsråd en mere traditionel line-up, end det gjorde for få dage siden.

Hvorfor kommer denne ændring så? Der er flere mulige (og nogle usandsynlige) forklaringer.

Bannon selv udtaler, at han kun var sat i det nationale sikkerhedsråd for at hjælpe med at bringe det under kontrol efter Susan Rice havde været ved roret under præsident Obama. Den opgave skulle nu være løst, og derfor var der ifølge Bannon ikke længere behov for hans tilstedeværelse i rådet. Men hvorfor så ikke sige fra start af, at det var en tidsbegrænset opgave? Man kunne nok have undgået en del kritik på den måde.
Samtidig er det jo svært ikke at lægge mærke til, at Bannon skynder sig at nævne Susan Rice i denne sag. Dermed holder han liv i brugen af hendes navn i medierne, mens der florerer beskyldninger om, at hun som national sikkerhedsrådgiver skulle have brugt adgang til efterretninger til politiske formål. Disse beskyldninger har givet fornyet energi til præsident Trumps forrykte beskyldninger om, at præsident Obama skulle have beordret ham aflyttet under valgkampen.

Ifølge kilder i Det Hvide Hus som har talt med The Wall Street Journal, så er ændringen helt naturlig, da Bannons oprindelige opgave var at holde øje med Michael Flynn, og da han ikke længere er i Det Hvide Hus, så sluttede Bannons opgave. Lad os lige begynde at bemærke det ret markante mistillidsvotum, som det her er udtryk for, overfor et ellers betroet medlem af Trumps kampagne. Flynn var en af Trumps tætteste støtter under valgkampen, og var jo ligefrem en af hovedtalerne ved republikanernes konvent. Han blev også belønnet med posten som national sikkerhedsrådgiver for sin loyalitet.
Er der mon nogen i Det Hvide Hus, som lige føler behov for at distancere sig fra Flynn, som jo også har en del modvind (for at sige det mildt) i medierne i øjeblikket?

En anden mulighed er, at dette er udtryk for en markant sejr for den nye nationale sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster over de tættere medlemmer af Trumps gruppe af rådgivere, hvoraf Bannon er en. Generalløjtnant McMaster blev bragt ind med det klare formål at bringe orden i sagerne i det nationale sikkerhedsråd efter at Flynn ikke havde formået at skabe orden.
Noget taler i hvert fald for at McMaster har spillet en stor rolle i denne rokade, da forsvarschefen og chefen for de amerikanske efterretningstjenester har genvundet deres pladser i Principals Committe. Det lugter af, at den nye sikkerhedsrådgiver har ønsket at normalisere processen, og samtidig er det godt i tråd med de konklusioner han kom frem til i sin Ph.d. afhandling om den sikkerhedspolitiske proces, som ledte til USA’s krig i Vietnam. Her understreger han nemlig behovet for klar faglig rådgivning til præsidenten, så han ikke blot befinder sig i en boble med folk med samme holdninger. Derfor virker det sandsynligt, at McMaster har skubbet på for at få de to tilbage i processen.

Den sidste mulige forklaring kan ligge i forlængelse af forklaringen om en sejr til McMaster.

Teorien kommer fra CNN’s Chris Cillizza, som forklarer at det kan være at chefstrategens stjerne simpelthen er famlet over det sidste stykke tid med politiske nederlag og dårlige meningsmålinger. I stedet er stjernen hos svigersønnen Jared Kushner tilsyneladende kun steget på det seneste, suppleret af tilstedeværelsen af Trumps datter Ivanka, som også er rykket ind i The West Wing, som rådgiver uden portefølje. Det har ifølge Cillizza skabt en magtfuld gruppering i Trumps inderkreds, som har mindsket Bannons indflydelse.

Hvad end forklaringen er, så er det en markant ændring i Bannons status i Det Hvide Hus. Men samtidig skal vi også hele tiden huske, at det jo altså ikke var en fyreseddel som blev sendt i Bannons retning. Han er stadig en central spiller i Det Hvide Hus, og som det er velkendt, så har magtfulde politiske spiller som Bannon det med at kunne finde tilbage til magtens kerne.

To be continued.

 

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen