‘Amerikansk udviklingspolitik er paradoksernes holdeplads’

Den amerikanske udviklingspolitik mangler at komme helt op i gear under præsident Obama. For selv om USA gør mange gode ting udviklingspolitisk, så ville det klæde Obama at prioritere området mere, end det lige nu er tilfældet, mener tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach

Man hører det tit og ofte. Udviklingspolitik er sikkerhedspolitik. For hvis man vender det blinde øje til udviklingspolitikken, er risikoen for, at små problemer, der kunne være løst fredeligt med den rette hjælp, i stedet vokser sig så store, at de forvandler sig til sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Ikke desto mindre, har udviklingspolitikken ikke stået særlig højt på præsident Obamas agenda i de nu godt fem et halvt år han har været commander-in-chief. Hvilket er trist, for det ville være i alles interesse, inklusiv amerikanernes, hvis USA begyndte at føre en mere fokuseret udviklingspolitik, mener tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach.
I dette interview med Kongressen.com, fortæller han, hvorfor han gerne så, at Obama i langt højere grad gik fra at ‘talk the talk’ til ‘walk the walk’ rent udviklingspolitisk.

Hvordan kan man bedst karakterisere den amerikanske udviklingspolitik?
“Amerikansk udviklingspolitik er paradoksernes holdeplads, fordi amerikanerne har et solidt engagement, men har nogen gange svært ved helt at ramme de metoder, som for alvor gør forskellen. Det skyldes flere ting. Dermed ikke sagt, at amerikanerne ikke fører fattigdomsbekæmpende politik. For det gør de bestemt. De har jo verdens største udviklingsbudget, om end at det er lavere per indbygger end mange andre lande. Der skete især meget inden for området under Bush. Men i det hele taget er deres udviklingsbudget splittet til atomer, og det er spredt ud over mange ministerier. Og de bruger det i meget høj grad også til at fremme amerikanske interesser. På mange forskellige områder.”

Er der overensstemmelse mellem USA’s generelle styrke og så deres indsats på udviklingsområdet, som du ser det?
“De kunne få meget mere indflydelse på deres udviklingsbistand, hvis de var mere fokuserede, og hvis de havde færre instrumenter, så tror jeg faktisk at de kunne få større indflydelse. De ville kunne få et stærkere gennemslag, hvis de havde en mere fokuseret tilgang.”

Ser du en større erkendelse hos amerikanerne i forhold til, at det er farligt at lade nationer blive ’failed states’ og at de derfor i højere grad engagerer sig udviklingspolitisk?
“Ja, det synes jeg. De har et stort fokus på skrøbelige stater. Netop fordi de kan komme til at udgøre store sikkerhedspolitiske problemer. Så der er et stort fokus på netop dette. Men det er ikke helt let for dem at agere på det område. Blandt andet fordi de er hårdt bundet af Kongressen.”

Det virker lidt tilfældigt i forhold til, hvilke områder, USA engagerer sig i rent udviklingspolitisk?
“Der er tit en lidt eventbaseret tilgang, hvor man lader sig påvirke af strømninger. I stedet for at have fokus på konsolidering og det lange, seje træk. Den udfordring er der for alle lande, men i særlig grad for amerikanerne.”

Er amerikanerne blevet mere opmærksomme på udviklingspolitikken, som følge af det store vækstpotentialer der er i mange afrikanske lande?
“Ja, det er de i høj grad. Men det gælder alle lande. Der er USA ikke så specielle, som jeg ser det.”

Det er jo ingen hemmelighed, at USA er trængt rent økonomisk. Sådan som du læser Obama, kan han så godt se, at det er klogere rent økonomisk at hjælpe lande med udviklingsbistand, end lade dem blive ’failed states’ med risiko for, at man senere hen er nødt til at engagere sig militært?
“Nej, jeg synes ikke, man ser den tænkning ret meget. De var meget engagerede i den del, der handlede om skrøbelige lande. De er på mange måder stærke og innovative i deres udviklingsarbejde. Men jeg mangler lidt… Det er lidt svært at se, at Obamas fokus på at nedskalere USA’s militære engagement globalt, er fulgt op med en opskalering af det civile, humanitære udviklingsengagement. Den kobling er ikke så tydelig, som man kunne ønske sig. Der har Obama ikke været så tydelig, som mange havde forventet.”

Hvor kommer den forventning fra? Det humanitære har jo aldrig stået særlig højt på Obamas agenda?
“Det har det nemlig ikke. Og det er også lidt det jeg mener. Men forventningerne til ham var jo store. Også på det her område. Men det er jo igen det med paradoksernes USA på det her område. Bush leverede faktisk et ganske solidt resultat inden for udviklingspolitikken, mens han var præsident. Vi mangler lidt at se Obama være stærk på denne her dagsorden.”

Er han blevet udfordret, eksempelvis af os europæere, til at engagere sig stærkere?
“Det bliver amerikanerne jo nærmest hele tiden. Fordi de ligger så lavt rent procentmæssigt. Men der har jo ikke været nogen, der kunne udfordre ham de seneste år, hvor mange europæiske lande også har skåret ned på udviklingsområdet som følge af krisen. Så er det lidt sværere at komme med den løftede pegefinger. Den er i hvert fald ikke helt så løftet mere. Selv om der selvfølgelig er et konstant pres på amerikanerne for at gøre mere.”

Så dybest set mangler Obama at ’walk the walk’ og ikke blot ’talk the talk’ inden for udviklingspolitikken?
“Ja, det kan man godt sige. For du har helt ret i din pointe før om, at det jo er meget billigere at hjælpe et land med udvikle og stabilisere sig, end hvis man eksempelvis er nødt til at indsætte fredsbevarende tropper efter en borgerkrig. Der mangler lidt der. For den amerikanske udviklingspolitik er stor og innovativ. Men det må man jo også forvente af verdens mægtigste nation. Og det er også grunden til, at der også fremadrettet vil blive lagt pres på amerikanerne for at gøre mere.”