Arven efter Obama – den transatlantiske relation

På grund af Amerikas og Europas succes med at skabe en ny og bedre verdensorden efter II Verdenskrig kan USA paradoksalt nok ikke længere sætte dagsordenen alene. I en mere gensidig afhængig verden er USA afhængig af andre magters opbakning til sine udenrigspolitiske tiltag. Præsident Obama ønsker ligeledes at de transatlantiske partnere påtager sig et større ansvar i egne nærområder.

Skrevet af Charlotte Flindt Pedersen, direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab

Den transatlantiske alliance har været essentielt for den verdensorden vi har i dag. USA var sammen med sine europæiske allierede efter II Verdenskrig afgørende i at skabe den liberale verdensorden og de tilhørende multilaterale institutioner og internationale retsregler. Etableringen af den vestlige sikkerhedspolitiske struktur i NATO, genopbygning af Europa og et amerikansk lederskab af de allierede under den Kolde Krig skabte indholdet i en fredelig udgang på Øst-Vest-delingen af verden. Europas sikkerhed baserer sig således i høj grad på det transatlantiske alliancesystem og dermed på en amerikansk sikkerhedsgaranti funderet i en stærk og magtfuld amerikansk stat.

Men USA’s indflydelse i verden er under forandring. På grund af Amerikas og Europas succes med at skabe en ny og bedre verdensorden kan USA paradoksalt nok ikke længere diktere udfaldet eller sætte dagsordenen alene. Det er Obama tydeligt bevidst om og en del af hans mission som præsident har været at opfordre andre lande til at agere fremfor at vente på at USA tager styringen.  Præsidenten er træt af at levere militære muskler til korrupte regimer i de arabiske lande, at føre krig mod muslimer, og sammen med præsidenten har også kongressen tilkendegivet deres modvilje mod nye krige. Grunden er krigstræthed efter Irak og Afghanistan. Obama mener at Mellemøsten absorberer for meget energi og tager fokus væk fra udenrigs- og indenrigspolitiske dagsordener, som har USA’s primære interesse: at styrke amerikansk økonomi, skabe et stærkt samfund med større ligeværdighed og udbygge relationerne til primært Asien, men også Afrika og Latinamerika, samt ikke mindst at sikre fortsat fokus på klimaet.

Mere ansvar til resten af verden

Det er blandt andet Europa, som opfordres til at tage et større ansvar. Det giver på den ene side EU nye muligheder for at definere en egen udenrigspolitik uafhængig af USA. På den anden side har USA’s reducerede dominans i mellemøstlige anliggender skabt et magtvakuum, der nu udfyldes til dels af Rusland, men også af regionale magter som Iran, Tyrkiet og Saudi Arabien, der ser deres chance for at definere nye grænser og nye indflydelsessfærer langs sekteriske grænser. Det er reelt en meget farlig situation i EU’s nærområde. EU’s udenrigstjeneste er relativ ny og er kun lige kommet i gang med at skabe mekanismerne for politisk konsensus og dermed den politiske handlekraft og troværdighed, samt den administrative og diplomatiske kapacitet, der skal til for at kunne udfylde det vakuum som USA efterlader. Samtidig dominerer indenrigspolitiske behov EUs udenrigspolitiske dagsordner og forhindrer en fremadrettet og langsigtet tækning.

Sikkerhed og sikkerhedsunionens fremtrædende rolle i EU’s ny udenrigspolitiske strategi ”Global strategy” er derfor dikteret af behovet for at påtage sig et større ansvar i EU’s nærområder.

Et større ansvar for egen sikkerhed har også været udmeldingen fra Obama når det gælder konflikten i Ukraine og den militære trussel fra Rusland. USA har leveret militært, men samtidig er beskeden til alle NATO-landene tydelig: alle skal fremover bruge 2 pct. af deres BNP på forsvar. Obama sagde f.eks. direkte til premierminister Cameron at han ikke ville kunne håndhæve princippet om et særligt forhold til USA, hvis ikke briterne erklærede sig parate til bruge 2 pct. af BNP på forsvarsudgifter, hvilket så briterne prompte gjorde. Det er også derfor at Norge køber 52 nye kampfly, Danmark 27 og Tyskland i den seneste forsvars- og sikkerhedspolitiske hvidbog erklærer sig parat til at påtage sig en større sikkerhedspolitisk rolle i Europa, en kontroversiel drejning af tysk politik, set i lyset af fortiden.

Obama: hård udenrigspolitik, men ny rollefordeling

Det var ikke kun i Bush Jr.’s præsidentperiode at USA’s udenrigspolitik har været præget af militær enegang. I Obamas præsidentperiode har USA også optrådt som en enerådig supermagt, når Obama har vurderet at der var en klar national interesse med eksempelvis droneangrebene i Pakistan, jagten på Osama Bin Laden og andre terrorister, eller den amerikanske sikkerhedstjenestes overvågning af selv sine nærmeste allierede. Det nye er at Obama klart har tilkendegivet at det er i USA’s klare fremtidige interesse at fastholde de internationale spilleregler og styrke de internationale institutioner, da de netop afspejler amerikanske interesser. Især i Obamas anden præsident periode har denne linje været tydelignår man f.eks. værger sig ved at gribe ind i Syrien uden et FN mandat. Ligeledes har USA ændret sin kurs radikalt i forhold til det multilaterale samarbejde. Hvor USA tidligere på nogle af de store indsatsområder som f.eks. klima valgte at stå uden for internationale bindende aftaler så har USA meldt sig ind og fået indflydelse på indholdet samt været med til at vise lederskab sammen med Kina. Klimaaftalen er interessant fordi den viser mulighederne og en ny rollefordeling i samarbejdet mellem de store magter når de globale problemer skal løses: EU sætter standarden, men det er USA og Kina som gør det politisk muligt at nå frem til enighed. De samme takter har man kunne konstatere i processen op til valget af FNs ny Generalsekretær. Hvor Ruslands FN ambassadør Churkin annoncerede Sikkerhedsrådets valg af Generalsekretær side om side med Samantha Powers USA’s FN ambassadør, uanset at der samtidig hersker en dyb indbyrdes uenighed om Ukraine og Syrien. Iranaftalen er et tredje eksempel på en ny måde at løse problemer på, hvor EU og Rusland var stærkt repræsenteret i forhandlingerne. Når USA vælger at handle i tråd med og indenfor det internationale system, sikrer man en større overensstemmelse og enighed mellem EU og USA i forhold til de centrale værdier, der styrer internationale handlinger, en stærkere ligeværdighed mellem EU og USA, hvilket også er et vigtigt signal ud af til og ikke mindst en stærkere global opbakning til de beslutninger, der tages.

USA efter Obama – mere ansvar til resten af verden

Obama har i løbet af sin præsidentperiode forsøgt at redefinere USA’s magt og USA’s lederskab. Det er ikke et lederskab som primært bygger på militærmagt, men et lederskab, som bygger på et stærkere værdimæssigt fundament, og hvor involvering og diplomati er afgørende parametre. I artiklen ”The Obama Doctrine” i bladet: The Atlantic definerer Obama magt på følgende måde: ”reel magt betyder at du kan opnå det du ønsker uden at du behøver at udøve vold.” Derfor har det at styrke USA økonomisk, at sikre lige adgang til sundhed, at adressere de paradokser, som underminerer USA’s moralske stemme i verden også haft en høj prioritet for Obama. For ham er USAs styrke også defineret ved en sund og konkurrencedygtig økonomi samt et innovativt og velfungerende samfund. Det nye amerikanske lederskab skaber på nogen områder problemer for os i Europa i og med at vi selv skal påtage os et større ansvar for vores egen sikkerhed, men på andre områder harmonerer det nye magtbegreb bedre med de centrale værdier og målsætninger vi i EU har defineret som vores kerne.

Charlotte Flindt Pedersen er direktør i Det Udenrigspolitiske Selskab og tidligere international chef ved Institut for Menneskerettigheder