Balkan massakren der afgørende ændrede FN

Den serbiske nedslagtning af 8.000 bosnisk muslimske mænd og drenge i 1995 er til dato den største fiasko for FN. De blå hjelme så passivt til og FN måtte erkende, at vejen til fred går uden om FN. Nu er organisationen igen kørt fast i borgerkrigen i Syrien, og vi har endnu til gode at se hvordan den historie ender

Solen bagte ned over Srebrenica i juli 1995. Området omkring byen var af FN udpeget som ’sikker zone’, hvor tusinder af bosniske muslimer på flugt kunne søge ly fra den brutale borgerkrig på Balkan. Men det viste sig dog, at området ikke var mere sikkert end at serbisk militær uden problemer kunne trænge igennem de tyndt bemandede FN linjer. Godt 400 hollandske FN-soldater bevæbnet med lette våben og uden fly støtte, kunne intet stille op mod de tungt bevæbnede serbere. Hollænderne kunne kun se passivt til, da række efter række af tilfangetagne bosniske muslimer – mænd og drenge – blev drevet frem af serberne. De tilfangetagne passerede så tæt forbi deres beskyttere i blå hjelme, at hollænderne kunne lugte dem, tale med dem, røre ved dem, mærke deres angst, men intet kunne gøre, da skudsalverne begyndte at brage løs i landskabet i det der må have føltes som en evighed for de hollandske beskyttere i de blå FN hjelme. 8.000 bosnisk muslimske mænd og drenge mistede livet i den største massakre i Europa siden 2. verdenskrig.
”For mig personligt er massakren den største fiasko for FN til dato”, siger Peter Kim Laustsen, FN-ekspert og Chef for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet.
”Man skal selvfølgelig huske den kontekst, som massakren indgik i. FN kunne ikke blive enige. USA og Frankrig ville gå ind med militær, mens Rusland trak i den modsatte retning på grund af deres historiske bånd til serberne. Men alligevel var det en fiasko, for FN havde til opgave at beskytte civilbefolkningen, og sikre, at der ikke skete tab af menneskeliv. Det var deres opgave, og den formåede FN ikke at løfte,” fortsætter Peter Kim Laustsen, som er en af paneldeltagerne i Kongressens store FN debat på Christiansborg på næste onsdag.

Hollandske traumer
Den dag i dag lider masser af hollandske soldater og deres familier under svære traumer efter begivenhederne. Massakren har også haft store konsekvenser for staten. I 2002 måtte den siddende regering under ledelse af daværende ministerpræsident Wim Kok gå af som en direkte følge af det der skete i Srebrenica. Han mener ikke, at Holland nogensinde kan lægge den sag bag sig.
”Denne bog kan aldrig lukkes, fordi tragedien var så frygtelig for så mange mennesker”, har Wim Kok tidligere sagt til Financial Times.
Den spådom fik Wim Kok ret i. Således blev Holland i fredags dømt som værende ansvarlige for tre bosnieres død under Srebrenica-massakren i 1995. De tre bosniere fik besked på at forlade en sikker FN-zone og blev efterfølgende dræbt under massakren.
Men på trods af dommen i fredags, er der blandt eksperterne enighed om, at det overordnede ansvar for at massakren ikke blev standset, både den gang og i dag, ligger hos FN. Sikkerhedsrådet var handlingslammet nøjagtig som det er tilfældet i borgerkrigen i Syrien. FN systemet var rystet i sin grundvold. Året før Srebrenica massakren havde verden oplevet en anden grufuld begivenhed. Tusinder blev slagtet og på barbarisk vis hugget til døde med macheter under folkemordet i Rwanda, uden at FN kunne eller ville gøre noget. To rystende begivenheder på kun to år uden at det internationale samfund greb ind.

FN-chef var Clintons mand
Det er formentlig grunden til at, at FN’s daværende generalsekretær på det tidspunkt, Kofi Annan, accepterede og nærmest opfordrede Nato til at gribe ind, da serberne i 1999 overfaldt det albanske befolkningsflertal i Kosovo. Kofi Annan havde som chef for FNs fredsbevarende operationer et stort ansvar for, at FN ikke greb ind i Srebrenica og Rwanda. Nu var sikkerhedsrådet igen handlingslammet. Russerne ville nedlægge veto mod en militær indgriben mod serberne. Derfor accepterede Kofi Annan, der havde en stor stjerne i Clinton administrationen, i bløde og diplomatiske vendinger, at et militært indgreb kunne være både nødvendigt og legitimt uden om et mandat fra sikkerhedsrådet, hvis det skete af humanitære grunde og for at sikre freden. Derefter indledte Nato styrker bombardementer af Beograd og serbiske stillinger i Kosovo og Serbien.
Vi har endnu til gode at høre en lignende melding fra FN’s nuværende generalsekretær, Ban Ki- Moon, i forhold til konflikten i Syrien. Ban Ki-Moon er et langt stykke hen ad vejen låst i spillet mellem stormagterne i FN. Men af hensyn til FN’s overlevelse som en troværdig og stærk spiller i det internationale samfund, er det nødvendigt, at FN kommer i offensiven, mener Peter Kim Laustsen. Fiaskoerne i Rwanda og Srebrenica har sat sig dybe spor i FN-organisationen og hvis det nok en gang ender med en dundrende fiasko i Syrien, så er FN fuldstændig amputeret.
FN- organisationen har lidt under det der skete i Srebrenica, forklarer Peter Kim Laustsen.
”For konsekvensen har jo været, at man nu ser meget færre blå hjelme end tidligere rundt om i verden, hvor der er krig og konflikter,” siger Peter Kim Laustsen.

Skrøbelig fred mellem naboerne
De ansvarlige politikere og militærfolk fra Balkan er i en lind strøm blevet stillet for en dommer i Haag. Samtidig prøver befolkningerne på Balkan, at lære at leve med hinanden. Det er ikke just kærlighed, der præger naboskabet, men derimod en pragmatisk tilgang til de traumatiske begivenheder i 1990’erne.
”Massakren ødelagde fuldstændig sympatien for serberne, som de siden har haft svært ved at rette op på,” siger Karsten Fledelius, lektor ved Københavns universitet og Balkan-ekspert.”
”Der er fred nu. Men sporene og virkningerne efter krigen er der stadigvæk. Livet er på ingen måde som før krigen. Men befolkningerne på Balkan er mest interesseret i at hverdagen bliver normaliseret, at man har et arbejde, noget at spise, et hjem, at børnene kan komme sikkert i skole. Når de ting fungerer, så er man kommet et stort skridt nærmere en varig fred. På det overordnede plan, er der lavet en aftale om godt naboskab mellem Kosovo og Serbien,” fortsætter siger Karsten Fledelius.
Han er enig med Peter Kim Laustsen i, at Srebrenica massakren er en milepæl i FN’s historie.
”Srebrenica blev afgørende, fordi det viste sig at FN vejen ikke duede. Det var ved den lejlighed, at FN mest markant spillede fallit, hvorefter Nato med amerikanerne i spidsen gik ind og banede vejen med den fred, der kom med Dayton aftalen,” siger Karsten Fledelius.