Arven efter Nixon

40 år efter hans fald fra magtens tinder er Richard Nixon fortsat den mest skandaleombruste præsident i amerikansk historie. Og selv om han også udrettede enkelte gode ting som præsident, vil hans eftermæle også i fremtiden være blakket. Hvilket ikke er helt urimeligt. Tværtimod.

Af Pernille Bruun Nielsen og Anders Agner Pedersen

Ingen amerikansk præsident har et værre eftermæle end Richard Milhous Nixon. Selvom andre tidligere præsidenter så som Jimmy Carter, Calvin Cooligde og senest George W. Bush ikke just anses for at have efterladt embedet som stærke og populære aktører, kommer ingen af dem i nærheden af den vanære, Richard Nixon forlod embedet i. Siden han trådte tilbage som følge af Watergate-skandalen en augustdag i 1974, har Nixons eftermæle konsekvent været forbundet med netop Watergate. Den største skandale i amerikansk politik såvel den gang som i dag.

En skandale der førte til, at en amerikansk præsident for første gang måtte træde tilbage i utide som følge af embedsmisbrug. Og en skandale der efterlod befolkningens tillid til såvel præsidentembedet som det politiske system i al almindelighed i ruiner. Watergate er og bliver et kødsår midt i den amerikanske folkesjæl. Et sår, som aldrig rigtig er helet, og som nok aldrig rigtig kommer til at hele.

Samtidig er Watergate-skandalen så stor, at samtlige skandaler, politiske såvel som ikke-politiske, lynhurtigt bliver omtalt som ’gate’. Senest er Caroline Wozniackis afbrudte forlovelse med Rory McIlroy sågar blevet døbt ’Rory-gate’ i pressen. En fin indikator på at alle skandaler, store som små, bliver forbundet tilbage til alle skandalers udgangspunkt, nemlig Watergate.

Ingen skandale værre end Watergate
Det er yderst tvivlsomt, om vi nogensinde kommer til at se en tilsvarende større skandale i amerikansk politik, som det var tilfældet med Watergate. Af flere grunde. Dels har såvel tiderne som de politiske forhold ændret sig netop på grund af Watergate, hvilket gør, at en tilsvarende skandale næppe vil kunne finde sted. For vist har vi set flere politiske skandaler i amerikansk toppolitik blandt andet sagen om CIA-agenten Valerie Plame under præsident Bushs embede. En sag der i øvrigt blev kendt som ’Plame-gate.’ Ingen af skandalerne er dog nået helt op på siden af Watergate. For det vil kræve, at en præsident går af nok engang. Og det kan være svært at forestille sig, at det kunne komme så vidt. Dels fordi der i dag er et helt andet politisk panser rundt om præsidenten, og dels fordi der er et langt større spinapparat rundt om ham end tidligere set som under Nixon. Dermed er det også sværere for journalister at komme til bunds i en tilsvarende skandale, såfremt en ny skulle finde sted i dag.

David og Goliat
Netop den journalistiske del af Watergate er endnu et vigtigt aspekt i forhold til, at skandalen fortsat har så stor interesse 40 år efter dens afslutning. For historien om Bob Woodward og Carl Bernstein, de to unge og ukendte ’staff writers’ fra Washington Post, er blevet det ultimative symbol på hårdtarbejdende journalister. Ved deres vedholdenhed, flid og mod, påtog de deres journalistiske ansvar så alvorligt, at de turde gå i clinch med verdens mægtigste mand – og de vandt.

Der har siden hen været talrige fremragende eksempler på undersøgende journalistik, men intet eksempel fremhæves så hyppigt som det om Woodward og Bernstein. Dette er endnu et aspekt i forhold til, hvorfor skandalen om Watergate fortsat fascinerer mange. Det blev den politiske udgave af Davids kamp mod Goliat. Og den slags historier har det med at drage folk, nøjagtig som det er tilfældet her.

Lyspunktet Kina, lavpunktet Vietnam
Enkelte positive tiltag, skete der dog også under Nixons godt fem år ved magten. Som årene er gået, er disse bedrifter imidlertid druknet i Watergate. Ikke desto mindre er det på sin plads at give Nixon en smule kredit for dele af hans udenrigspolitik. Primært var hans arbejde for at opbløde forholdet mellem USA og Kina en bedrift af de større. Ikke mindst fordi at Kina blev afskåret fra det tidligere Sovjetunionen og bragt ud af isolation. Dette er fortsat en bedrift, der har betydning for den aktuelle verdensorden. På samme måde som, at det også var glimrende arbejde af Nixon at få vedtaget den første aftale med Sovjetunionen om atomar nedrustning. Den såkaldte SALT-aftale var den første af sin art, og den er siden hen blevet efterfulgt af et par mere.

At Nixon og hans udenrigsminister, Henry Kissinger, både i bøger, interviews og artikler desuden har gjort hvad de kunne for også at fremhæve deres indsats i forhold til afslutningen af Vietnam-krigen, er forståeligt, om end ikke helt korrekt. For ja, Kissinger fik Nobels Fredspris som følge af fredsaftalen, der blev indgået. Men Nixon og Kissingers vej ud af Vietnam indeholdt en eskalering af krigen, som blev udvidet til også at omhandle Cambodja og Laos. Hvilket også er grunden til, at det ikke er helt rimeligt, hvor gerne Nixon og Kissinger end ville have det, at fremhæve deres Vietnam-politik som udelukkende en succes. Snarere tværtimod.

Konsekvensen af ’Nixonland’
Indenrigspolitisk er der ikke meget at råbe hurra for set ud fra et Nixoneftermæle. Der har været små succeshistorier hist og her, men til sammenligning med den skade, Nixon generelt forvoldte på det amerikanske samfund ved indførelsen af det, Rick Perlstein i interviewet tidligere på ugen her på Kongressen.com, omtalte som ’Nixonland’, er det i småtingsafdelingen.

For nok er Watergate-skandalen den, vi alle sammen kender Nixon for og det altoverskyggende punkt i hans politiske karriere og eftermæle. En skandale alle kan forholde sig til og fordømmer. Men en mindst lige så alvorlig og måske endnu længerevarende skade, Nixon gjorde var at splitte det amerikanske samfund. En splittelse Nixon var fuldt bevidst om, og som ville få stor betydning også på den lange bane. Men han var ligeglad. Så længe den gruppe, der støttede ham, var større end dem, der var imod ham, kunne han blive præsident. Aspektet om det delte amerikanske samfund er ofte overset, men ikke desto mindre vigtigt at huske på, når talen falder på Richard Nixon og hans såkaldte politiske arv.

Et permanent elendigt eftermæle
Historien har det med at se med mildere øjne på præsidenter, der i sin tid har forladt posten uden den helt store opbakning i befolkningen. Et godt eksempel på dette er demokraten Harry Truman, der var yderst upopulær, da hans embede sluttede i januar 1953, men som siden hen er blevet set i et andet og mere positivt lys. Så positivt, at flere ligefrem kalder ham en stor præsident.

Nogen stor præsident er der imidlertid ingen sandsynlighed for, at Richard Nixon en dag vil blive fremstillet som. Tværtimod er han formentlig den eneste af samtlige eks-præsidenter, der kan være helt sikker på, at hans eftermæle, uanset begivenhedernes gang, vil være blakket.

Eksempelvis er der ingen i Det Republikanske Parti, der fremhæver Nixon som dén præsident man gerne ville gå i fodsporene på. Det er i langt højere grad Ronald Reagan, nutidens republikanske præsidentkandidater og politikere generelt fremhæver og hylder, når de skal finde en helt fra fortiden. Fra det øjeblik Richard Nixon forlod præsidentposten, blev han en politisk paria i sit parti. Og det har ikke ændret sig, selv om der nu er gået 40 år.

Nixons ansvar
Derfor er det muligt, at det lyder hårdt, når man kalder Richard Nixons eftermæle elendigt. Men set i lyset af, at manden i løbet af sine godt fem år ved magten formåede at ødelægge befolkningens tillid til såvel præsidentembedet og det politiske system, begå embedsmisbrug og i øvrigt splitte det amerikanske samfund, så er det ikke desto mindre rimeligt.

Den politiske arv efter Nixon er og vil forblive både dyster og negativ. Hvilket der kun er én, der har ansvaret for, nemlig Richard Milhous Nixon selv.